Anmeldelse
Det hemmelige samfund - forestillinger om støv 2 af Philip Pullman
- Log ind for at skrive kommentarer
Lang og yderst velskrevet historie om det gode mod det onde, om troen på en bedre verden og om kærlighed på mange planer. Herligt gensyn med Pullmans enestående univers!
Lyra bor stadig på Jordan-kollegiet, mens hun studerer i Oxford, men med en ny rektor, er hun ikke længere velkommen. Hun bliver skildt fra sin daimon Pan, så da Pan en nat lister ud, ser han en mand blive myrdet. Det viser sig hurtigt, at mordet har forbindelse til Lyra, og da hendes værelse bliver gennemrodet, rejser hun først til The Trout, Malcolm Polsteads forældres kro, og derfra flygter hun videre ud til jypsierne og Mutter Costa. Til sidst tager hun ud på den lange rejse mod øst for at lede efter Pan i det Blå Hotel, som er det sted, hvor forladte daimoner søger hen. Det bliver en lang og farefuld rejse på flugt fra både religiøse og politiske kræfter, der er lige i hælene på hende. Heldigvis møder hun også meget gæstfrihed og hjælpsomhed på sin vej.
Det gør ondt helt ind i sjælen at læse om Lyra og Pans dårlige forhold til hinanden, og det gør endnu mere ondt, at læse om, hvor forfærdeligt de hver især har det og hvordan de længes og kun lever halvt.
Mange af de kendte personer fra ’Det gyldne kompas'-trilogien er tilbage, og de fremstår krystalklare og akkurat lige sådan, som jeg husker dem, selvom de er blevet en del ældre. Forfatteren er eminent til det med persongalleriet, og jeg føler, at jeg kender de fleste af dem personligt. De er fuldstændig realistiske og som taget ud af virkeligheden – altså lige med undtagelse af, at vi i vores verden ikke har en daimon.
Der er rigtig mange lag i historien, og den kan læses på mange forskellige måder. Derfor vil jeg anbefale den til alle, der elsker en velfortalt historie fyldt med handling og skønne personligheder. For alle fantasy-elskere er serien simpelthen et ”must-read”.
Er det længe siden, man har læst Det gyldne Kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten, vil jeg anbefale at læse dem først, da der er mange henvisninger til det, der sker i dem. Og selvfølgelig også Forestilling om støv 1 – La Belle sauvage. De er alle helt fantastiske og tåler bestemt at blive læst igen.
Brugernes anmeldelser