En perle af en digtsamling, der taler til både hjerte og hjerne.
I anledning af sin 85-års fødselsdag udgiver Benny Andersen et udvalg af sine bedste kærlighedsdigte fra tidligere samlinger sammen med en række nyskrevne digte. Samlingen har fået den shakespeareske titel At elske eller ikke at elske, og når man læser digtene, er man – hvis man ikke var det i forvejen – overbevist om, at det at elske for Benny Andersen er det samme som at være.
De ældste af digtene fra 1960’erne og 1970’erne bærer præg af at være skrevet i en modernistisk tradition, mens de nyere digte er mere lyriske, men den sproglige finurlighed er et kendetegn hele vejen igennem. Benny Andersen kan noget med sproget. Hvem andre ville finde på at lave bøjningsformen: Hjem, hjemme, hjemmere, hjemmest? Eller verslinjen: Lettede lettede vi sammen?
Hos Benny Andersen rimer hjerte på smerte, men naturligvis leger han med begreberne som i digtet ’Til min hjernes udkårne’, hvor han skriver hjerne der, hvor der burde have stået hjerte. Første gang jeg læste digtet, opdagede jeg det overhovedet ikke - for mit indre blik stod der hjerte. Digtet er i øvrigt skrevet til hjerneåret 1997.
Benny Andersen lægger ikke skjul på, at han elsker kvinden – både kvinden som begreb og den kvinde, som han til enhver tid lever sammen med. Mange af digtene er skrevet til hans Cynthia Rosalina fra Barbados, ’Mit hjertes indvandrer’, som han kalder hende. Et af de nye digte er henvendt til hustruen Elisabeth og hedder ’Kærlig bønskift til E.’ Et bittersødt digt, hvor han siger: ”Jeg beder dig så inderligt: dø ikke fra mig!”
Digtene kan virke, som var de uden kant, men under overfladen lurer den til tider skarpe kritik af småborgerlighed og intolerance. Man ser det tydeligere i andre af Benny Andersens digte end i kærlighedsdigtene. Men kritikken findes – fint og nænsomt pakket ind i det harmløse. Mange af digtene er ret sanselige, og selv om man næppe vil beskylde den pæne gamle mand for at skrive erotisk lyrik, tenderer nogle af de nyere digte. I det sidste digt, der hedder ’Erotik-taktik’, resulterer lagengymnastikken således i mere sæd end vane!
Benny Andersen vender flere gange tilbage til de samme billeder, således blev hans hånd stamgæst hos den elskede i ’Stjerneklart’ fra 1962, og de elskende bliver stamgæster hos hinanden i ’Livslinjer’ fra 2005. Når jeg læser om stamgæsten, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på filmen Man sku’ være noget ved musikken, som Benny Andersen har været manuskriptforfatter til. Er det mon et tilfælde?
Jeg stiftede bekendtskab med Benny Andersen, da en progressiv dansklærer præsenterede mig for samlingen Her i reservatet i 1971, og jeg var - som så mange andre - solgt! Benny Andersen har formået det, som de fleste lyrikere – bort set fra Yahya Hassan - må misunde ham: Nemlig at komme på bestsellerlisterne. Det er velfortjent, for Benny Andersen har vist, at lyrik ikke er en elitær kunstart.
Jeg vil elske at vende tilbage til denne digtsamling igen og igen, om ikke andet så for at se på det smukke omslag: Et knaldrødt hjerte på skrigende pink baggrund.
Kommentarer