Tingene og sagerne : en genfortryllelse

Vidunderlig og vigtig lille bog genfortryller de genstande, vi omgiver os med, og vækker til nærvær og eftertanke.

Der findes en lang række af ting og handlinger, som vi ikke skænker ret mange tanker. Det kan fx være at finde sine nøgler i lommen for at låse en dør. At tage et par velkendte briller på. Stikke elkedlens stik eller telefonens oplader i en stikkontakt. Eller tage en hovedpinepille den dag, man har sådan en let murren i hovedet. Helt almindelige gerninger, som vi alle kender og praktiserer fra tid til anden. Men har du nogensinde tænkt over, hvor forunderligt det egentlig er, at alle disse ting kan lade sig gøre? Det har Jeppe Krogsgaard Christensen, og det er der kommet en virkelig vidunderlig og nærmest mindfulness-agtig bog ud af.

’tingene og sagerne’, som hverken i sin titel eller sit indhold rummer versaler, bærer den poetiske og delvist forklarende undertitel ’en genfortryllelse’. Ifølge forfatteren er det nemlig hans ærinde at prøve at ”… vække fascinationen ved ting, vi under voksenlivets lag på lag af vaner og hverdag ikke længere ser. Det til bevidstløshed velkendte.” , som der står i pressemeddelelsen. Det ærinde lykkes han med, og det taler, så vidt jeg kan skønne, direkte ind i vores tid, hvor bevidst nærvær kan være en mangelvare, og hvor flere af os mentalt er i gang med den næste handling, før vi har afsluttet dén, vi er i gang med lige nu.

I alt 15 ting er kommet under Krogsgaards både historiske og personlige lup. Lige fra bolde og blyanter over cykler og cd’er til spejle og smartphones. 15 korte tekster, hvor Krogsgaard causerer over tingene og sagerne. Som fx her, hvor noget så profant som en boltsaks, har givet anledning til tanker om vores samfund i det hele taget:

”hvor pistoler og rifler kræver tilladelse, kan alle skaffe en boltsaks, der også er en latent ødelægger, grænseoverskrider, opløser. men at det stort set kun er håndværkere, der tager den i anvendelse, at den bliver brugt indenfor de regler, vi alle er sammen om, er en form for velfærdssamfundets poesi.” 

Åh… velfærdssamfundets poesi. Det gør vi i det hele taget alt for lidt ud af, synes jeg, men Krogsgaard har hermed gjort opmærksom på, at den slags faktisk findes. Fx i form af de tanker, det udløser, når man, som ham, har stået med sin cykel, hvor kædelåsen ikke lod sig åbne, og en handlekraftig cykelsmed herefter løste problemet med en – boltsaks.

Samme former for eftertanker og minder udsættes de øvrige udvalgte ting og sager for, og jeg er stor fan af dét, der appellerer til nærvær. Eller mindfulness, som jeg også nævnte før. Og det gør Krogsgaards tekster, som genremæssigt kaldes en slags lyrisk sagprosa af forfatteren selv. Den definition tilslutter jeg mig og må samtidig konstatere, at det er en genre, der kan noget. Disse tekster er både personlige og almengyldige, idet tingene binder os sammen, men vi har alle forskellige oplevelser med dem. Nu tænker jeg jo på mine egen oplevelser og minder med enten mønter, cd’er eller termokander. Og værker, der får læseren til at tænke selv, er altid vigtige.