Analyse
Riebnitzsky, Anne-Cathrine - Forbandede yngel
'Forbandende yngel' giver os et skræmmende indblik i en børnefloks mareridtsagtige tilværelse i en familie gennemtæret af dårligdom, bank og bedrag. I erindringsglimt forsøger bogens hovedperson at komme overens med barndommens tunge traumatiske last.
Der er mange måder at erindre på. Nogle minder sidder på forreste række i hukommelsen og udgør en behagelig ballast i tilværelsen, mens andre befinder sig fjernt fra bevidsthedens radar og nægter sig umiddelbart adgang. Sidstnævnte trænger sig ofte insisterende på og aktiveres glimtvis i situationer og sammenhænge, som vækker genklang i mindernes ophav. Det er netop, hvad der sker for Lisa, da hun hører om søsteren Maries selvmordsforsøg, hvilet bliver katalysator for hendes egen mentale bearbejdningsproces. Fragmenter fra fortiden dukker op, flimrer ind og ud af Lisas bevidsthed og blander sig med minder fra hendes nuværende situation som udsendt soldat i Afghanistan. Hendes deltagelse i krigen er overkommelig, for hun har oplevet det, der var værre. Den værste krig blev ført i barndommens land med og mod familien.
Det går efterhånden op for Lisa, og læseren, at hele hendes liv er svøbt i denne last af uforløste minder fra tiden som barn. Vi bevæger os frem og tilbage i tid, og den lukkede afdeling i Lisas hukommelse åbenbarer sig langsomt med tanketråde til fortiden. Eksempelvis som da Lisa ankommer til Danmark og kører med taxa til Frederiksberg. ”Under gadelamperne falder støvregnen, gylden af lyset, dansende og svajende i vinden. Vi kører fra lampe til lampe i den tætte trafik. De gyldne regndråber minder mig om min mors guldarmbånd. Det, der blev stjålet” Og BOM, så er vi tilbage til da Lisa var fire år, og betragtede sin mor gøre sig klar til fest med guldarmbåndet om håndleddet. Det er disse flygtige og episodiske tilbageblik, der udgør en gradvis bearbejdning af Lisas tyngende barndom.
Den dysfunktionelle familie som institution
At være en del af familien i 'Forbandede yngel' er alt andet end ligetil. Flere forskellige tematikker om, hvad en familie skal kunne og være, er konstant i spil i fortællingen. Blandt andet kaster forfatteren anker i styrken ved søskendesammenhold og ved omkostningerne af en opvækst præget af fysisk og psykisk vold. Familien i bogen er en fortættet verden, et vakuum af ufred, hvor børnene konstant har befundet sig i et minefelt. De er vokset op med en far, som i pludselig vanvidsrus jævnligt har gjort fysisk skade på sine egne børn, og en ustabil og mistillidsfuld moderskikkelse, med et brændende dødsønske. Børnene har i vid udstrækning været vant til at skulle tage vare på sig selv og hinanden, og det afgørende fundament af stabilitet og tryghed i ethvert barns liv har været totalt fraværende.
Børnene har reageret forskelligt på barndommens tyranni. De har haft hver deres rolle, men har formået at supplere hinanden og finde trøst og styrke i hinandens forskelligheder. Også i voksenlivet, hvor de alle kæmper med deres indre dæmoner. Særligt Lisa har det svært med søsterens situation da hun altid har følt et stort ansvar og omsorgsbehov for den skrøbelig og fintfølende lillesøster. Så da Marie forsøger selvmord oplever Lisa en nedstigning til det helvede, som barndommen var.
Nødvendige åndehuller
Børnene, og særligt Lisa, har kæmpet for at få det til at lykkes. At få familien til at være som familier bør være. Indimellem har det været tæt på, som da hele familien tager ud for at plukke brombær, eller da moderen går tur med børnene på færgehavnen. ”Vi er alene på molen, alene i verden. Vores far kan ikke nå os, og jeg tør næsten ikke trække vejret af frygt for at ødelægge øjeblikket. Ingen af os siger noget”. Vi får sporadisk disse små og smukke åndehuller, hvor vi (og børnene) kan nå op til overfladen og trække vejret i elendigheden. Lisas beskrivelser og erindringer af naturens skønhed giver også denne fornemmelse af, at livet er andet end en evig kamp. Og ikke mindst er der scener i bogen, hvor radioen fungerer som et helle i tilværelsen for børnene. Midt i klaverkoncerter, Kim Schumacher og Rikki Tikki Tavi får børnene en befriende hyggestund. Radioen er et fristed for børnene, en billet til et ellers lukket land, hvor lyset i verden skinner en anelse kraftigere. Og særligt Lisa mærker, hvordan musikken hiver og flår i noget i hende. Det er smukt, men også smertefuldt, og foregår kun når far er ude vel at mærke.
