Elefantens rejse af José Saramago

Saramagos næstsidste værk er en bister og umådelig morsom satire i tilsyneladende simpel indpakning. Godnat, du falske verden!

Som en gave fra den portugisiske konge Dom João den Tredje til hans fætter Maximilian, vicekonge af Spanien og ærkehertug af Østrig, sendes elefanten Salomon i 1551 på en lang rejse til fods fra Lissabon til Wien, gennem den spanske varme og tørke, med skib til Italien og over farlige, isnende kolde og næsten ufremkommelige bjergpas i Alperne.

Rejsen for den lange karavane, der eskorterer den firebenede gave, bliver sjældent særligt farefuld, særlig skelsættende og kun en smule begivenhedsrig, og i og for sig er det bare en lang rejse fra en by til en anden. Hvis det altså ikke lige havde været Saramago, der havde genfortalt denne ellers sandfærdige historie og med ’Elefantens rejse’ havde begået endnu en satirisk genistreg.

Det interessante og læseværdige ved historien er ikke handlingen i sig selv, men alt det, der sker med den efter en tur i Saramagos satiremaskine. Jeg sad på næsten Uffe Ellemannsk vis og klukkede mig fra Lissabon til Wien og godtede mig over den kommunistiske mekanikers evne til at vende tingene på hovedet og uddele et hav af stikpiller på og mellem linjerne i dette tilsyneladende simple værk.

Særlig bemærkelsesværdig er foragten for magten, der sjældent ligger hos de forstandige, det simple menneske (eller dyr), som altid har Saramagos sympati. Der er sammenstødet mellem forskellige kulturer, religioner, mennesker og dyr, mellem troende og ikke troende, høj og lav, egoisme og fællesskab, og meget mere. Alt sammen serveret i portugiserens særegne stil: de lange, krummelurede sætninger, de med småt skrevne egenavne samt den næsten holbergske komik i dialogerne, der kun adskilles af kommaer.

Selvom det blev Saramagos næstsidste fortælling, er forfatteren her stadig i topform, om end jeg ikke synes, den er helt så vellykket som ’Døden udebliver indimellem’, der ved sin afslutning fik mig til at klappe i mine tårevædede hænder. Men jeg er mere end godt underholdt af fortællingen om Salomon og dens følge, og bogen er et flot bevis på, at forfatteren var blandt det 20. og 21. århundredes skarpeste og bedste. Saramago længe leve: Hurra!