Simone de Beauvoirs smukke og vemodige roman om en barndomsveninde og to forskellige miljøer i 1920’ernes Paris er baseret på hendes egne erindringer.
Piger kan danne dybe venskaber, så dybe at veninderne ser ud til at betyde mere end familien, som en dyb og inderlig kærlighed. Sådan går det også, da 9-årige Sylvie kommer i skole efter sommerferien og får en ny sidekammerat, Andrée Gallard.
Andrée er smuk og klog, og de to kappes om at være bedst i klassen, men bliver også uadskillelige bedsteveninder. Ud over at være smuk og klog, spiller Andrée violin som en virtuos, hun er modig og uforfærdet, bl.a. går hun alene hjem fra skole – uhørt i 1920’ernes Paris. Hun er en af syv søskende, og når Sylvie er med hende hjemme, oplever hun, der er enebarn, et helt andet familieliv. Selv kommer hun fra en moderne og frisindet, men ikke velhavende familie, der lægger vægt på uddannelse og selvstændighed.
Helt anderledes er det hjemme hos Andrée. Familien er meget traditionel og dertil dybt katolsk, så da storesøsteren er blevet afsat til en god familie, sættes alle kræfter ind på at finde et passende parti til Andrée. Selv er hun splittet mellem pligtfølelsen over for familien og sine egne ønsker og ambitioner. Sylvie er altid ved sin venindes side og støtter hende, blander sig måske for meget, så meget at Andrées mor frygter den indflydelse, den frisindede veninde har på datteren.
’De uadskillelige’ er lille af omfang, men stor af indhold. Med uendelig kærlighed og solidaritet beskrives de to pigers til forelskelse grænsende venskab i den periode, der er mest formdannende for det kommende voksne menneske.
Sylvie er fra barnsben en tænksom pige, og det er ikke svært at se, at hun er et billede af forfatteren selv, hvilket hun heller ikke lægger skjul på. Andrée er modelleret over veninden Zaza, Élisabeth Lecoin, der ligesom Andrée døde af hjernehindebetændelse i en ung alder og efterlod sig et smerteligt tab, ikke mindst hos veninden. Der er mange paralleller til forfatterens selvbiografi ’En velopdragen ung piges erindringer’ (1958, dansk udgave 1984), hvor man også kan læse den sande historie om Simone og Zaza.
Det er helt enkelt et mirakel at finde en ny titel af 1970'ernes store feministiske ikon, Simone de Beauvoir. Den blev skrevet i 1954, men er først udgivet nu – både på fransk og i oversættelse. På dansk i Gyldendals vidunderligt smukke Skala-serie.
Den er smukt oversat af Birte Dahlgren og Lilian Munk Rösing. Sidstnævnte har forsynet bogen med et uddybende efterskrift, ligesom Simone de Beauvoirs adoptivdatter har skrevet et efterord om Zazas betydning for forfatteren og hendes virke.
Kommentarer