Det gode menneske Jesus og skurken Kristus af Philip Pullman

Dette er historien om tvillingerne Jesus og Kristus; Jesus var karismatisk, udadvendt og provokerede gerne magthaverne, Kristus iagttog og fortolkede en af verdens store historier.

Siden ’Det gyldne kompas’ og de to efterfølgere har jeg været betaget af Pullmans univers og åbnede med forventning denne. ”Fortryllelsen er borte” skriver en af de mange og ret forskellige dagbladsanmeldelser, men i min verden behøver man ikke have talende isbjørne i harnisk for at lade sig indfange af Pullmans måde at skrive på.
Han genfortæller en af vor kulturs store historier, enkelt og letlæseligt og dog med dybde, så det må genlæses, og hvis det ikke er fortryllelse, ved jeg ikke, hvad det skulle være.
Den aften i Betlehem nedkom Josefs barnebrud Maria med tvillingedrenge. Et lille skravl, der kom til at hedde Kristus og så Jesus, der med det samme kunne klare sig i denne verden. Pullman genfortæller evangelierne ligetil, letlæseligt og frem for alt levende.

Historien er opdelt i mindre og overskuelige afsnit, så læseren til enhver tid ved, hvor vi er henne i beretningen.
Vi møder ildsjælen Jesus, der tryllebinder folk, han kan redegøre for sin holdning på allerbedste pædagogiske vis, han bruger i øvrigt langt bedre cases, end de reklamebureauer, der fører nutidens holdningsbærende kampagner. Men det er også netop her, at Kristus finder sin gerning, han bliver iagttageren på sidelinjen, han dokumenterer og fortolker og sammendrager, så den institutionelle Kirke kan bygges herpå.

Undervejs får Kristus besøg af ”en fremmed”, som en af dagbladsanmeldelserne ret vittigt kalder nærmest ”en føringsofficer” som i de gammeldags historier om agenter i den kolde krigs tidsalder. Den fremmede får Kristus til at observere, chekke og dobbeltchekke på rette agentvis, hvad der foregår i kredsen om bror Jesus.  Hvad var han for en, denne fremmede? en engel? Helligånden?

Generelt er det nok mere debat, end det er skønlitteratur, men er en god roman forresten ikke ofte det? Jeg læste med en for mig uvant koncentration, også selvom jeg jo trods alt godt kendte slutningen. Især kapitlet, hvor den svære nat i Getsemane Have skildres, var fascinerende. Der skulle således en erklæret ateist (Pullman) til at forklare mig dén historie.

Ikke ofte lader jeg en bog fysiske fremtoning påvirke min oplevelse af den, men her var det matsorte omslag med guldskrift virkelig en fornøjelse, ikke mindst bagsiden med teksten:  Dette er en historie.  Sådan!