Blueeyedboy af Joanne Harris

Tankevækkende og foruroligende historie om fiktion og virkelighed.

“blueeyedboy” er et web-alias, en avatar, for en fyr, der på den virtuelle side “badguysrock” opruller sin virkelighed med dysfunktionelle familieanekdoter og tilsyneladende fiktive tilståelser for fiktive mord. Måske.

Blueeyedboy er i virkeligheden en 42-årig portør, der stadig bor hjemme ved sin mor. Engang var de tre brødre, men de andre er døde. Måske blev de myrdet. Måske.

Romanen er skrevet som en række blogindlæg af henholdsvis “blueeyedboy” og “Albertine”, som selvfølgelig også er et web-alias. De to blogskribenters fiktion begynder at filtre sig sammen, og efterhånden forstår man, at det ikke er helt tilfældigt. Uden for den visuelle virkelighed har de en fælles skæbne. Måske.

“blueeyedboy” er på mange måder et interessant formeksperiment. Blogindlæggene er pænt lange og, om muligt, endnu mere selvcentrede end de autentiske blogs, man kan finde på internettet. Men nu er det her jo en roman. Historien drives frem af brudstykker af erindringer og fiktion, som de første par hundrede sider forvirrer, driller og manipulerer læseren. Blueeyedboy fremstår usympatisk og indbildsk, hvilket for mig personligt aldrig er specielt motiverende for læsningen. Men det er effektivt. Efterhånden som man vikles ind i historier om et blindt barn med supersanser, misrøgt, fortræd, drømme og svigt, udfoldes romanen som en nuanceret og tankevækkende fortælling om de liv og virkeligheder, vi alle er en del af. På internettet og når vi slukker det og opholder os i det, som måske er den primære virkelighed.

“blueeyedboy” er en foruroligende roman, som er konstant ude på at ryste sin læser. Det er på en og samme gang irriterende og fascinerende. “blueeyedboy”s blog ville dog aldrig være kommet i min rss-læser i virkeligheden.