Den kontroversielle nobelprismodtager svarer igen på polemikken om hans person og forener poesi og samfundskommentarer. Hævnen er et dobbeltsidet sværd.
Østrigske Peter Handke er en kontroversiel forfatter. De fleste danskere kender ham nok primært som nobelprismodtager i litteratur anno 2019. Andre vil måske huske ham for manuskriptet til Wim Wenders’ fabelagtige film ’Himlen over Berlin’ fra 1987. Og nogle læsere er måske stødt på hans produktive forfatterskab igennem årene.
Det færreste kender ham nok for hans tale til Slobodan Milosevics begravelse og hans kontroversielle holdning til tragedien i Srebrenica, hvor mere end 7.000 bosniske muslimer blev massakreret af bosniske serbere. En tragedie Handke nægter at omtale som folkemord på trods af, at verdenssamfundet har døbt det sådan. Denne holdning skabte en del debat om hans berettigelse til Nobelprisen. Spørgsmålet er så, om man i hans nye roman ’Det andet sværd’ kan adskille mennesket Handke fra kunstneren.
’Det andet sværd’ ikke er et kontroversielt værk, men heller ikke et ligegyldigt værk. Romanen omtaler hverken Srebrenica eller folkemord, men det er Handkes første roman siden Nobelprisen, og med polemikken omkring hans personlighed op til prisuddelingen, er det ikke underligt, hvis man læser kontroversen ind i værket.
Historien følger en unavngiven forfatters dagsrejse igennem Paris, lommerne fulde af uretfærdighedsfølelse og hævn, der skal eksekveres over den journalist, der har beskyldt fortællerens mor for at være nazi-sympatisør. Vi er i maj, naturen blomstrer og Paris’ multikulturelle beboere indtager gaderne, parkerne og sporvognene, og selv om fortællerens har et klart mål om hævn, så trækker forårets farverige oplevelser ham konstant væk fra ærindet.
I stedet opsluges han af byens afkroge, og som læser indser man hurtigt, at minderne og karaktererne, der knytter sig til disse steder, risikerer at afspore ham fra hævntogtet. I stedet opstår der gradvist en kamp imellem at se det skønne i omgivelserne (illustreret igennem fortællerens fortabelse af blandt andet underjordiske sporvognsstationer og afsidesliggende vildnis, der ophøjes til poetiske indslag) og så det selvudslettende behov for at udøve hævn på den person, der har vanæret forfatterens mor. Fortælleren må derfor konstant kæmpe for at holde hævnlysten ved lige, men på et tidspunkt kommer han til erkendelsen af, at nok er han en voldsmand, men han udøver sin vold igennem sproget, ikke fysisk.
”Jeg følte mig, (…) født til at være morder, og vidste at jeg var det. Men derimod på ingen måde født til at være hævner.”
Undertitlen på romanen er da også ’En majhistorie’, der klinger af en hyldest til foråret, men som også står i skarp kontrast til titlen ’Det andet sværd’. Tvetydigheden er det, der gør romanen fascinerende (ud over den intelligente og svært tilfredsstillende slutning, som læseren selv må nå frem til).
Romanen er glimrende oversat af Madame Nielsen, der formår at stadfæste Handkes evne til at fremstille verdens kompleksitet igennem beundringen af livets små detaljer. Handke er en mester i disciplinen, og den måde han forener poesi og samfundskommentar på romanens blot 150 sider understreger hans litterære kompetencer.
Spørgsmålet er stadig, om man kan adskille kunstneren Handke fra mennesket Handke, når man læser ’Det andet sværd’? Det kan man nok, men det er ikke min fornemmelse, at Handke ønsker det. Romanen fremstår som en klar kommentar til polemikken omkring hans person; et dilemma, der i romanens ånd mødes af et entydigt svar om, at verden er mere kompleks og nuanceret end blot det simple behov for at hævne i vrede. At hævnen er et dobbeltsidet sværd med argumenter for og imod. Om det har været Handkes intention, kan jeg selvfølgelig ikke vide, og det skal være op til den enkelte, om de vil læse ’Det andet sværd’, som en poetisk hævnroman eller som en forfatters frustration over omverdens behov for at skære dilemmaer op i sort og hvid, godt og ondt, uden at skele til virkelighedens kompleksitet.
Kommentarer