Den inderste kerne

Interessant biografisk roman om Inge Lehmann, der blev kendt for sin opdagelse af jordens inderste kerne, men kæmpede for at blive anerkendt som kvindelig forsker.

'Den inderste kerne' er en biografisk roman om seismologen Inge Lehmann (f.1888), der gør en banebrydende opdagelse ved at studere jordskælvs bølger. Helt fra barnsben er hun et særligt barn, hun tæller alt, har et helt særligt blik for at gennemskue bevægelser og mønstre og er fremragende til matematik. Men hun er pige og kvinde, og det er ikke let at få en forskerkarriere, det ville have været nemmere at blive en begavet sekretær.

Familien bakker Inge op langt hen ad vejen. Hendes far er også videnskabsmand og arbejder altid, hendes mor holder sammen på familien, og søster Harriet Lehmann bliver en kendt skuespillerinde. Harriet er charmerende og livlig, så helt anderledes end den indadvendte, i dag ville man måske sige autistiske, Inge. Der er tine skildringer af det Lehmannske hjem, en familie der har rødder i det akademiske miljø, hvor en moster er kvindesagsforkæmper og senere mor til ministeren Lis Groes. En familie der bl.a. også tæller politikeren Orla Lehmann.

Bogen rummer Inges liv, både hendes private liv og livet med videnskaben, den evige kamp for anerkendelse i et stift, mandsdomineret dansk system, hendes tanker om mænd, som hun bestemt har, men altid kommer forskningen i første række. Efter at være tæt på at blive forlovet som 29-årig gør hun ikke rigtig flere forsøg i den retning, selvom hun oplever forelskelser.

Inge Lehmann bliver 105 år gammel og skriver sin sidste forskningsartikel, da hun er 99, hvilket i sig selv er noget af en bedrift. Endelig i 2017 hædres hun med en buste ved Universitetet på Frue Plads, og det var sandelig også på tide.

Lotte Kaa Andersen er kendt for sin Hellerup-trilogi, som jeg også læste med stor fornøjelse, men med Den inderste kerne er vi i en helt anden boldgade. Biografiske romaner, og da især en biografi over så langt et liv, kan nemt blive opremsende og langtrukne. Bogen her balancerer fint mellem det videnskabelige og det private og er rigtig interessant læsning og jo også lidt deprimerende i forhold til kvindesynet. Man kan kun håbe og tro, at det trods alt er blevet bedre i den videnskabelige verden.
Jeg var så heldig at se Folketeatrets forestilling 'Jordens Indre' om Inge Lehmann, og det var også en stor oplevelse og flot spillet af Iben Hjejle.