Vagn Lundbye fik sit læsergennembrud med den såkaldte Anholt-trilogi, hvori han vendte tilbage til naturen og til fortællingen som form til.
Vagn Lundbye debuterede i 1966 med romanen Signalement og har siden været produktiv med romaner, essayistik, digte, noveller, fabler og børnebøger. Det samlede værk er et godt eksempel på et forfatterskab, der har været i fokus til forskellige tider af forskellige årsager og ikke mindst i forhold til forskellige læsergrupper. Med de tidlige værker placerer Lundbye sig i bølgen af postmoderne, eksperimenterende forfattere på linje med hele den generation, der fulgte efter de store modernister, dvs. folk som Hans-Jørgen Nielsen, Per Kirkeby, Jørgen Leth, Peter Laugesen, J. L. Madsen, Per Højholt, Klaus Høeck, Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Sven Holm m.fl. Lundbyes væsentligste bidrag til den kunstneriske fornyelse af dansk prosa og romangenren i 1960’erne er collageromanen Nico (1969), som i dag nærmest har opnået kultstatus. Sit læsergennembrud fik han imidlertid med den såkaldte Anholt-trilogi, der omfatter Tilbage til Anholt (1978), Hvalfisken (1980) og Den store by (1982). Værket ramte tilsyneladende en tidstypisk trend, dels ved at vende tilbage til fortællingen som form, dels ved sit entydige budskab om en tilbagevenden til naturen.
Romanen handler om en ung mand på jagt efter sin fortid. Han hedder Jonas Boesen og leder efter spor af sin forsvundne bedstefar, om hvem man ved, at han led skibbrud ud for Anholt i 1903. Eftersøgningen bringer bymennesket Jonas i kontakt med et samfund fundamentalt anderledes end den storby-modernitet han kommer fra. På Anholt er tilværelsen styret af naturen og af de traditionelle værdier i en bondekultur og et fiskermiljø. Og det, der var planlagt som en kortvarig visit, bliver af længere varighed. Ved trilogiens slutning er han vendt tilbage til storbyen, men bringer ø-erfaringen med sig i sit videre liv.
Trilogien beskriver detaljeret livet på Anholt. Samtidig er bøgerne gennemtrængt af mytologisk, symbolsk betydning. Tilbage på Anholt bygger på et gammeltestamentligt indhold: historien om Jonas der bliver slugt af hvalfisken og senere bliver omvandrende profet i Ninive. Også romanens Jonas bliver opslugt af Anholt og af naturen. I en religiøst farvet scene forenes han med en sælhun: ”Det var en sang. Og han lukkede sig i hende, kosmos og menneske, kosmos og menneske, og vil du gå for mig, så vil jeg tale for dig. Udvidede sig til alle sider i hende og ville mere, end han kunne, og ordene begyndte at komme nærmere, voksede og voksede og nåede til brystet, og han fulgte med og ville det ikke, indtil han trods alting i sit hjerte indhentede dem og sad fast, og alting begyndte at tømme sig, løsne sig” (s. 184).
Ud over Anholt-beboerne, hvis historie går langt tilbage i fortiden, støder vi på en mystisk forsvindingshistorie med en ung grønlandsk pige i centrum. Er hun offer for en forbrydelse? Er hun forsvundet i Ørkenen? Eller har hun forladt øen uden at efterlade besked? Øens anden tilflytter er den tidligere Christianit, Fåre-Jens, der præparerer Jonas med taler om ø-samfundets intakte normsæt overfor storbyens moralske forfald.
Siden den prisbelønnede Anholt-trilogi har Lundbye udviklet nye sider i sit forfatterskab, især i de fabulerende, humoristiske dyrefabler og fortællinger som Næsehornsdigte (1990), Lundbyes Dyrefabler (1994) og Syv vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi Latter (1999).
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer