Anmeldelse
Den slags små ting
- Log ind for at skrive kommentarer
Stilfærdig og vigtig kortroman om de ældgamle, religiøst ladede samfundsstrukturer, Irland har været underlagt i årtier.
Den prestigefyldte litteraturpris Bookerprisen gives hvert år til den bedste engelsksprogede litterære udgivelse. Til stor overraskelse var irske Claire Keegans kortroman ‘Den slags små ting’ shortlistet til prisen, og selvom den ikke vandt, er Bookerprisens shortlist stadig noget der får os bogfolk til at kigge op fra bøgerne og hen på de nominerede.
Bogen er så kort, at man knapt kan kalde det en roman. På små 123 sider udfolder der sig et moralsk dilemma, som en helt almindelig mand må tage stilling til. Den foregår i 1985 i den lille by New Ross i det østlige Irland. Beskrivelser af byen, menneskene og livet i New Ross kunne være en beskrivelse af et landsbysamfund i 1800-tallet, da det lille samfund præges af knaphed, rygtespredning og en magtfuld kirke.
Historiens hovedperson, Bill Furlong, er en god mand med værdierne og hjertet på rette sted. Han er vokset op uden at kende sin far og har hele sit liv længtes efter at finde svarene på sit ophav. Hans mor blev gravid, mens hun tjente i huset hos Mrs. Wilson. I stedet for at smide hende på porten, som mange arbejdsgivere ville have gjort i 40’erne, vælger Mrs. Wilson at lade Bill vokse op i hendes hus, mens hans mor arbejder der.
Da vi møder Bill i 1985 er han byens kul-leverandør med eget firma og er desuden familiefar med en kone og fem døtre. Da Bills tidlige liv blev determineret ved et andet menneskes barmhjertighed, prøver Bill at give tilbage til folkene omkring ham, bl.a. ved at give de fattige familier i byen ekstra omsorg. Han diskuterer jævnligt sine gerninger med sin kone, som mener, at han giver for meget, men Bill har en stærk følelse af at måtte give til dem, der har mindre end ham selv.
Da Bill nogle dage før jul skal levere kul til byens kloster, får han et glimt af et lille beskidt barn, der gemmer sig eller holdes indespærret i klosterets brændeskur. Da han konfronterer nonnerne med pigen, bliver pigen trukket inden for i al hast, og Bill får ikke lejlighed til at stille spørgsmål til pigens generelle tilstand eller eksistens. Han kan ikke få synet af pigen ud af hovedet, og efter et par dages grublen tager han tilbage til klosteret og “befrier” pigen.
Læseren efterlades uden svar på de efterfølgende konsekvenser af Bills handling. Vi ved ikke, hvordan hans kone vil reagere, da han vender hjem med pigen, og heller ikke om nonnerne vil opdage, at pigen er væk.
I bogens efterord forstår man at klosteret og pigen har været en del af de såkaldte Magdalenevaskerier. I stort set hele 1900-tallet havde den irske stat og den katolske kirke en aftale om, at piger og kvinder, der “kom galt afsted”, skulle holdes fanget på Magdalenevaskerierne, hvor de blev tvunget til at arbejde og slide sig selv halvt ihjel. Børnene som blev født der, og som rent faktisk fik lov til at overleve, blev ligeledes henført til et liv med arbejde, tvang og fangeskab. Magdalenevaskerierne blev først lukket i 1996, hvilket er chokerende sent.
Det er et virkelig mørkt kapitel i irsk historie, og jeg forstår nu pludselig bedre, hvorfor Keegans lille roman blev shortlistet til Bookerprisen. Med ganske få virkemidler bliver læseren præsenteret for et vigtigt menneskeligt dilemma, hvor en mands moralske kompas bliver udfordret. Det egentlige drama er efterspillet af hans handlinger, som ikke er med i teksten. Og lige netop dét litterære greb, at forfatteren lader læserens fantasi tage over, er noget nær mesterligt komponeret.