Det hårdtslående monster
Den fysiske vold i familien er faderens territorium. Allerede fra de første gange vi møder ham i bogen får vi fornemmelsen af en modbydelig stodder. Han bliver beskrevet som ”mørk og tavs” og ”en afstumpet sjæl i en hårdtslående krop”, og vi hører om, hvordan ”kulden løber ud af far”. Han har løse hænder og har tendens til at eksplodere i pludselige raserianfald. Børnene er altid ofrene. Det er stærkt, når syvårige Lisa har dødsangst overfor sin egen far, og man hungrer som læser efter hævn. Og den kommer. Først som kuglepensstreger på væggen, så suppe lavet på opkast og til sidst halmpresseren. ”Min far er endelig langt om længe død”, tænker hun, mens glædestårerne strømmer ud af hende. Faderen er det omvandrende uhyre, og umiddelbart er han centrum for hele miseren. Men vi fornemmer gradvist, at det er til moderen, at Lisas traumatiske last er tættest knyttet. Den maniodepressive moder har stået for et omsorgssvigt af dimensioner, som Lisa aldrig vil kunne tilgive hende for, og som hun kæmper med gennem hele fortællingen.
Moderen og Lisas traume
Børnene er vokset op med en mentalt forstyrret moder, som for det meste har været ude af balance. De har været vant til at være på vagt og konstant at skulle afkode stemningen hos forældrene. Moderen er en skrøbelig og udvisket skikkelse, som har haft så meget at overkomme selv, at hun ikke har kunnet overkomme børnene til fulde. Sandheden har været et luftigt begreb, og børnene har så grueligt manglet en reaktion og en pålidelighed fra moderen side. Gang på gang er tilliden til moderen blevet knækket. Det har forårsaget, at børnene er opvokset med et problematisk og langt fra troværdigt billede af deres egen moder. Derfor virker krigen i Afghanistan paradoksalt nok som en tryghedszone for Lisa, da hun ikke behøver at forholde sig til, hvem folk omkring hende er. ”Fjenderne er fjender og vennerne er venner”.
Forholdet mellem Lisa og moderen er kompliceret. Hun føler had, bebrejdelse og lede ved moderen samtidig med, at hun også er voldsomt bekymret for hende. Elendigheden gror i generationerne, og moderen har selv haft en glansløs barndom og søger gentagne gange døden som udfrielse fra sin indre smerte. Lisa er frastødt over moderen og er rædselsslagen ved tanken om at blive som hende. Gennem hele sin barndom har skylden og skammen arbejdet sig dybt ind i kødet på Lisa, og hun har ofte været plaget af mavesmerter af frygt for, at moderen skulle blive ked af det. For i de tilfælde har moderen været utrøstelig, og Lisa magtesløs. Særligt følelsen af svigt brænder kraftigt igennem hos Lisa. Årsagen er blandt andet moderens utallige selvmordsforsøg. Men Lisa kan ikke blive ved med at rumme moderen og den tåge af bedrag, der omgiver hende. ”Hun er din mor. Men jeg vil ikke. Jeg vil ikke mere. Du har haft chancen, hvæser jeg ud i rummet”.
Lisa forsøger at komme overens med fortiden, men har svært ved at finde et startpunkt for galskaben. Hun er traumatiseret, og store dele af barndommen har i voksenlivet været henlagt i mørke. Lyde, duften af kaffe eller synet af den gule balje fungerer som katalysator for en tilbagevenden til fortiden. Hun husker pludselig i detaljer og prøver at rumme det hele. Barndomsminder blander sig med Afghanistan og faldskærmstragedien med Peter og Vasilij. Hun kan ikke lukke af for fortidens rædsler, og gennem samtalerne med Andreas og med psykiateren Stefan søger hun tilbage i tid efter svar og mening. Samtalerne fungerer som terapi for Lisa og har en forløsende effekt.
