Din nyeste roman hedder slet og ret "Hundehoved". Hvad ligger der i denne titel?
Hundehoved er navnet på et fantasivæsen, som fortællerens storesøster skræmmer fortælleren med som barn. Asger, som fortælleren hedder, tror, at Hundehoved bor under kældertrappen i barndomshjemmet. Da han er 11 år gammel forvandles fantasivæsenet imidlertid til en angstvision, der er tæt forbundet med forestillingen om, at han har slået sin retarderede faster ihjel.
At fortælle slægtens historie bliver for fortællerens vedkommende ensbetydende med at konfrontere sig med skylden og skammen over ´drabet´: At vende hjem og se Hundehoved i øjnene, og derfor hedder romanen sådan. Det er altså ikke et Egon Olsen-agtigt hundehoved, vi taler om. Det er ikke ment som et skældsord.
Hvorfor har du valgt at skrive en slægtsroman?
Jeg er meget interesseret i, hvordan den psykologiske påvirkning mellem generationerne er, og hvordan spændinger, dysfunktioner og andet psykologisk vraggods går i arv fra generation til generation, udløser modreaktioner eller antager helt nye skikkelser. For at forstå sig selv som menneske, bliver man nødt til at se sig selv som en del af slægtens historie. At kende historien om Askilds flugt fra tyskernes blodhunde nuancerer for eksempel det forhold, at børnene to generationer efter mener, at det uhyggelige har noget med hunde at gøre.
Derudover er en slægtsroman jo et mægtigt stort fiktionsrum at træde ind i. Jeg har i høj grad også opfattet genren som en legeplads, hvor der var højt til loftet og masser af plads og rum til at jonglere med historierne.
Hvordan er ideen til romanen opstået?
Ligesom Bjørk i romanen var min egen farmor familiens storyteller, og jeg har i mange år vidst, at der gemte sig et skatkammer af fortællinger i min egen slægts historie, og at jeg på et eller andet tidspunkt ville få lyst til at beskæftige mig med dem.
Men ellers tænkte jeg ikke så meget over det. Efter en længere skrivepause, hvor jeg blandt andet havde afsluttet mit universitetsspeciale og efterfølgende rejst i Indien, satte jeg mig bare ned foran computeren med to diffuse fornemmelser. For det første ville jeg skrive en lang bog med en masse historier i, og for det andet skulle der være en forbindelse til mit eget liv. Det sidste var vigtigt for mig på det tidspunkt. Så gik jeg altså bare i gang med en brainstorm, hvor jeg blev ved med at skrive i en konstant strøm, mens ideerne dukkede op. Og når der ikke dukkede noget op, skrev jeg: “Hvad skal jeg skrive? Hvad skal jeg skrive? Hvad skal jeg skrive? Hvad skal det handle om?” osv. – og inden der var gået en halv time, løb Askild over en østtysk slette på flugt fra tyskernes blodhunde.
Min egen farfar sad i Dreibergen og Neuengamme under krigen og forsøgte også at flygte, så kernen og startskuddet til historien er biografisk nok. Men det har hele tiden været min hensigt kun at lade min fantasi berige af familiehistorierne. Det biografiske kan let blive en spændetrøje, og jeg har derfor kun brugt det som et afsæt.
En begejstret Lars Bukdahl skriver i Weekendavisen med store typer, at "HUNDEHOVED ER BEDRE END FORESTILLING OM DET TYVENDE ÅRHUNDREDE" (af Peter Høeg, red.). Hvordan har du det med denne sammenligning?
Jeg blev ringet op klokken halv syv om morgenen af en ven, forfatteren Christian Haun, som netop havde læst anmeldelsen på nettet. Han læste den højt for mig, og bagefter følte jeg mig meget, meget vågen.
Men litteraturens verden er ikke som sportens: En bog bliver ikke dårligere, fordi der er en anden, som er bedre eller ligeså god. Og så er Bukdahl jo også bevidst polemisk. Han har et projekt: At gøre ”Hundehoved” til en bestseller og så benytter han alle trick, også mere de øv-bøv-bussemand-agtige.
Nu har jeg ikke læst "Forestilling om det tyvende århundrede", og jeg føler mig ikke specielt beslægtet med de andre bøger af Peter Høeg, som jeg har læst. Jeg læser i det hele taget ikke så meget dansk litteratur, selvom jeg har læst nordisk på universitetet. Men selvfølgelig har jeg det enormt fedt med dén sammenligning. Jeg kunne ikke få en bedre reklame for min roman.
