Endnu ikke af Vibeke Grønfeldt

Portrættet af den stejle kvinde rummer udtryk for smerte, men også fryd over skønheden. Grønfeldt evne til at beskrive livets modsætninger er enestående.

”Romanen er udtryk for en pessimisme så fuld af lyst, at ensomheden slår om i sin modsætning”, fremgik det af dommerkomiteens motivering, da Vibeke Grønfeldt i starten af januar modtog Montanas Litteraturpris for sin nyeste roman ’Endnu ikke’. Dette er en meget præcis karakteristik af bogen og dens hovedperson, den aldrende forfatter Elvine Brink.

Romanen har form af Elvines dagbogsnotater, som hun har nedfældet i løbet af et år. Indholdsmæssigt spænder de fra brudstykker af erindringer, over personportrætter og dagsaktuelle kommentarer, til korte lyrisk fortættede indtryk af vejrlig og natur.  Alt sammen brikker til billedet af Elvine og livet et sted i den danske udkant. En stolt og kompromisløs enspænder, der altid har foretrukket ensomheden, overfølsom over for enhver ansats til behagesyge, smiger og selvgodhed. Hun lader sig hellere fange af ordene, der vokser frem på papiret og bøgerne i reolen end af andre menneskers selskab og mediernes kværnende nyhedsstrøm.

Elvines liv er et liv på kanten af samfundet og tiden. Tilsyneladende er hun afsondret og marginaliseret, men ikke desto mindre en skarp og kompromisløs iagttager og samtidskritiker. Uden tilløb til sentimentalitet og nostalgi er romanens portræt af Eline knyttet sammen med en grundlæggende oplevelse af melankoli og tab. Tab af værdier og livsformer, der i Elines optik forvandler mennesker i moderniteten til klienter og forbrugere, overhalet af udviklingen og overladt til ”det ønskehjem, computeren har givet enhver med mulighed for at vælge billedet af sig selv, af tid og sted, vælge pårørende … Spil.”

Der er noget forstemmende, misantropisk over det univers og de karakterer, Vibeke Grønfeldt folder ud. Men det er kun den halve sandhed og indfanger langt fra romanens kompleksitet og nuancerigdom. Når desillusionen og sortsynet aldrig får lov til at stå alene og uimodsagt i romanen, hænger det sammen med de vidunderligt sansede og sprogligt virtuose beskrivelser af erindring, natur, vejrlig, farver, former og dufte, der i glimt gør det muligt at ”vende om for at se det hele fra den modsatte side. ”  Vibeke Grønfeldts har en enestående evne til at holde sanserne og sproget åbne for alle de modsætninger, ambivalente følelser og erindringsspor, der udgør et liv.