En syret og sexet fremstilling af en kvindelig forfatter og hendes kvaler med både virkeligheden og fiktionen. Hvad er hvad, og hvor skal hun sætte ind?
En forfatterinde er lydhør overfor det birketræ, der står i gården, og som hun ofrer en del opmærksomhed. Træet (eller hvad det nu er for en stemme, hun kan høre) råder hende til at indstille forfattergerningen, for som det siger: ”Hvad nytter kunsten? Brænder verden ikke alligevel?” Og dét må hun jo medgive, eftersom hun selv lige har læst dagens evigt nedslående og dårlige nyheder i avisen. Så derfor dropper hun skriveriet, og hun skaffer sig sågar af med sin bogsamling. Nu vil hun nemlig kun beskæftige sig med virkeligheden og ikke med fiktionen. Men som bekendt går det ikke altid som præsten prædiker. Eller som birken siger.
Adda Djørup har med denne roman skrevet en syret, sexet og svulstig kommentar til tiden, til kunsten og til skaberprocessen. Drøm, fiktion og virkelighed flyder uhindret ind og ud af hinanden godt hjulpet på vej af verdenslitteraturen og dén lyst, der er ren og skær biologi. Og endelig handler romanen også om, hvad vi vil stille op med såvel vores brændende klode som os selv.
På trods af forfatterindens forsøg på at vende fiktionen ryggen, trænger litteraturen sig hele tiden på, og hun får i hånden skrevet en roman, som hendes redaktør med længsel venter på. Men så sker der noget virkelig besynderligt: Da hun er på vej til sit forlag med manuskriptet, bliver det spist af en temmelig ualmindelig og meget velvoksen kat. En kat, der lyder navnet Behemot, og som dermed viser sig at være katten fra Mikhail Bulgakovs (1891-1940) klassiske mesterværk Mesteren og Margarita – et værk der, ligesom dette, også kredser om temaer som kunst og samfundskritik.
I kløerne på Behemot oplever vores forfatterinde ganske forunderlige ting. For det første er Behemot et vanvittigt potent væsen, og eftersom forfatterinden tidligere har givet udtryk for, at det eneste hun trænger til er ”Fast arbejde og et godt knald…”, må man sige, at hvis ikke første del af ønsket bliver indfriet, så gør i så meget desto højere grad det sidste. Og vi taler altså en hel serie af gode knald her! (Det er meget heldigt, at den kloge, 5-årige datter Ellen er på ferie hos sin moster!)
Men ikke nok med at Behemot er leveringsdygtig i selvforglemmende sex. Katten kan også flyve og på det nærmeste rejse i både tid og sted, hvilket afstedkommer, at vores forfatterinde og verdens-katten ikke alene deltager i, men rent faktisk sætter dagordenen ved de vildeste og mest storslåede fester kloden over. Men hvordan er det nu? Bliver man mere lykkelig af at have magt, midler og uhindret adgang til alt (og alle)? Næppe – og det opdager hun på bedste dekandente og Dorian Gray´ske vis.
Én sandhed, hvis der overhovedet findes en sådan, når forfatterinden dog frem til – om end den er formuleret som et spørgsmål: ”Hvorfor er alt så perfekt der ingenting vil?” Ja, det er et godt spørgsmål, som dukker op hos hende af flere omgange bl.a. via hendes syn på birketræet og på datteren, der netop er det lille stykke virkelig, hun har brug for.
Kommentarer