Ligesom kubismen ikke lod sig nøje med ét perspektiv på tingene beskriver Ramsland på samme måde virkeligheden som undvigende og flertydig i slægtskrøniken 'Hundehoved'.
Morten Ramslands roman 'Hundehoved' er en slægtskrønike. Fortælleren Asger vender hjem til Danmark og sin døende farmor. Gennem hende hører han om sin norske familie, lægger brikkerne til sin krønike i den orden, som giver mening for ham, og fortæller det videre til sin søster Stinne, som han bor hos. Denne genfortælling eller rekonstruktion af slægten, som Asger foretager med sin søster (og imens farmoren forsøger at holde døden fra døren med dåser af frisk bergensisk luft!), er rammen for romanen. Bogen 'Hundehoved' er altså en skriftlig version af en mundtlig beretning, som er stykket sammen af anekdoter fra familiens medlemmer, fortrinsvis fra farmoren, af en fortæller, som selv er en del af historien. Det er en historie, hvis rædsler er gået i arv til ham, og som han derfor har et påtrængende behov for at forstå. Vi er langt fra den objektive historiske fremstilling. Fortællingen er derimod et mellemværende med tilværelsen, en måde at forme og forstå et liv på.
Farfarens flugt fra Sachsenhausen står i centrum for krøniken sådan som koncentrationslejrene af mange er blevet set som det 20. århundredes katastrofe og omdrejningspunkt, den begivenhed der definitivt ændrede århundredet, fordi den tvang os til at ændre vores syn på os selv. Bogen bliver derfor også (med titlen på Peter Høegs beslægtede debutroman) en forestilling om det 20. århundrede. Ikke mindst hundene, der forfølger farfaren, bliver et ledemotiv, et billede på den rædsel som også jager igennem Asger, der ligesom farfaren maler billeder af en forvrænget virkelighed, en verden som er ude af proportioner, trukket skæv som den kubisme der i århundredets begyndelse vendte op og ned på vores måde at se verden på. Deform er også Asgers evnesvage faster, som nærede så stor ømhed for nevøen, at hun forsøgte at voldtage ham, og som han efter sin egen opfattelse myrdede. Fasterens lysende øjne i kældermørket, hvor hun altid lurede på drengen, går i ét med det hundehoved, søsteren skræmte ham med som lille. Drabet på fasteren, men f.eks. også en brutal udlevering i barndomskvarteret af søsteren som tøjte, synes at bekræfte den ødelæggelsestrang, som hjemsøger især slægtens mænd.
Men modsat sin farfar, for hvem kubismens deformering er et udtryk for århundredets vanvid, er kubismen for fortælleren af 'Hundehoved' i højere grad en skæv og ikke uhumoristisk måde at se verden på, en måde der trækker den realistiske verden vind og skæv, gør den mærkelig og ny. 'Hundehoved's realisme er magisk eller fabulerende i stil med f.eks. Lars Saaby Christensens 'Halvbroderen', som fik Nordisk Råds Store Litteraturpris i 2002. (Aksel Sandemose falder også for som en inspirationskilde.) Når Asgers far, der som barn havde deformt store øre, sad og malede uhyrer under køkkenvasken dagen lang og endte med at male et, som viste sig at være uafvaskeligt, i kæmpestørrelse på køkkengulvet, så er det en måde at strække vores rationelle billede af virkeligheden på: Det kunne jo med lidt god vilje godt finde sted. Men det er også en åbning af denne virkelighed imod en større og mere magisk, det er et billede på en følelse af utilpassethed og angst, og det er et forsvar for fantasiens virkelighed.
Ligesom kubismen ikke lod sig nøje med ét perspektiv på tingene, men så f.eks. en violin fra alle mulige og umulige vikler, beskriver Ramsland virkeligheden som undvigende og flertydig. Det gør den dog ikke mindre rædselsvækkende. Alligevel er denne anden og, i forhold til farfaren, mere legende brug af kubismen Asgers pant på helbredelse, et praj om at han måske bryder slægtens onde cirkel. Et andet er, at han og søsteren til slut, efter at have fundet farmorens skat (skattejagten går som mordgåden gennem bogen), kan ”køre hjem uden at lade mørket gå igennem os”. I stedet kan de gå eller køre gennem mørket, ligesom Asger kan fortælle sig gennem mørket.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer