Dødesporet af Sara Blædel

I skovene omkring Hvalsø forsvinder en dreng sporløst i forbindelse med et indvielsesritual. Hvorfor vil ingen sige noget? Sara Blædel holder læserne fanget fra første til sidste side.

’Dødesporet’ er ottende bog i serien om Louise Rick og ligger i direkte forlængelse af ’De glemte piger’. Vi er tilbage i Louises barndomsland i og omkring Hvalsø, hvor drengen Sune er forsvundet. Louise og kollegaen Eik sættes på sagen, og de forsøger at komme ind under lokalsamfundets tykke panser af lukkethed. Sune er søn af asadyrkere og skulle have været optaget i de voksne mænds kreds ved et indvielsesritual, et såkaldt blót, den dag han forsvandt. Alle klapper i som østers, når Louise og Eik spørger ind til Sune. Hvem er det, de dækker over?

Det er med blandede følelser, Louise går i gang med sagen. Hun har stadig ar på sjælen, efter at hendes første kæreste Klaus begik selvmord lige netop i Hvalsø. Hun har aldrig forstået hvorfor, og efter at en af Klaus’ gamle venner har antydet, at det måske slet ikke var selvmord, har hun ikke kunne slippe tanken. Nu rippes der for alvor op i den gamle sag. Klaus var nemlig en del af den sammentømrede vennekreds, som alle viser sig at være asadyrkere. Sagen bliver således også Louises eget opgør med fortiden.

Louises gamle veninde Camilla, som vi kender fra de tidligere bøger, er sammen med sin kæreste flyttet ind på en herregård, der tidligere har huset pigehjemmet fra ’De glemte piger’. Fra gården går det tilgroede spor til ”offeregen”, hvor de døende piger blev kørt hen for at ofre lidt blod, før de døde, og videre til gravpladserne. Det såkaldte dødespor. Nu ser det ud som om, der igen er aktivitet på dødesporet.

Sara Blædel lægger ikke fingre imellem i sin beskrivelse af det lille samfund, der lukker sig om sig selv, kører efter egne normer og regler og har sit helt eget hierarki. Alle ved alt om alle, men holder munden lukket. Hendes beskrivelse af, hvordan det er at være tilflytter – ’københavnerne’ - er bidende sarkastisk. Der er langt fra Hvalsø til København! Selv siger Sara Blædel, at hun elsker Hvalsø. Og hvem ved – måske er Hvalsø for Sara Blædel, hvad er Gram for Erling Jepsen? Jeg tror, at alle, der er født eller har boet udenfor storbyen, kan nikke genkendende til mange af tingene, selv om det ikke er ret mange steder i Danmark, hvor asa-troen udleves.

Sara Blædel forstår at holde sine læsere fanget fra første til sidste side, og hun bliver bedre og bedre for hver bog. Det er tydeligt, at der ligger en omfattende research forud for alle bøgerne. I ’Dødesporet’ får vi blandt andet en del at vide om asatroen, der blev anerkendt som trossamfund i Danmark i 2003. Man må dog også stille nogle spørgsmål undervejs. Hvor sandsynligt er det for eksempel, at Klaus blev kistebegravet og ikke kremeret? Men meget belejligt, da liget skal graves op for endeligt at få fastslået dødsårsagen. Og man tilgiver gerne Sara Blædel.

’Dødesporet kan sagtens læses selvstændigt, men jeg tror, man kommer til at savne forhistorierne. Læs i det mindste ’De glemte piger’ først.