Dukkehuset af Matthew Arlidge

Fra første til sidste side indfanges læseren i en seriemorders skræmmende spind i endnu en fremragende thriller med Helen Grace.

Ruby forsvinder sporløst fra sin lejlighed, og der er ingen tegn på indbrud eller kamp. Det bliver derfor svært at overbevise politiet om, at hun ikke bare af egen fri vilje er stukket af. Lettere bliver det ikke, da hun stadig både sms’er og tweeter med jævne mellemrum. Først da liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand i nærheden, begynder en mulig sammenhæng at gå op for Helen Grace

’Dukkehuset’ er en helt igennem fremragende thriller, der fanger fra start til slut. Den er fyldt med så meget ondskab og vanvid, at det nærmest driver ned af siderne, og den er helt umulig at lægge fra sig. Der er mange tvists undervejs, der kun gør historien endnu bedre, og jeg troede flere gange, at jeg havde gættet morderen, men det havde jeg ikke. Jeg var hele tiden nødt til at læse lige ét kapitel mere for at se, om jeg da ikke kunne gennemskue plottet, men jeg må indrømme, at det aldrig lykkedes for mig.

De meget korte kapitler fungerer rigtig godt. De er, sammen med det lidt stramme sprog, i den grad med til at øge både tempoet og intensiteten i historien. Vægtningen mellem Helens privatliv og selve politiarbejdet er perfekt. Man lærer langsomt Helen at kende på godt og ondt, men det tager aldrig overhånd. Fokus er på opklaringsarbejdet, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Især Helen Grace – der godt nok er en noget ødelagt person, ligesom hovedpersonerne i mange andre krimiserier – fremstår trods autentisk og viljefast, og jeg er ret vild med hende. Resten af persongalleriet er ligeledes rigtig godt, og de fleste karakterer har en stærk og realistisk personlighed – det gælder både de gode og de onde.

Jeg glæder mig meget til fjerde bind i serien bliver oversat til dansk, og jeg kan varmt anbefale bøgerne til de læsere, der er til krimier i den barske ende af genren.