Dystopi, samfundskritik og en lille smule kærlighed. Saramago portrætterer menneske og samfund på godt og ondt i hans måske mest berømte fabulering.
Saramagos måske bedst kendte værk er en symbolsk fortælling om ikke at kunne se, om menneskers og diktaturers snæversynethed og angst for det anderledes. Det har den portugisiske nobelpristager oplevet på egen krop under Salazars diktatur og i sin kamp mod de gejstlige autoriteter. ‘En fortælling om blindhed’ er blandt hans mest dystopiske, men som altid ikke uden håb, varme og menneskelighed.
Trafiklyset skifter fra rødt til grønt. Trafikken bevæger sig, men i den ene vognbane er bilerne gået i stå. I en af bilerne er en mand spontant blevet blind. Nogen hjælper ham, men snart bliver også de blinde. En epidemi er brudt løs, myndighederne og befolkningen bliver bange, og militæret sættes ind. Så er scenen sat, og hvad der siden sker, må du selv læse dig til.
Og læses skal den. Portugisiske José Saramago har ikke den største læserskare i Danmark, men hans spraglede oeuvre elskes i hjemlandet. Hans forfatterskab er som en æske chokolade, man ved aldrig, hvad man får. Men man ved, at det med sin særegne stil og bemærkelsesværdige præmisser skiller sig ud fra mængden, og at det er af bedste kvalitet. Mens hjernen og tankegangen kan give mindelser til Svend Åge Madsen eller Italo Calvino, kan de lange sætninger og det adstadige tempo lede tankerne hen på Thomas Mann. Saramago skriver med samme overskud og ro, med lange afsnit, der kræver en vis portion mod og en stor mundfuld ilt, før man endnu engang dykker ned i hans tankestrømme. Det er som en flod, man ikke kan andet end at følge og sejle nedad. Og man kan som bekendt ikke stige to gange ned i den samme flod. Saramago er forandrende.
‘En fortælling om blindhed’ er fortællingen om menneskers og ideologiers møde med det fremmede og uforståelige og om, hvordan vi reagerer, når vi er bange. Hvordan frygten får det værste frem i os. Alligevel er der noget sært opløftende ved at læse bogen, og selv når nogen dør, sker det med Saramagos langsomme, kærlige pen og gør næsten ikke ondt. Hvor mange forfattere, der skriver om diktaturer og totalitære stater, virker aggressive og hadske, vender portugiseren den anden kind til. For ham er menneskelighed altid vægtigere end ideologi. Dermed bliver litteraturen almengyldig og almenmenneskelig, og det er det, Saramago kan.
‘En fortælling om blindhed’ er for mig ikke Saramago, når han er bedst, men det er stadig en virkelig god roman, måske det bedste startsted for nytilkomne og et godt valg til Rosinantes fine klassikerselskab. Romanen er i øvrigt filmatiseret med Julianne Moore og Mark Ruffalo i hovedrollerne. Læs også pendanten ‘En beretning om klarsyn’.
I min egen bogreol står fjorten af José Saramagos skønne fabuleringer, og jeg vil anbefale ham til alle, der holder af stor litteratur.
Kommentarer