Lisa er tiltrukket af Andreas fordi hun netop ikke behøver at kæmpe i hans nærhed. Hos ham er det ukompliceret, og han tilbyder den stabilitet og troværdighed som hun har manglet hele livet. Kærligheden gror, men fortiden slæber sig utrætteligt med. For usikkerheden og følelsen af ikke at være god nok lurer i Lisa. Det handler om, hvorvidt Lisa, med sin brutale barndom in mente, er i stand til at finde og få den kærlighed og tryghed, der skal til for at få et udholdeligt liv.
Riebnitzsky og øvrige værker
Anne-Cathrine Riebnitzsky har en stor personlig andel i samtlige af sine værker. I forfatterens første to bøger tager hun udgangspunkt i sine erfaringer som udsendt soldat i Afghanistan. I både 'Kvindernes krig' (2010) og 'Den stjålne vej' (2012) beretter hun om sin egen rolle som kvinde i krig og om undertrykkelse, vold, korruption og menneskeskæbner i et krigshærget Afghanistan. Også i 'Forbandede yngel' har Afghanistan fylde, men fungerer snarere som et baggrundstæppe for semiselvbiografiske erindringer om en mørk opvækst i en dysfunktionel familie.
'Forbandede yngel' indskriver sig i rækken af litterære barndomsbeskrivelser, hvor omsorgssvigt er det tematiske omdrejningspunkt. Ofte er det dystre erindringsglimt knyttet til forfatternes egen fortid, hvor familiebilledet er både falmet og forhadt. Tematikken optræder i alt fra Erling Jepsens fortællinger om sin opvækst i det sønderjyske til Yahya Hassans skildring af sit liv i et kriminelt og voldshærget ghettomiljø i Århus. Men også i større og mindre grad i blandt andet Meghan D. Jacobsens 'Trods', Kirsten Meyers 'Sommerbarn', Sofie Kragh Müllers 'Profetens datter' og Gretelise Holms 'Jesus, pengene og livet'.
'Forbandende yngel' giver os et skræmmende indblik i en børnefloks mareridtsagtige tilværelse i en familie gennemtæret af dårligdom, bank og bedrag. I erindringsglimt forsøger bogens hovedperson at komme overens med barndommens tunge traumatiske last.
Der er mange måder at erindre på. Nogle minder sidder på forreste række i hukommelsen og udgør en behagelig ballast i tilværelsen, mens andre befinder sig fjernt fra bevidsthedens radar og nægter sig umiddelbart adgang. Sidstnævnte trænger sig ofte insisterende på og aktiveres glimtvis i situationer og sammenhænge, som vækker genklang i mindernes ophav. Det er netop, hvad der sker for Lisa, da hun hører om søsteren Maries selvmordsforsøg, hvilet bliver katalysator for hendes egen mentale bearbejdningsproces. Fragmenter fra fortiden dukker op, flimrer ind og ud af Lisas bevidsthed og blander sig med minder fra hendes nuværende situation som udsendt soldat i Afghanistan. Hendes deltagelse i krigen er overkommelig, for hun har oplevet det, der var værre. Den værste krig blev ført i barndommens land med og mod familien.
Det går efterhånden op for Lisa, og læseren, at hele hendes liv er svøbt i denne last af uforløste minder fra tiden som barn. Vi bevæger os frem og tilbage i tid, og den lukkede afdeling i Lisas hukommelse åbenbarer sig langsomt med tanketråde til fortiden. Eksempelvis som da Lisa ankommer til Danmark og kører med taxa til Frederiksberg. ”Under gadelamperne falder støvregnen, gylden af lyset, dansende og svajende i vinden. Vi kører fra lampe til lampe i den tætte trafik. De gyldne regndråber minder mig om min mors guldarmbånd. Det, der blev stjålet” Og BOM, så er vi tilbage til da Lisa var fire år, og betragtede sin mor gøre sig klar til fest med guldarmbåndet om håndleddet. Det er disse flygtige og episodiske tilbageblik, der udgør en gradvis bearbejdning af Lisas tyngende barndom.
