Anmeldelse
Leo af Ulla-Lena Lundberg
Om slægters gang på Ålandsøerne: Sømandsliv og bondeliv er forenet i gribende skæbne.
Verden blev erobret af skibene og de mennesker, der sejlede dem.
Carsten Jensen har gjort skibenes historie levende for os danskere i Vi, de druknede.
Men før ham har den svenske forfatter udødeliggjort folkene på Ålandsøerne, der fra at være bønder blev drevne skibsførere.
Leo er navnet på en langtursskonnert, bygget af en driftig bonde, Erik Petter, bosiddende på Ålandsøerne. Leo bliver symbolet på den nye tid, hvor skibsfart øger samfundsudviklingen. Tiden er slutningen af 1800-tallet og dermed en tid, hvor livsgrundlaget ændredes fra bondesamfund til søfartsnation.
Erik Petters liv følges, fra han som 14-årig indfrier gælden på sin arvede gård, gennem et driftigt liv, indtil han som gammel må tage hånd om sine dattersønner. Hans datter, Kristina og hendes mand Carl Gustaf dør som 30-årige.
Livet har været hårdt på Ålandsøerne. Altid skulle der tages fat, inde som ude. Børnefødsler tog hårdt på kvinderne, som i lange perioder måtte undvære deres mænd. Skildringen af de mange dødsfald er smertelig. Men midt i sorg og lidelse får man en perle af en kærlighedshistorie mellem Kristina og Carl Gustaf.
Fortælleren er den sagtmodige Leander, der aldrig har haft ambitioner om at komme ud at sejle. Som husmand tjener han sit brød, mens hans sønner uddanner sig til skibskaptajner. Han følger med i familiernes ve og vel og gør det på sin egen ægte måde. Som en alvidende fortæller leder han læserne ind i de to familier på gårdene, Simons og Eskils, hvilket han gør med inderlighed og forståelse.
Bogen rummer alt, hvad man kan ønske sig af en slægtsroman: mangfoldighed af personer, som er skildret vedkommende og kærligt. I erkendelse af menneskelivets betingelser slutter fortælleren vemodigt med ordene: Til sidst tages alting fra os.
Ulla Lena Lundberg må regnes blandt klassikerne i den nordiske fortælletradition, som tæller så væsentlige forfattere som Kerstin Ekman og Sara Lidman.
Om slægters gang på Ålandsøerne: Sømandsliv og bondeliv er forenet i gribende skæbne.
Verden blev erobret af skibene og de mennesker, der sejlede dem.
Carsten Jensen har gjort skibenes historie levende for os danskere i Vi, de druknede.
Men før ham har den svenske forfatter udødeliggjort folkene på Ålandsøerne, der fra at være bønder blev drevne skibsførere.
Leo er navnet på en langtursskonnert, bygget af en driftig bonde, Erik Petter, bosiddende på Ålandsøerne. Leo bliver symbolet på den nye tid, hvor skibsfart øger samfundsudviklingen. Tiden er slutningen af 1800-tallet og dermed en tid, hvor livsgrundlaget ændredes fra bondesamfund til søfartsnation.
Erik Petters liv følges, fra han som 14-årig indfrier gælden på sin arvede gård, gennem et driftigt liv, indtil han som gammel må tage hånd om sine dattersønner. Hans datter, Kristina og hendes mand Carl Gustaf dør som 30-årige.
Livet har været hårdt på Ålandsøerne. Altid skulle der tages fat, inde som ude. Børnefødsler tog hårdt på kvinderne, som i lange perioder måtte undvære deres mænd. Skildringen af de mange dødsfald er smertelig. Men midt i sorg og lidelse får man en perle af en kærlighedshistorie mellem Kristina og Carl Gustaf.
Fortælleren er den sagtmodige Leander, der aldrig har haft ambitioner om at komme ud at sejle. Som husmand tjener han sit brød, mens hans sønner uddanner sig til skibskaptajner. Han følger med i familiernes ve og vel og gør det på sin egen ægte måde. Som en alvidende fortæller leder han læserne ind i de to familier på gårdene, Simons og Eskils, hvilket han gør med inderlighed og forståelse.
Bogen rummer alt, hvad man kan ønske sig af en slægtsroman: mangfoldighed af personer, som er skildret vedkommende og kærligt. I erkendelse af menneskelivets betingelser slutter fortælleren vemodigt med ordene: Til sidst tages alting fra os.
Ulla Lena Lundberg må regnes blandt klassikerne i den nordiske fortælletradition, som tæller så væsentlige forfattere som Kerstin Ekman og Sara Lidman.
Kommentarer