Alentejo blå af Monica Ali

I den lille by Mamarrosa i Portugal krydses en række forskellige menneskers veje i deres søgen efter et bedre liv. Desværre forbliver deres skæbner læseren noget uvedkommende.

Da Monica Ali debuterede i 2004 med romanen "Brick Lane", blev hun fortjent rost til skyerne. En så sikker debut skaber høje forventninger til den næste udgivelse, og selvom "Alentejo blå" ikke er en direkte dårlig bog, så lever den ikke op til "Brick Lane".

Den lille portugisiske by Mamarrosa danner rammen om en række fortællinger om personer, som af en eller anden årsag befinder sig i byen. Her er den unge pige, som har søgt om at blive au pair i London, men ikke ved, hvordan hun skal få det sagt til kæresten og moderen. Her er forfatteren, som har søgt tilflugt i byen for at få ro til at skrive sin roman. Her er den engelske familie, som bor i campingvogn og er beskidte og drikfældige. Og mange flere finder vej til bogens sider.

Enkelte af fortællingerne rammer læseren. Personligt blev jeg rørt over den fede caféejer Vascos fortælling. I sin ungdom tog han til Amerika. Her blev han udlært og mødte sin kone, men hun døde, og han rejste tilbage til fødebyen, hvor han nu skjuler sin ensomhed bag et tykt lag fedt.

Også drengen Jay’s historie sætter spor, men de fleste af kapitlerne virker lidt ligegyldige. Monica Ali vil gerne fortælle om livets store spørgsmål og få os til at tænke over, hvad det er der holder os i gang og hvorfor. Men desværre fanger personerne ikke rigtig interessen, og dermed bliver spørgsmålene ikke interessante.

Sprogligt er der dog ikke noget at udsætte på "Alentejo blå". Monica Ali har et flydende sprog, der er let at læse, og som i glimt fængsler én, men selve romanen fanger desværre ikke 100%.

Oversat af Charlotte Grubb. Lindhardt og Ringhof, 2006. 289 sider