Fremragende, morsom og velskrevet roman om den fallerede litteraturkritiker Magnus Saxtorph, der er en mand med en mission.
Den tidligere så feterede litteraturkritiker Magnus Saxtorph har bragt sig i en meget uheldig og penibel situation. Hver morgen kysser han sin kone farvel og tager på arbejde på et af landets store dagblade. Eller det vil sige… Det gør han så ikke. Og det har han ikke gjort de sidste to år, ni måneder og seks dage.
Hans kone og datter beundrer ham og hans litterære gerninger, og da de begge er udstyret med et skrøbeligt sind (og måske også fordi hans egen selvopfattelse ville krakelere), har han ikke vovet at fortælle dem, at han ikke længere er ansat på avisen. Nu skal han bare have de sidste par måneder til at gå, inden han kan gå på pension og ikke længere behøver at opretholde den svære illusion. Vil Magnus’ mission mon lykkes?
Selv om jeg har en svaghed for nervepirrende og myrekrybfremkaldende krimier, har mit hjerte aldrig banket så voldsomt og så nervøst som under læsningen af denne fremragende og velfortalte roman om en mand, der med alle tænkelige midler prøver at holde sine nærmeste hen i uvidenhed. Særligt da Magnus og hans kone Inger kører op i deres sommerhus for at tilbringe weekenden der.
Konen Inger, der ellers mest er sengeliggende, har udtrykt ønske om en tur i sommerhus, og nu kan Magnus ikke længere krybe udenom: De må afsted – og han vil også rigtig gerne glæde sin hustru, som han oprigtigt holder af og bekymrer sig for. Der er bare lige det lille aber dabei, at sommerhuset ikke længere tilhører dem. For at få enderne til at mødes, er Magnus blevet nødt til at sælge sommerhuset – hvad Inger naturligvis (heller!) ikke ved. Heldigvis har de nye ejere beholdt det meste af inventaret, og Magnus ved, hvor ekstranøglen hænger.
Den tid, Magnus og Inger tilbringer i sommerhuset, er noget af det mest mentalt belastende, jeg nogensinde har læst, og det skal så sandelig opfattes positivt. Tænk, hvis de nuværende ejere pludselig dukker op! Jeg har lyst til at sige, at det var næsten som at være der selv.
Magnus’ situation er ekstrem, men han har så meget ægthed og menneskelighed i sig, at jeg var med ham hele vejen. Hver dag, hvor turen går til Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade (og ikke ind på redaktionen, som Inger og deres datter Dafne tror), og han sætter sin computer, sin madpakke og sin termokande frem, forstår man, at det hele er så skrøbeligt, at der kun skal et enkelt fejltrin eller en forglemmelse til, for at korthuset falder sammen. Samtidig er der også noget virkelig irriterede over, at den her godt og vel midaldrende mand ikke har accepteret sin skæbne, men det er han helt sikkert ingenlunde den eneste i sin position, der har haft vanskeligt ved.
Et gribende portræt af en mand med en (uholdbar) mission skrevet i et nærværende og sanseligt sprog. Krogsgaards mission completed!
Kommentarer