Debutromanen om 21-årige Katrina, der lider af anoreksi, er en af de bedste, mest ægte og vellykkede sygdoms-romaner, jeg længe har læst.
Som shortlistet til Munch-Christensens Debutantpris 2018 har Johanne Kirstine Fall allerede fået sin blåstempling af romanen ’Der er altid nogen at befri’. En anerkendelse, som denne anmelder kun kan bakke op om. Fall er debuteret med en moden roman om et dødsens alvorligt emne, der nærmest i sin grundstamme er det modsatte af modent. Anoreksi er en frygtelig sygdom med mange årsager – blandt andet et (ubevidst?) ønske om ikke at blive (køns)moden. Og i romanen giver Fall læseren mulighed for at komme helt ind under huden på 21-årige Katrina, der indlægges stærkt undervægtig på afdeling P på Odense Universitetshospital.
Katrina kan godt høre, hvad det er, de siger. Lægen, kæresten, sygeplejerskerne, moren. De siger, at det er afgørende, at hun tager på, at hun spiser. Men dén form for fornuft, vi andre navigerer efter, er ikke den samme fornuft, som styrer en anorektiker. Det handler for alt i verden om ikke at tage på. Men tager Katrina ikke på, straffes hun med mindre udgang og indskrænkede beføjelser, så det er på flere måder en ekstrem situation, hun befinder sig i. Om som læser både gyser og græder man, når den lille flok af indlagte piger konkurrerer med både hinanden og sig selv:
For hver skefuld A38, de andre piger spiser, råber jeg ”Hurra!” i mit hoved. Hvor lykkeligt det føles ikke at kunne holde et par størrelse 34-trusser oppe!
Pigerne skyr ingen midler, når det kommer til forbrænding, og de overvåges nøje af det velmenende personale. Nogle af sygeplejerskerne er mere strikse end andre, og romanen giver også et fint billede af, hvordan personalet på sådan en afdeling med seks (spise)forstyrrede unge damer agerer. Ligesom Katrina får man også som læser sine favoritter blandt plejerne, der i sagens natur også er mennesker og derfor tackler pigerne og deres sygdom forskelligt.
Katrina har en kæreste, Jakob, som de andre piger må misunde hende. På trods af de psykoser hun udvikler og den krop, hun slås med, står han ved hendes side, og netop dét forhold lyser op midt i elendigheden. Det er dog ikke mere elendigt, end at Johanne Kirstine Fall har overskud til at lade sin hovedperson besidde en lige dele sarkastisk, humoristisk og rørende tilgang til sig selv og de andre. Og det er ikke mindst den tone, der gør romanen og dens historie til noget særligt. Det er indiskutabelt, at Katrinas sygdom er rædselsvækkende, men Fall er ikke faldet i fortrædeligheds-fælden, hvor der svælges i ulykke og tristesse. Både Katrina og de andre piger har personligheder ved siden af deres sygdom, der tegner dem som ægte mennesker – og ikke kun levende skeletter.
'Der er altid nogen at befri' er en af de bedste, mest ægte og vellykkede sygdoms-romaner, jeg længe har læst. Og dertil et yderst vigtigt værk om noget ubeskriveligt ulykkeligt, som ikke desto mindre beskrives her af en dygtig debutant.
Kommentarer