Da Alex Schulman begynder at grave i sin slægts fortid, kommer han på sporet af en voldsom og ulykkelig kærlighedshistorie om sine bedsteforældre.
Langt inde i voksenlivet kæmper forfatteren Alex Schulman med en stor vrede, som går ud over hans nærmeste. For at finde kimen til denne vrede og forstå sig selv bedre, retter han blikket sin egen slægt. Efterhånden som Alex graver sig ned i fortiden, tager slægtshistorien en overraskende drejning og afdækker et giftigt trekantsdrama og en ulykkelig kærlighedshistorie om mormoren og morfaren. Schulmans terapiprojekt (måske – eller også var det bare et spændende anslag og en måde at skrive sig selv ind i romanen) løber ud i sandet og må vige pladsen for den mere interessante fortælling om bedsteforældrenes dramatiske skæbneforløb.
Efter en tur omkring endnu en psykolog, indser Alex, at en usund familiedynamik er dominerende på hans mors side af stamtræet. Hans problematiske forhold til sin alkoholiserede mor blev gransket i hans forrige selvbiografiske roman Glem mig, og nu bevæger han sig et skridt længere tilbage i slægten til morfaren og mormoren. Morfaren var den store svenske forfatter Sven Stolpe, som udgav en del faglitteratur og romaner gennem flere årtier. Der er blevet forsket i Stolpes forfatterskab, hvor temaer omkring utro, løsagtige kvinder løber som en rød tråd gennem romanerne, men Alex opdager noget, som andre har overset - en lille væsentlig detalje, som går igen i efterladte breve og dagbøger. Et initial. OL.
Det bringer ham ud på en længere rejse tilbage til morfaren og mormorens ophold på Sigtunastiftelsen en skæbnesvanger sommer i 1932. Det unge forlovede par, Sven og Karin, opholder sig på stiftelsen, hvor Sven bruger tiden på at skrive. Det står hurtigt klart, at det ikke er et uproblematisk forhold, de to har. Den patriarkalske Sven er altdominerende og kontrollerende i forholdet, mens den føjelige Karin forsøger at behage og tilpasse sig sin forlovedes luner. En anden forfatter, som også bor på stiftelsen den sommer, er den følsomme Olof Lagercrantz. Da Olof og Karin møder hinanden, bliver de straks tiltrukket af hinanden. Det bliver starten på en række dramatiske begivenheder og et fjendskab mellem de to forfattere, som livet igennem kommer til at præge dem alle.
'Brænd alle mine breve' er et giftigt trekantsdrama og en ulykkelig kærlighedshistorie fuld af jalousi, frygt, magt og hævngerrighed. Schulman nævner i takkeordet, at handlingen tager udgangspunkt i virkelige begivenheder og mennesker, men er bearbejdet og i sidste ende en roman.
Schulman kan sit kram, når han opbygger spændingen ved at krydsklippe mellem 1932, 1988 og nutiden, hvor dramatiske afsløringer falder med passende mellemrum og støt eskalerer trekantsdramaet. Foruden at følge den voksne Alex i sin research, som bringer ham vidt omkring både geografisk og i arkivalier, møder læseren også Alex som barn i 1988, hvor han er på ferie hos bedsteforældrene og oplever noget, som han ikke kan sætte ord på. Her i nutiden indfinder erkendelsen sig og brikkerne falder efterhånden på plads. Historien vækkes for alvor til live med saft og kraft, når Karin og Olof på overbevisende vis træder ud af de skriftlige kilder og bliver førstehåndsfortællere af begivenhederne den dramatiske sommer 1932.
Det slutter med ”Sådan begynder historien” og mon ikke det betyder, at det ikke er sidste gang, vi kommer til at høre fra Alex Schulman-land? Heldigvis for det!
Kommentarer