Den dysfunktionelle familie som institution
At være en del af familien i 'Forbandede yngel' er alt andet end ligetil. Flere forskellige tematikker om, hvad en familie skal kunne og være, er konstant i spil i fortællingen. Blandt andet kaster forfatteren anker i styrken ved søskendesammenhold og ved omkostningerne af en opvækst præget af fysisk og psykisk vold. Familien i bogen er en fortættet verden, et vakuum af ufred, hvor børnene konstant har befundet sig i et minefelt. De er vokset op med en far, som i pludselig vanvidsrus jævnligt har gjort fysisk skade på sine egne børn, og en ustabil og mistillidsfuld moderskikkelse, med et brændende dødsønske. Børnene har i vid udstrækning været vant til at skulle tage vare på sig selv og hinanden, og det afgørende fundament af stabilitet og tryghed i ethvert barns liv har været totalt fraværende.
Børnene har reageret forskelligt på barndommens tyranni. De har haft hver deres rolle, men har formået at supplere hinanden og finde trøst og styrke i hinandens forskelligheder. Også i voksenlivet, hvor de alle kæmper med deres indre dæmoner. Særligt Lisa har det svært med søsterens situation da hun altid har følt et stort ansvar og omsorgsbehov for den skrøbelig og fintfølende lillesøster. Så da Marie forsøger selvmord oplever Lisa en nedstigning til det helvede, som barndommen var.
Nødvendige åndehuller
Børnene, og særligt Lisa, har kæmpet for at få det til at lykkes. At få familien til at være som familier bør være. Indimellem har det været tæt på, som da hele familien tager ud for at plukke brombær, eller da moderen går tur med børnene på færgehavnen. ”Vi er alene på molen, alene i verden. Vores far kan ikke nå os, og jeg tør næsten ikke trække vejret af frygt for at ødelægge øjeblikket. Ingen af os siger noget”. Vi får sporadisk disse små og smukke åndehuller, hvor vi (og børnene) kan nå op til overfladen og trække vejret i elendigheden. Lisas beskrivelser og erindringer af naturens skønhed giver også denne fornemmelse af, at livet er andet end en evig kamp. Og ikke mindst er der scener i bogen, hvor radioen fungerer som et helle i tilværelsen for børnene. Midt i klaverkoncerter, Kim Schumacher og Rikki Tikki Tavi får børnene en befriende hyggestund. Radioen er et fristed for børnene, en billet til et ellers lukket land, hvor lyset i verden skinner en anelse kraftigere. Og særligt Lisa mærker, hvordan musikken hiver og flår i noget i hende. Det er smukt, men også smertefuldt, og foregår kun når far er ude vel at mærke.
Det hårdtslående monster
Den fysiske vold i familien er faderens territorium. Allerede fra de første gange vi møder ham i bogen får vi fornemmelsen af en modbydelig stodder. Han bliver beskrevet som ”mørk og tavs” og ”en afstumpet sjæl i en hårdtslående krop”, og vi hører om, hvordan ”kulden løber ud af far”. Han har løse hænder og har tendens til at eksplodere i pludselige raserianfald. Børnene er altid ofrene. Det er stærkt, når syvårige Lisa har dødsangst overfor sin egen far, og man hungrer som læser efter hævn. Og den kommer. Først som kuglepensstreger på væggen, så suppe lavet på opkast og til sidst halmpresseren. ”Min far er endelig langt om længe død”, tænker hun, mens glædestårerne strømmer ud af hende. Faderen er det omvandrende uhyre, og umiddelbart er han centrum for hele miseren. Men vi fornemmer gradvist, at det er til moderen, at Lisas traumatiske last er tættest knyttet. Den maniodepressive moder har stået for et omsorgssvigt af dimensioner, som Lisa aldrig vil kunne tilgive hende for, og som hun kæmper med gennem hele fortællingen.
