Døden udebliver indimellem

En humoristisk bog om døden - en moderne, underholdende fabel. Hvad foregår der når folk ikke kan dø?

I et unavngivet land med 10 millioner indbyggere udebliver døden i en periode lige efter nytår. De dødssyge, de hårdt sårede og de oldgamle kan ikke dø. En rigtig typisk Saramago idé med et absurd tankeeksperiment som derefter yderst veloplagt vendes og drejes. Hospitaler og plejehjem bliver overfyldte, og mange familier er desperate. Helt science fiction agtigt tager mange over grænsen for at dø, og der opstår også en behjælpelig mafia. Den alvorlige og utålelige situation giver grundlag for en morsom samfundssatire når kongen, statsministeren og pressen skal italesætte situationen, og ikke mindst den katolske kirke får et problem med det evige liv.

Forsikringsselskaber og bedemænd har også store problemer. De mange filosofiske og etiske problemer skaber undertiden et kafkask univers. Der er dog en strøm af sort humor også da døden dukker op som person og begynder at sende breve med en uges varsel til dem, der skal dø.

I anden del af romanen sker der et stilskift, fokus ændrer sig fuldstændigt, og historien forvandles til en kærlighedshistorie mellem den personificerede død, som er en ung smuk kvinde, og en midaldrende cellist. Pointen og forklaringen er både smuk og overraskende, men skal ikke røbes. Kompositionen er formidabel med de to vidt forskellige dele der komplimenterer hinanden.

Den 85-årige portugisiske nobelpristager leger let og elegant med døden som tema i denne roman. Han er sprænglærd, men historien er sjov og underholdende med mange morsomme indfald. Dog synes jeg, at sproget er for snirklet og pedantisk med lange komplekse sætninger. Bogen kræver stor koncentration, og oversættelsen må have været en tour de force.

Oversat fra portugisisk af Peer Sibast efter 'Intermitências da morte'. Samleren, 2008. 191 sider.