Filosofisk spændingsroman om mord, skyld, tilfældighed og kaos. Velskrevet roman fra en af Tysklands største forfattere.
Nogle gange sker det, at man læser en bog, som sætter uudslettelige spor i erindringen, og som rykker en lille smule ved ens forestillinger om verden. Sådan en bog er ’Det sidste spørgsmål’. I et poetisk, nyskabende sprog fortæller Juli Zeh med en legende lethed om tilfældighed, kaotisk kausalitet samt tiden og rummets opløsning - og om menneskets futile forsøg på at skabe videnskabelige fortællinger, der kan bringe orden i dette ubegribelige kaos.
Handlingen udspiller sig i den sydtyske by Freiburg. En kamp på verdensforklaringer udspiller sig mellem de to venner, de superintelligente fysikere, Sebastian og Oskar. Det er en kamp, som involverer mord, kidnapning og en kræftsyg kriminalkommissær, den sympatiske Schilf, der som en postmoderne læser tvivler på sin egen virkelighed.
Sebastian er lyshåret, glad og filantropisk, mens Oskar er det modsatte. Oskar, som ser en selvudslettende sammenhæng imellem enkeltindivid og omverden, søger ”The Theory of Everything”. Alle andre forklaringsmodeller er håbløs eskapisme. Sebastian, som dermed gør sig skyldig i eskapisme, er tilhænger af mangeverdensfortolkningen: Hvert øjeblik opstår der et uendeligt antal paralleluniverser, således at tids-og rumkontinuummet konstant mangedobles som sæbebobler i et evigt tidsskum. Verden, som vi kender den, er blot én ud af uendeligt mange!
Alle tider eksisterer simultant i dette univers, hvilket forplanter sig til det narrative niveau, hvor der forekommer hug fremad og tilbage i tiden.
Under de to fysikeres forklaringsmodeller fornemmer man et bundløst kaos, et ældgammelt koldt og gudsforladt sted, hvor menneskets søgen efter mening er latterlig og dømt til døden. Overalt lurer uendeligheden og tilfældet med døde fugleøjne på romanens personer. Den mægtige naturs indifferens overfor mennesket er mesterligt skildret af Zeh; naturen har vilje og intention, og det stolte, forfængelige menneskes forsøg på at svare på ”det sidste spørgsmål” straffes med det ondskabsfulde tilfælde, som guderne straffer hybris med nemesis.
Juli Zeh behersker sit komplicerede stof til fulde, hver person har sin egen kosmogenese, som spinder sig ud og ind af hinanden, jf. ’Einsteins drømme’ af Alan Lightman. Sproget og stilen i Zehs roman er resultatet af en stor litterær begavelse; evnen til at besjæle det tingslige er helt unik og udmærket gengivet i Karsten Iversens oversættelse.
Originally published by Thomas Olesen, Litteratursiden.
Kommentarer