Novellen regnes med rette som en af Blichers bedste og rummer en eviggyldig fortælling. Klassisk dansk litteratur når det er bedst.
Novellen udkom første gang i 1824 og foreligger nu i en lettere bearbejdet udgave med et fint forord af Ida Jessen. Udgivelsesåret og det faktum af historien udspiller sig i dagbogsform mellem årene 1708 og 1753 bør ikke afskrække. Blicher væver en eviggyldig fortælling om mennesker, følelser og higen, hvor man mærker hans egne romantiske digterlængsler.
Igennem novellens nedslag får vi et indblik i Morten Vinges liv, fra han som 14-årig starter med at laver dagbogsnotater til tiden lige før hans død som landsbydegn. Vinge er af ringe kår og en tragisk, sært urolig sjæl, der er ulykkeligt forelsket i den unge adelsfrøken Sophie. Hverken som ung eller ældre ænser Sophie Morten Vinge, og det er i virkeligheden den helt store tragedie af nærmest russiske proportioner. Først stikker frøkenen af med en tjenestekarl, hvilket sender en knust Vinge ud på en større færd verden rundt, men selv som gammel kone ænser hun ikke sin tilbeder. Vinge var og er nemlig så ren i sin kærlighed, at den lammer ham og afholder ham fra at handle, samt gør ham helt usynlig for objektet for sin kærlighed.
I min optik er det essensen af ’En landsbydegns dagbog’, og sikkert også i virkeligheden af Blichers eget liv, at det gælder om at turde, når der er noget på spil. At gribe dagen og være vedholdende. Blicher slutter af med at lade Vinge, der nu er en fattig landsbydegn langt pokker i vold, gøre brug af et bibelcitat i sit sidste dagbogsnotat. Indrømmet, jeg er ikke stiv i min bibelhistorie endsige en ørn til at tolke religiøse tekster, men jeg læser klart følgende “Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs, som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed”, som at gud er evig, men menneskets liv kort, og når det blomstrer, så blomstrer det. Med andre ord, grib dagen, chancen og især livet. Du har kun ét. Og hold fast!
Ved første øjekast synes historien om Morten Vinge at være tungsindig og lettere deprimerende læsning om en mand, der ikke kan finde kærligheden eller, måske lige så vigtigt, sin plads i livet. Den stakkels mand går da også gruelig meget igennem, men som med meget andet god litteratur er der et lag mere. Et lag, der netop opmuntrer til ikke at ende som Vinge, men til at være glad og synge lidt mere, når chancen byder sig. Ganske som i præludiet til digtsamlingen ’Trækfuglene’.
Hvordan man vælger at tolke Blichers fine novelle, så er det værd at slå fast, at den er fremragende. Intet mindre. Den giver et fascinerende indblik i et menneske, vi alle har mødt på vores færd eller i os selv. Den giver også et interessant indblik i en svunden tid med andre normer og et smukt sprog. En sand klassiker.
Kommentarer