Weitze, Charlotte - Brevbæreren

'Brevbæreren' er noget så gammeldags som et eventyr, der ender lykkeligt, men samtidig er 'Brevbæreren' også noget så moderne som et eventyr krydret med grotesk realisme.

Bogens hovedperson og fortæller er Kasper, der er albino og derfor ikke kan tåle solskin. Alligevel går Kasper og drømmer om at blive postbud, og til hans held får han tilbudt sit drømmejob i en øde bjergegn, hvor der heldigvis for Kasper næsten altid er overskyet. Denne bjergegn er befolket af særegne individer som postbudet Rainer Rusk, den skønne fløjtenist Lærke, som Kasper forelsker sig i, og fåreavleren Sofie, som bor på en øde bjergtop og opdrætter stradivarius-får til japanerne. Desuden er der et hvidt slot og et papsøskendepar, der hedder Hans og (Anne) Grethe og er gift.

Miljøet er altså en ganske charmerende blanding af eventyr, usandsynlig realisme og en egentlig genkendelig realisme. I denne verden af albinoer, stradivarius-får, nøgne fløjtespillere og andet godtfolk går Kasper altså post, og her kan et kort citat illustrere, hvordan realismen pludselig bryder igennem denne fernis af usandsynligheder. Efter at Kasper er blevet inviteret indenfor i stuen hos fåreavleren Sofie, giver han følgende karakteristik: ”Hjemmet er en smagløs blanding af kelimtæpper, traditionelt træskærerarbejde, en designersofa, en rokokosofa, et billede af Trampedach, nogle vægstykker med brølende hjorte og en IKEA-reol .. Sofie er en typisk nyrig, sådan én mor altid har hadet at indrette for". Sådan skifter prosaen i en skøn blanding af realisme og noget, der ikke er af denne verden.

Historien i 'Brevbæreren' handler om Kaspers forelskelse, om seksuel tiltrækning (pludselig er der en med lange grimme blodårer mellem patterne), om andres død og om lykke og ulykke (postbudene spiller selvfølgelig en betydelig rolle for menneskenes skæbner i romanen). Men mest af alt handler Brevbæreren om at være kendt; kendt som kongen på slottet er det i sladderbladene, genkendelig som Kasper er det med sin ekstremt hvide farve på gaden, og forsvindende i mængden som Kasper er det på en lejr for albinoer. Det største, man kan opnå, er dog at være kendt af en anden og vide, at man aldrig mere skal være alene. Og nærmest selvfølgeligt ender historien lykkeligt med, at nogle kender hinanden. Inden det sker, skal de dog gå så grueligt meget igennem.

Charlotte Weitze debuterede i 1996 med en række fortællinger kaldet 'Skifting' efter at havde studeret folkloristik på Københavns Universitet. Skifting er gammel betegnelse for et troldebarn, der er blevet forbyttet med et menneskebarn, og folkeeventyr og andre skrøner er en klar inspirationskilde for Charlotte Weitzes prosa. Hvis man skal pege på en litterær inspirationskilde, så er Villy Sørensens 'Sære historier' et godt bud. Hans novelle 'Blot en drengestreg' har visse ligheder med Weitzes genfortælling af H.C. Andersens 'De røde Sko' i hendes nyeste bog, 'Mørkets Egne', der tager over, hvor 'Brevbæreren' slap, blot i en mere drabelig og uhyggelig tone.

I Charlotte Weitzes fortællinger sker der noget hele tiden, og blandingen af eventyr, realisme og store og små spørgsmål skaber en række uudgrundelige og medrivende tekster.

Kilder, links og centrale værker