Anmeldelse
En fortælling om blindhed af José Saramago
Jeg har læst en bog, jeg ikke kan glemme! Den fortæller historien om, hvad der sker, hvis menneskene pludselig mister deres allervigtigste sans, at kunne se!
En bilist standser for rødt; da lyset skifter, er han blind. Sådan starter den portugisiske forfatter og nobelpristager José Saramago sin historie om en by, der rammes af blindhed. Virusangreb eller?? Ingen ved det.
Den, der hjælper bilisten hjem, bliver selv blind; det sker også for øjenlægen, der konsulteres, ligesom for alle patienterne i venteværelset. Blindheden er en epidemi, der hastigt spredes. Kun én, øjenlægens kone, bevarer evnen til at se.
Vi følger de første blinde, der sammen med andre interneres i et forladt sindssygehospital; enhver som forsøger at undslippe skydes ned uden varsel, for myndighederne tror stadig det er muligt at reducere antallet af smittede.
Saramagos skildring af de interneredes ydmygelser er noget af det stærkeste, jeg har læst: et kaos af vold og egoisme; blinde med stinkende kroppe, der usikkert vakler rundt i gange, fyldt med lort i bogstaveligste forstand. Dyrisk overlevelseskamp for at få føde, som deler gruppen i de gode og de onde (læs:grådige), hvor de sidste rager til sig på de andres bekostning. Lægens kone ser al primitiviteten, så for hende er det at kunne se, ironisk nok, både en velsignelse og en belastning. Men ved hendes hjælp slipper de ud, ildelugtende og pjaltede, til en stinkende, afdød, stille by, nedsølet i affald, nødtørft, bilvrag og hunde, der æder lig.
Rædselsvækkende er det, men også smukt og ind imellem humoristisk; man læser med spænding, som var det en krimi. Og man vænner sig til sproget; også til skriftbilledet, som i starten virker utilnærmeligt med tætte sider og manglende tegnsætning. Men måske er det netop p.gr. af det flydende sprog, at man drives frem mod den - måske? - overraskende slutning.
Romanen viser os menneskets og hele civilisationens skrøbelighed; den viser, at vi ikke kun er afhængige af vores øjne og al teknologi, men af hinanden. Menneskene skal iflg. Saramago helt ned i møget for at forstå, se, hvad livet drejer sig om: at blive i stand til at sætte hensynet til de andre og det fælles over sig selv, også når det koster os mest.
Det er en fantastisk bog, uforglemmelig, fordi den er så realistisk. Jeg vil sige som min kollega, der anbefalede mig bogen: Mit liv bliver aldrig helt som før efter denne bog!!
Jeg har læst en bog, jeg ikke kan glemme! Den fortæller historien om, hvad der sker, hvis menneskene pludselig mister deres allervigtigste sans, at kunne se!
En bilist standser for rødt; da lyset skifter, er han blind. Sådan starter den portugisiske forfatter og nobelpristager José Saramago sin historie om en by, der rammes af blindhed. Virusangreb eller?? Ingen ved det.
Den, der hjælper bilisten hjem, bliver selv blind; det sker også for øjenlægen, der konsulteres, ligesom for alle patienterne i venteværelset. Blindheden er en epidemi, der hastigt spredes. Kun én, øjenlægens kone, bevarer evnen til at se.
Vi følger de første blinde, der sammen med andre interneres i et forladt sindssygehospital; enhver som forsøger at undslippe skydes ned uden varsel, for myndighederne tror stadig det er muligt at reducere antallet af smittede.
Saramagos skildring af de interneredes ydmygelser er noget af det stærkeste, jeg har læst: et kaos af vold og egoisme; blinde med stinkende kroppe, der usikkert vakler rundt i gange, fyldt med lort i bogstaveligste forstand. Dyrisk overlevelseskamp for at få føde, som deler gruppen i de gode og de onde (læs:grådige), hvor de sidste rager til sig på de andres bekostning. Lægens kone ser al primitiviteten, så for hende er det at kunne se, ironisk nok, både en velsignelse og en belastning. Men ved hendes hjælp slipper de ud, ildelugtende og pjaltede, til en stinkende, afdød, stille by, nedsølet i affald, nødtørft, bilvrag og hunde, der æder lig.
Rædselsvækkende er det, men også smukt og ind imellem humoristisk; man læser med spænding, som var det en krimi. Og man vænner sig til sproget; også til skriftbilledet, som i starten virker utilnærmeligt med tætte sider og manglende tegnsætning. Men måske er det netop p.gr. af det flydende sprog, at man drives frem mod den - måske? - overraskende slutning.
Romanen viser os menneskets og hele civilisationens skrøbelighed; den viser, at vi ikke kun er afhængige af vores øjne og al teknologi, men af hinanden. Menneskene skal iflg. Saramago helt ned i møget for at forstå, se, hvad livet drejer sig om: at blive i stand til at sætte hensynet til de andre og det fælles over sig selv, også når det koster os mest.
Det er en fantastisk bog, uforglemmelig, fordi den er så realistisk. Jeg vil sige som min kollega, der anbefalede mig bogen: Mit liv bliver aldrig helt som før efter denne bog!!
Kommentarer