Romanen har fået gode anmeldelser. Hvad giver det dig som forfatter?
Det giver mig lyst til at skrive mere. Jeg havde egentlig besluttet mig for at genoverveje, om jeg ville bruge så meget energi på at skrive, hvis ”Hundehoved” blev ligeså dårligt modtaget som "Akaciedrømme" blev det i sin tid. De sidste 13-14 år af mit liv har jeg brugt en meget stor del af min energi på at skrive. Det har været drevet af lyst og inspiration, og det er ikke, fordi jeg skriver for anmeldernes skyld, men på den anden side er der også noget uforløst over at sidde og skrive for sin egen private fornøjelses skyld i årtier. Jeg vil gerne kommunikationen. Jeg vil gerne skabe kontakt mellem mennesker og rykke noget. Så hvis ”Hundehoved” ikke kunne skabe dén kontakt, kunne det være, jeg skulle finde på noget andet, jeg var bedre til. Jeg maler en del sideløbende med skriveriet, blandt andet i et forsøg på at finansiere min forfattergerning, og jeg havde egentlig mentalt indstillet mig på at satse mere på billedkunsten. Men det blev jo ikke nødvendigt.
Du er en meget alsidig forfatter, som har skrevet både billedbøger, digte og romaner. Hvordan er det at brede sig over så mange skønlitterære genrer?
Jeg kan godt lide variationen. Nu er det mange år siden, jeg sidst har skrevet digte, så for tiden er det kun romaner og billedbøger, jeg veksler imellem – og så maleriet.
Desuden kan jeg ikke bare begynde på en ny roman, når jeg er blevet færdig med én. Der bliver nødt til at gå et stykke tid. Der skal opstå en stilhed og et tomrum inden i mig, som jeg så kan fylde ud med skrift – og i ventetiden er det rigtig lækkert at skrive billedbøger. Eller male.
Når man kigger på udgivelsestidspunktet, ser det ud, som om mine billedbøger er skrevet før ”Hundehoved”, men sådan forholder det sig ikke. De er alle sammen vokset ud af børnemiljøerne i ”Hundehoved”. Da jeg først var begyndt at skildre børnemiljøer, var skridtet til at skrive for børn ikke særligt stort.
Artikel
Fantasiens Hundehoved
Din nyeste roman hedder slet og ret "Hundehoved". Hvad ligger der i denne titel?
Hundehoved er navnet på et fantasivæsen, som fortællerens storesøster skræmmer fortælleren med som barn. Asger, som fortælleren hedder, tror, at Hundehoved bor under kældertrappen i barndomshjemmet. Da han er 11 år gammel forvandles fantasivæsenet imidlertid til en angstvision, der er tæt forbundet med forestillingen om, at han har slået sin retarderede faster ihjel.
At fortælle slægtens historie bliver for fortællerens vedkommende ensbetydende med at konfrontere sig med skylden og skammen over ´drabet´: At vende hjem og se Hundehoved i øjnene, og derfor hedder romanen sådan. Det er altså ikke et Egon Olsen-agtigt hundehoved, vi taler om. Det er ikke ment som et skældsord.
Hvorfor har du valgt at skrive en slægtsroman?
Jeg er meget interesseret i, hvordan den psykologiske påvirkning mellem generationerne er, og hvordan spændinger, dysfunktioner og andet psykologisk vraggods går i arv fra generation til generation, udløser modreaktioner eller antager helt nye skikkelser. For at forstå sig selv som menneske, bliver man nødt til at se sig selv som en del af slægtens historie. At kende historien om Askilds flugt fra tyskernes blodhunde nuancerer for eksempel det forhold, at børnene to generationer efter mener, at det uhyggelige har noget med hunde at gøre.
Derudover er en slægtsroman jo et mægtigt stort fiktionsrum at træde ind i. Jeg har i høj grad også opfattet genren som en legeplads, hvor der var højt til loftet og masser af plads og rum til at jonglere med historierne.
Hvordan er ideen til romanen opstået?
Ligesom Bjørk i romanen var min egen farmor familiens storyteller, og jeg har i mange år vidst, at der gemte sig et skatkammer af fortællinger i min egen slægts historie, og at jeg på et eller andet tidspunkt ville få lyst til at beskæftige mig med dem.
