Lars Skinnebachs nye digtsamling er et forsøg på at sprænge sprogets rammer og litteraturens genrer. Det lyder som velklingende mislyd.
’Enhver betydning er også en mislyd’ er den fjerde digtsamling fra Lars Skinnebach (f. 1973) siden debuten i 2000, ’Det mindste paradis’. Undertitlen, ’Genrer’, angiver den selvreferentielle, metapoetiske tematik, der gennemsyrer digtene. Digtets klassiske elementer og bestanddele granskes, og forholdet mellem modtager og afsender, metrik, grammatik, udsigelse etc. bliver underkastet Skinnebachs poetiske undersøgelser. Skriftens genrer bliver også grundigt molesteret i forsøget på at vriste sig fri af litteraturens konventioner. Bogen består bl.a. af en ultrakort roman på to sider, notater, et appendiks, digte, popsange, en privat erindring og andre fragmenter, der ikke lader sig fiksere af noget kendt genrebegreb.
Denne rebelske sprog(be)handling må ses som en søgen efter, og samtidig en skabelse af , betydninger i og ud af det, som kommer før sprogets invaderende betydningsdannelse. ’Enhver betydning er også en mislyd’ skærer sig igennem sproget, indtil en før-sproglig, før-betydende stoflighed. I digtet ”NOTATER” griber jeg’et ligefrem ud af digtet: ”Jeg leder efter / en skov / i den et sår / at stikke hånden ind / i”
Digtsamlingen bevæger sig hele tiden på kanten af fragmentets utilgængelige privathed. I langt de fleste af digtene lykkes det Skinnebach at invitere læseren indenfor i sit private eksperimentarium; umærkbart adapterer vi digtsproget, og gør det til vores eget, som i f.eks. ”ERINDRING” (der dermed bliver vores egen erindring). I ”VAGABONDER” er det sprogets udsigelse, der vagabonderer rundt i tekstens landskab. Stemmen skifter hele tiden, så man ikke ved, om udsigelsen kommer fra en mand, en kvinde, et hus eller naturen. I appendikset hedder det: ” jeg tror ikke / på organer eller jegets / autoritet.” Det lyriske jeg er spaltet ud i flere identiteter, ganske som det er tilfældet i digtet ”ROMAN”, hvor der pludselig optræder brudstykker fra sangtekster af Lars HUG og Neil Young, som invaderer tekstens rum og udfordrer fortællerens integritet.
Den konstant skiftende udsigelse fører til en kamæleonagtig leg med identiteten, der understreger jeg’ets - og naturligvis Skinnebachs - fravær af fortællende autoritet. De fleste af digtene ebber ud i en række tomme, stiplede linjer (jf. forsiden), der opfordrer læseren til selv at afslutte digtene. - Jeg kan varmt anbefale bogen!
Kommentarer