Moderen og Lisas traume
Børnene er vokset op med en mentalt forstyrret moder, som for det meste har været ude af balance. De har været vant til at være på vagt og konstant at skulle afkode stemningen hos forældrene. Moderen er en skrøbelig og udvisket skikkelse, som har haft så meget at overkomme selv, at hun ikke har kunnet overkomme børnene til fulde. Sandheden har været et luftigt begreb, og børnene har så grueligt manglet en reaktion og en pålidelighed fra moderen side. Gang på gang er tilliden til moderen blevet knækket. Det har forårsaget, at børnene er opvokset med et problematisk og langt fra troværdigt billede af deres egen moder. Derfor virker krigen i Afghanistan paradoksalt nok som en tryghedszone for Lisa, da hun ikke behøver at forholde sig til, hvem folk omkring hende er. ”Fjenderne er fjender og vennerne er venner”.
Forholdet mellem Lisa og moderen er kompliceret. Hun føler had, bebrejdelse og lede ved moderen samtidig med, at hun også er voldsomt bekymret for hende. Elendigheden gror i generationerne, og moderen har selv haft en glansløs barndom og søger gentagne gange døden som udfrielse fra sin indre smerte. Lisa er frastødt over moderen og er rædselsslagen ved tanken om at blive som hende. Gennem hele sin barndom har skylden og skammen arbejdet sig dybt ind i kødet på Lisa, og hun har ofte været plaget af mavesmerter af frygt for, at moderen skulle blive ked af det. For i de tilfælde har moderen været utrøstelig, og Lisa magtesløs. Særligt følelsen af svigt brænder kraftigt igennem hos Lisa. Årsagen er blandt andet moderens utallige selvmordsforsøg. Men Lisa kan ikke blive ved med at rumme moderen og den tåge af bedrag, der omgiver hende. ”Hun er din mor. Men jeg vil ikke. Jeg vil ikke mere. Du har haft chancen, hvæser jeg ud i rummet”.
Lisa forsøger at komme overens med fortiden, men har svært ved at finde et startpunkt for galskaben. Hun er traumatiseret, og store dele af barndommen har i voksenlivet været henlagt i mørke. Lyde, duften af kaffe eller synet af den gule balje fungerer som katalysator for en tilbagevenden til fortiden. Hun husker pludselig i detaljer og prøver at rumme det hele. Barndomsminder blander sig med Afghanistan og faldskærmstragedien med Peter og Vasilij. Hun kan ikke lukke af for fortidens rædsler, og gennem samtalerne med Andreas og med psykiateren Stefan søger hun tilbage i tid efter svar og mening. Samtalerne fungerer som terapi for Lisa og har en forløsende effekt.
Lisa er tiltrukket af Andreas fordi hun netop ikke behøver at kæmpe i hans nærhed. Hos ham er det ukompliceret, og han tilbyder den stabilitet og troværdighed som hun har manglet hele livet. Kærligheden gror, men fortiden slæber sig utrætteligt med. For usikkerheden og følelsen af ikke at være god nok lurer i Lisa. Det handler om, hvorvidt Lisa, med sin brutale barndom in mente, er i stand til at finde og få den kærlighed og tryghed, der skal til for at få et udholdeligt liv.
Riebnitzsky og øvrige værker
Anne-Cathrine Riebnitzsky har en stor personlig andel i samtlige af sine værker. I forfatterens første to bøger tager hun udgangspunkt i sine erfaringer som udsendt soldat i Afghanistan. I både 'Kvindernes krig' (2010) og 'Den stjålne vej' (2012) beretter hun om sin egen rolle som kvinde i krig og om undertrykkelse, vold, korruption og menneskeskæbner i et krigshærget Afghanistan. Også i 'Forbandede yngel' har Afghanistan fylde, men fungerer snarere som et baggrundstæppe for semiselvbiografiske erindringer om en mørk opvækst i en dysfunktionel familie.
'Forbandede yngel' indskriver sig i rækken af litterære barndomsbeskrivelser, hvor omsorgssvigt er det tematiske omdrejningspunkt. Ofte er det dystre erindringsglimt knyttet til forfatternes egen fortid, hvor familiebilledet er både falmet og forhadt. Tematikken optræder i alt fra Erling Jepsens fortællinger om sin opvækst i det sønderjyske til Yahya Hassans skildring af sit liv i et kriminelt og voldshærget ghettomiljø i Århus. Men også i større og mindre grad i blandt andet Meghan D. Jacobsens 'Trods', Kirsten Meyers 'Sommerbarn', Sofie Kragh Müllers 'Profetens datter' og Gretelise Holms 'Jesus, pengene og livet'.
Kommentarer