Anmeldelse
Den barmhjertige guillotine af Fred Vargas
- Log ind for at skrive kommentarer
En række brutale mord i Paris sætter den legendariske kriminalinspektør Adamsberg og hans stab på en hård prøve. Vargas er en krimiforfatter i særklasse.
I den syvende bog i serien om Adamsberg og hans parisiske drabsafdeling fører sporene både tilbage i tiden til en mystisk islandsk klippeø og frem til et nutidigt og hemmeligt historisk selskab i Paris. Persongalleriet er uforligneligt: Den charmerende og drømmende Adamsberg, der på mærkværdig, intuitiv og snublende vis altid ender med at finde morderen, og hans lige så excentriske og mere eller mindre jordbundne stab. I denne sag er Adamsbergs uortodokse fremgangsmåde dog lige ved at skabe splid blandt hans underordnede. Lokalkolorit får man tilmed, og det er en sand fornøjelse at læse Vargas’ levende sprog, der gang på gang overrasker.
Sporene fører drabsafdelingen vidt omkring i Paris, som foråret er ved at snige sig ind på. Her ses forfatterens baggrund som historiker i den indgående beskrivelse af det hemmelige Robespierreselskab. Der er afstikkere til provinsen og til den isolerede og sagnomspundne islandske klippeø, hvor forfærdelige begivenheder udspillede sig for ti år siden.
Adamsberg tåger rundt. Tilsyneladende uden mål og med, men med underbevidstheden arbejdende på højtryk. Absolut ikke et oplagt lederemne, men med en uhyggelig evne til ad mærkværdige veje at spore sig ind på morderen. Der er i det hele taget højt til loftet i drabsafdelingen, hvor de særeste og yderst forskellige personer trives i nogenlunde samdrægtighed. Der er den hvidvinsdrikkende Danglard med den utrolige leksikalske hukommelse, den muskelsvulmende Violette Retancourt, den abnormt søvnige Mercadet for ikke at tale om den dovne kat Kugle, der slumrer sødt på den lune kopimaskine, når den ikke lige bæres hen til madskålen.
Fred Vargas styrer behændigt uden om genrens klichéer. Hendes plot er sindrigt og snor sig ud og ind mellem forskellige, mere eller mindre sandsynlige, spor og fastholder læseren i et jerngreb til det sidste. Det siger en hel del om Vargas’ evner, at hun formår at få læseren til begærligt at sluge et plot, der sandt at sige er noget søgt og oven i købet rummer et overnaturligt element, men plottet hænger upåklageligt sammen og rummer sin egen logik. Bogen er så fascinerende særpræget og åndeløst spændende, at den frister til at blive læst i ét stræk. Heldigvis forlyder det, at der kommer flere bøger om Adamsberg og hans hold.
- Log ind for at skrive kommentarer
En række brutale mord i Paris sætter den legendariske kriminalinspektør Adamsberg og hans stab på en hård prøve. Vargas er en krimiforfatter i særklasse.
I den syvende bog i serien om Adamsberg og hans parisiske drabsafdeling fører sporene både tilbage i tiden til en mystisk islandsk klippeø og frem til et nutidigt og hemmeligt historisk selskab i Paris. Persongalleriet er uforligneligt: Den charmerende og drømmende Adamsberg, der på mærkværdig, intuitiv og snublende vis altid ender med at finde morderen, og hans lige så excentriske og mere eller mindre jordbundne stab. I denne sag er Adamsbergs uortodokse fremgangsmåde dog lige ved at skabe splid blandt hans underordnede. Lokalkolorit får man tilmed, og det er en sand fornøjelse at læse Vargas’ levende sprog, der gang på gang overrasker.
Sporene fører drabsafdelingen vidt omkring i Paris, som foråret er ved at snige sig ind på. Her ses forfatterens baggrund som historiker i den indgående beskrivelse af det hemmelige Robespierreselskab. Der er afstikkere til provinsen og til den isolerede og sagnomspundne islandske klippeø, hvor forfærdelige begivenheder udspillede sig for ti år siden.
Adamsberg tåger rundt. Tilsyneladende uden mål og med, men med underbevidstheden arbejdende på højtryk. Absolut ikke et oplagt lederemne, men med en uhyggelig evne til ad mærkværdige veje at spore sig ind på morderen. Der er i det hele taget højt til loftet i drabsafdelingen, hvor de særeste og yderst forskellige personer trives i nogenlunde samdrægtighed. Der er den hvidvinsdrikkende Danglard med den utrolige leksikalske hukommelse, den muskelsvulmende Violette Retancourt, den abnormt søvnige Mercadet for ikke at tale om den dovne kat Kugle, der slumrer sødt på den lune kopimaskine, når den ikke lige bæres hen til madskålen.
Fred Vargas styrer behændigt uden om genrens klichéer. Hendes plot er sindrigt og snor sig ud og ind mellem forskellige, mere eller mindre sandsynlige, spor og fastholder læseren i et jerngreb til det sidste. Det siger en hel del om Vargas’ evner, at hun formår at få læseren til begærligt at sluge et plot, der sandt at sige er noget søgt og oven i købet rummer et overnaturligt element, men plottet hænger upåklageligt sammen og rummer sin egen logik. Bogen er så fascinerende særpræget og åndeløst spændende, at den frister til at blive læst i ét stræk. Heldigvis forlyder det, at der kommer flere bøger om Adamsberg og hans hold.
Kommentarer