I denne velkomponerede og spændingsmættede krimi jager kriminalpsykolog Sebastian Bergman sammen med politiet en mand, der myrder reality-stjerner. Spørgsmålet er: hvorfor?
Den mand, som politiet jager, kidnapper personer, der har optrådt i reality-shows. Han udsætter dem for en test i almen viden, og hvis personen ikke kan svar rigtigt på mindst 20 af de 60 spørgsmål, som han stiller dem, dræber han dem med en boltpistol og hæfter et A4 ark med spørgsmålene på kroppen. På et tidspunkt indser han dog, at han må gå efter ondets rod snarere end efter ondets resultater. Men hvem er ondets rod?
”Vi må holde op med at dyrke dumheden. Holde op med at give næring til foragten for viden og til det antiintellektuelle. Holde op med at give de dovne, egoistiske og overfladiske den opmærksomhed, som rettelig burde tilkomme de veluddannede, engagerede, samvittighedsfulde og dygtige”.
Sådan skriver den person, som underskriver sig Cato d. æ. til en avis. Hans motiv kender læseren fra begyndelsen, og læseren ved også, at han er blevet forbigået til et professorat, men det ved politiet ikke endnu. Vores morder er en forsmået mand, der ikke forstår dyrkelsen af dumheden. Han er ikke den eneste, der undrer sig over tidens dyrkelse af kendte, der kun er kendte for at være kendte. Mange af os kan nikke genkendende til denne undren, og så forskellige personer som teologen Sørine Gotfredsen og filosoffen Vincent Hendricks har fremsat både deres undren og deres kritik af fænomenet.
Sebastian Bergmann har hadet få mennesker i sit liv. Der er en hel del, som han ikke brudt sig om, og der er endnu flere, som har irriteret ham, men denne morder kommer han til hade. Mens morderen jages, følger vi også med i Sebastian Bergstrøms kaotiske privat- og arbejdsliv, hvor han konstant støder folk fra sig med sin på overfladen arrogante facon og sin evige jagt på uforpligtende sex. Datteren Vanja ønsker han dog oprigtigt at få et godt forhold til, men endnu engang dummer han sig og støder hende fra sig. På trods af at Sebastian Bergmann på mange måder er en usympatisk person, får man alligevel en vis sympati for ham.
Sebastian Bergman står lyslevende for os, måske i skikkelse af skuespilleren Rolf Lassgård som har personificeret ham i TV-dramatiseringen, men også den vrede og skuffede morder er fænomenalt godt beskrevet, og man synes næsten, man kan se ham for sig. At forfatterparret lader ham kalder sig Cato d. æ., er et fint greb, idet Cato den ældre var fortaler for de gamle romerske dyder som mådehold og tapperhed, mens han talte imod den overfladiske græske kultur med luksus og overforbrug. Cato den ældre levede fra 234 til 149 før Kristi.
’De uegnede’ er femte bind i makkerparret Hjorth og Rosenfeldts serie om Sebastian Bergman, og den fortsætter, hvor de fire første romaner i serien slap, men der er så gode forklaringer på Sebastian Bergmanns gøren og laden, at man sagtens kan læse ’De uegnede’ selvstændigt. Jeg synes dog, oplevelsen bliver lidt større og lidt mere nuanceret, når man har fulgt med i hele serien. ’De uegnede’ slutter som en ægte cliffhanger. Jeg kan næsten ikke vente, til den næste kommer.
Kommentarer