Bøn for Tjernobyl

Mere end hundrede rystende vidnesbyrd fra Tjernobylkatastrofen i 1986. Vidnerne er fra Hviderusland, der blev hårdest ramt, og er indsamlet af nobelprisvinderen.

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine. Der gik mange dage, før det officielle Sovjetunionen meldte ud, hvor farligt det egentlig var. Inden da prøvede brandmænd og soldater uden beskyttelsesudstyr at bekæmpe branden, og livet i området gik videre med fatale følger. 23 procent af Hvideruslands areal blev kontamineret, så stort set alle indbyggerne blev berørt.

Aleksijevitj, der blandt andet også har skrevet Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, har i tre år rejst rundt og interviewet et utal af mennesker: efterladte, stråleskadede, atomfysikere, beslutningstagere, børn og mange andre. Desuden har forfatteren en længere refleksion over katastrofens konsekevenser og hendes formål med at beskrive de menneskelige følger.

Det er en meget rystende bog, der spænder meget vidt fra enkerne efter de første brandmænd på stedet, der beskriver deres mænds uhyggelige dødsforløb, til lokale bønder, der ikke tror på en fare, de ikke kan hverken se, lugte eller smage, og de myndighedspersponer, for hvem det at undgå panik er vigtigere end de uhyrlige sundhedsrisici, befolkningen blev udsat for.

Aleksijevitjs form – at lade alle tale selv – fremstår meget autentisk, og vi kommer mere rundt om og ind i en af de største civile katastrofer i verdenshistorien, end nogen fagbog ville kunne.