- Log ind for at skrive kommentarer
Stilfærdig og vigtig kortroman om de ældgamle, religiøst ladede samfundsstrukturer, Irland har været underlagt i årtier.
Den prestigefyldte litteraturpris Bookerprisen gives hvert år til den bedste engelsksprogede litterære udgivelse. Til stor overraskelse var irske Claire Keegans kortroman ‘Den slags små ting’ shortlistet til prisen, og selvom den ikke vandt, er Bookerprisens shortlist stadig noget der får os bogfolk til at kigge op fra bøgerne og hen på de nominerede.
Bogen er så kort, at man knapt kan kalde det en roman. På små 123 sider udfolder der sig et moralsk dilemma, som en helt almindelig mand må tage stilling til. Den foregår i 1985 i den lille by New Ross i det østlige Irland. Beskrivelser af byen, menneskene og livet i New Ross kunne være en beskrivelse af et landsbysamfund i 1800-tallet, da det lille samfund præges af knaphed, rygtespredning og en magtfuld kirke.
Historiens hovedperson, Bill Furlong, er en god mand med værdierne og hjertet på rette sted. Han er vokset op uden at kende sin far og har hele sit liv længtes efter at finde svarene på sit ophav. Hans mor blev gravid, mens hun tjente i huset hos Mrs. Wilson. I stedet for at smide hende på porten, som mange arbejdsgivere ville have gjort i 40’erne, vælger Mrs. Wilson at lade Bill vokse op i hendes hus, mens hans mor arbejder der.
Da vi møder Bill i 1985 er han byens kul-leverandør med eget firma og er desuden familiefar med en kone og fem døtre. Da Bills tidlige liv blev determineret ved et andet menneskes barmhjertighed, prøver Bill at give tilbage til folkene omkring ham, bl.a. ved at give de fattige familier i byen ekstra omsorg. Han diskuterer jævnligt sine gerninger med sin kone, som mener, at han giver for meget, men Bill har en stærk følelse af at måtte give til dem, der har mindre end ham selv.
Da Bill nogle dage før jul skal levere kul til byens kloster, får han et glimt af et lille beskidt barn, der gemmer sig eller holdes indespærret i klosterets brændeskur. Da han konfronterer nonnerne med pigen, bliver pigen trukket inden for i al hast, og Bill får ikke lejlighed til at stille spørgsmål til pigens generelle tilstand eller eksistens. Han kan ikke få synet af pigen ud af hovedet, og efter et par dages grublen tager han tilbage til klosteret og “befrier” pigen.
Læseren efterlades uden svar på de efterfølgende konsekvenser af Bills handling. Vi ved ikke, hvordan hans kone vil reagere, da han vender hjem med pigen, og heller ikke om nonnerne vil opdage, at pigen er væk.
I bogens efterord forstår man at klosteret og pigen har været en del af de såkaldte Magdalenevaskerier. I stort set hele 1900-tallet havde den irske stat og den katolske kirke en aftale om, at piger og kvinder, der “kom galt afsted”, skulle holdes fanget på Magdalenevaskerierne, hvor de blev tvunget til at arbejde og slide sig selv halvt ihjel. Børnene som blev født der, og som rent faktisk fik lov til at overleve, blev ligeledes henført til et liv med arbejde, tvang og fangeskab. Magdalenevaskerierne blev først lukket i 1996, hvilket er chokerende sent.
Det er et virkelig mørkt kapitel i irsk historie, og jeg forstår nu pludselig bedre, hvorfor Keegans lille roman blev shortlistet til Bookerprisen. Med ganske få virkemidler bliver læseren præsenteret for et vigtigt menneskeligt dilemma, hvor en mands moralske kompas bliver udfordret. Det egentlige drama er efterspillet af hans handlinger, som ikke er med i teksten. Og lige netop dét litterære greb, at forfatteren lader læserens fantasi tage over, er noget nær mesterligt komponeret.
Kommentarer