Anmeldelse
Altid tilgivelse af Anne B. Ragde
- Log ind for at skrive kommentarer
Glæd dig til et fantastisk gensyn med familien Neshov. Historierne er ikke så hudløse som tidligere, men selskabet er stadig fantastisk.
Så skete det, jeg ikke lige havde forestillet mig ville ske. Der udkom et fjerde bind i serien om familien Neshov. ’Berlingerpoplerne’ tog mig og rigtig mange andre læsere med storm, da den udkom for tolv år siden. Da serien sluttede, blev det et vemodigt farvel til Torunn, Erlend, Krumme, Magido, Tallak og slægtsgården. Med denne overraskende firer er chancen her for et glædeligt gensyn med de skønne skæve personager, som man kommer til at holde så frygteligt meget af.
Historien tager fat fire år efter, ’Ligge i grønne enge’ slap taget. Erlend og Krumme har fået deres sag for med hele tre børn og to lesbiske mødre hjemme i København. Torunn befinder sig i et ulykkelig forhold med sin slædehundefører, som er hende utro med en yngre model. Hos Margido er alt som det plejer og som han bedst kan lide det i bedemandsforretningen, som han driver med stor omhyggelighed og pli. Tormod er kommet på plejehjem, et sted han befinder sig godt og som han nødigt forlader.
Historien kredser om Torunns genkomst, efter hun stak halen mellem benene fire år tidligere og forlod familien. Efter en pludselig indskydelse dukker hun op hos Margido og Tormod. Det bliver et besøg, der rusker op i Margidos trivielle hverdag og vækker hengemte kærlige følelser hos Tormod. Hovedparten af romanen fortælles i skiftende kapitler mellem Erlend, Torunn og Margido, mens bogens sidste del udelukkende fortælles af Torunn, som vender tilbage til gården, som har stået ubeboet hen, for at se sine egne dæmoner i øjnene.
Denne fjerde del er ikke helt så hudløst fortalt, som jeg husker det i de tidligere romaner. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre sammenhæng mellem afsnittene om Erlend og Krumme i Danmark og historien i Norge. Men hold op hvor var det skønt at være tilbage i selskab med Ragdes velkomponerede personager, som det er svært ikke at holde af. Jeg var solgt fra første side.
PS: Jeg behøver vel ikke at sige, at du under ingen omstændigheder må starte med denne bog. Du er død og pine nød til at starte fra starten og få hele den fantastiske slægtshistorie med alle dens skævheder, hemmeligheder og underlige familierelationer.
- Log ind for at skrive kommentarer
Glæd dig til et fantastisk gensyn med familien Neshov. Historierne er ikke så hudløse som tidligere, men selskabet er stadig fantastisk.
Så skete det, jeg ikke lige havde forestillet mig ville ske. Der udkom et fjerde bind i serien om familien Neshov. ’Berlingerpoplerne’ tog mig og rigtig mange andre læsere med storm, da den udkom for tolv år siden. Da serien sluttede, blev det et vemodigt farvel til Torunn, Erlend, Krumme, Magido, Tallak og slægtsgården. Med denne overraskende firer er chancen her for et glædeligt gensyn med de skønne skæve personager, som man kommer til at holde så frygteligt meget af.
Historien tager fat fire år efter, ’Ligge i grønne enge’ slap taget. Erlend og Krumme har fået deres sag for med hele tre børn og to lesbiske mødre hjemme i København. Torunn befinder sig i et ulykkelig forhold med sin slædehundefører, som er hende utro med en yngre model. Hos Margido er alt som det plejer og som han bedst kan lide det i bedemandsforretningen, som han driver med stor omhyggelighed og pli. Tormod er kommet på plejehjem, et sted han befinder sig godt og som han nødigt forlader.
Historien kredser om Torunns genkomst, efter hun stak halen mellem benene fire år tidligere og forlod familien. Efter en pludselig indskydelse dukker hun op hos Margido og Tormod. Det bliver et besøg, der rusker op i Margidos trivielle hverdag og vækker hengemte kærlige følelser hos Tormod. Hovedparten af romanen fortælles i skiftende kapitler mellem Erlend, Torunn og Margido, mens bogens sidste del udelukkende fortælles af Torunn, som vender tilbage til gården, som har stået ubeboet hen, for at se sine egne dæmoner i øjnene.
Denne fjerde del er ikke helt så hudløst fortalt, som jeg husker det i de tidligere romaner. Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre sammenhæng mellem afsnittene om Erlend og Krumme i Danmark og historien i Norge. Men hold op hvor var det skønt at være tilbage i selskab med Ragdes velkomponerede personager, som det er svært ikke at holde af. Jeg var solgt fra første side.
PS: Jeg behøver vel ikke at sige, at du under ingen omstændigheder må starte med denne bog. Du er død og pine nød til at starte fra starten og få hele den fantastiske slægtshistorie med alle dens skævheder, hemmeligheder og underlige familierelationer.
Kommentarer