Men ellers tænkte jeg ikke så meget over det. Efter en længere skrivepause, hvor jeg blandt andet havde afsluttet mit universitetsspeciale og efterfølgende rejst i Indien, satte jeg mig bare ned foran computeren med to diffuse fornemmelser. For det første ville jeg skrive en lang bog med en masse historier i, og for det andet skulle der være en forbindelse til mit eget liv. Det sidste var vigtigt for mig på det tidspunkt. Så gik jeg altså bare i gang med en brainstorm, hvor jeg blev ved med at skrive i en konstant strøm, mens ideerne dukkede op. Og når der ikke dukkede noget op, skrev jeg: “Hvad skal jeg skrive? Hvad skal jeg skrive? Hvad skal jeg skrive? Hvad skal det handle om?” osv. – og inden der var gået en halv time, løb Askild over en østtysk slette på flugt fra tyskernes blodhunde.
Min egen farfar sad i Dreibergen og Neuengamme under krigen og forsøgte også at flygte, så kernen og startskuddet til historien er biografisk nok. Men det har hele tiden været min hensigt kun at lade min fantasi berige af familiehistorierne. Det biografiske kan let blive en spændetrøje, og jeg har derfor kun brugt det som et afsæt.
En begejstret Lars Bukdahl skriver i Weekendavisen med store typer, at "HUNDEHOVED ER BEDRE END FORESTILLING OM DET TYVENDE ÅRHUNDREDE" (af Peter Høeg, red.). Hvordan har du det med denne sammenligning?
Jeg blev ringet op klokken halv syv om morgenen af en ven, forfatteren Christian Haun, som netop havde læst anmeldelsen på nettet. Han læste den højt for mig, og bagefter følte jeg mig meget, meget vågen.
Men litteraturens verden er ikke som sportens: En bog bliver ikke dårligere, fordi der er en anden, som er bedre eller ligeså god. Og så er Bukdahl jo også bevidst polemisk. Han har et projekt: At gøre ”Hundehoved” til en bestseller og så benytter han alle trick, også mere de øv-bøv-bussemand-agtige.
Nu har jeg ikke læst "Forestilling om det tyvende århundrede", og jeg føler mig ikke specielt beslægtet med de andre bøger af Peter Høeg, som jeg har læst. Jeg læser i det hele taget ikke så meget dansk litteratur, selvom jeg har læst nordisk på universitetet. Men selvfølgelig har jeg det enormt fedt med dén sammenligning. Jeg kunne ikke få en bedre reklame for min roman.
Romanen har fået gode anmeldelser. Hvad giver det dig som forfatter?
Det giver mig lyst til at skrive mere. Jeg havde egentlig besluttet mig for at genoverveje, om jeg ville bruge så meget energi på at skrive, hvis ”Hundehoved” blev ligeså dårligt modtaget som "Akaciedrømme" blev det i sin tid. De sidste 13-14 år af mit liv har jeg brugt en meget stor del af min energi på at skrive. Det har været drevet af lyst og inspiration, og det er ikke, fordi jeg skriver for anmeldernes skyld, men på den anden side er der også noget uforløst over at sidde og skrive for sin egen private fornøjelses skyld i årtier. Jeg vil gerne kommunikationen. Jeg vil gerne skabe kontakt mellem mennesker og rykke noget. Så hvis ”Hundehoved” ikke kunne skabe dén kontakt, kunne det være, jeg skulle finde på noget andet, jeg var bedre til. Jeg maler en del sideløbende med skriveriet, blandt andet i et forsøg på at finansiere min forfattergerning, og jeg havde egentlig mentalt indstillet mig på at satse mere på billedkunsten. Men det blev jo ikke nødvendigt.
Du er en meget alsidig forfatter, som har skrevet både billedbøger, digte og romaner. Hvordan er det at brede sig over så mange skønlitterære genrer?
Jeg kan godt lide variationen. Nu er det mange år siden, jeg sidst har skrevet digte, så for tiden er det kun romaner og billedbøger, jeg veksler imellem – og så maleriet.
Desuden kan jeg ikke bare begynde på en ny roman, når jeg er blevet færdig med én. Der bliver nødt til at gå et stykke tid. Der skal opstå en stilhed og et tomrum inden i mig, som jeg så kan fylde ud med skrift – og i ventetiden er det rigtig lækkert at skrive billedbøger. Eller male.
Når man kigger på udgivelsestidspunktet, ser det ud, som om mine billedbøger er skrevet før ”Hundehoved”, men sådan forholder det sig ikke. De er alle sammen vokset ud af børnemiljøerne i ”Hundehoved”. Da jeg først var begyndt at skildre børnemiljøer, var skridtet til at skrive for børn ikke særligt stort.
Kommentarer