I 'Længsel på bestilling' kaster Katz sig over de store eksistentielle emner med en legende lethed, som kaster et upatetisk skær over den melankoli, der udgør romanens grundtone.
Længsel og savn præger fortællerstemmerne og bevæger sig som en rød tråd gennem det meste af Janina Katz’ forfatterskab. Det gælder også i forhold til Katz’ seneste roman 'Længsel på bestilling', hvor ensomheden og en følelse af fremmedgørelse følger den 65-årige jeg-fortæller som en lille kold smerte, der udmønter sig i et savn efter kærlighed, nærhed og tilhørsforhold samt en stor længsel efter af finde sig selv.
Det er svært ikke at sammenligne jeg-fortælleren i 'Længsel på bestilling' med Janina Katz selv. For udover alderen er der også en række andre træk, som de to har til fælles: Den jødisk-polske baggrund, emigrationen til Danmark fra det kommunistiske Polen, barnløsheden, skilsmissen og tabet af familiemedlemmer i Auschwitz. Trods de mange lighedstræk har 'Længsel på bestilling' ikke desto mindre fået betegnelsen ’roman’ og er også skrevet som en sådan. Og nok er det de store eksistentielle og tunge emner, som Janina Katz har kastet sig over i sin fortælling i 'Længsel på bestilling', men hun behandler dem med en legende lethed, med en sproglig overlegenhed og en hvislende ironi, som kaster et varmt og upatetisk skær over den melankoli, der ligger som en hinde hen over fortællingen.
Romanens handling springer i tid og sted, den fletter et utal af temaer ind og ud af hinanden, den leger med forholdet mellem fiktion og virkelighed, og den kaster sig ufortrødent og herligt befriende over en lang række tabuer. Det er derfor ikke småting, Janina Katz trækker læseren igennem, og på de første mange sider må man holde tungen lige i munden for at finde rede i, hvad det hele drejer sig om. Uvilkårligt stopper man derfor også op og føler sig pludselig direkte anfægtet, når fortælleren gang på gang bryder sin talestøm og siger: ”Hvis vi kunne tale sammen, ville du måske spørge mig…”. Det viser sig, at dette ’du’ er hovedpersonens 27 år yngre israelske elsker, som hun pga. sprogvanskeligheder ikke kan tale sammen med, men kun elske med. Men trods denne opklaring er det alligevel som om, henvendelserne er møntet på læseren, for ja, der er så meget man har lyst til at spørge den livskloge fortællerstemme om, ”hvis vi kunne tale sammen”.
Romanen følger overordnet tre spor, som krydser sig ind og ud af hinanden, men fælles for dem alle er, at de tager udgangspunkt i jeg-fortællerens rejser til Israel, hvorfra hun lader sine tanker svæve i alle retninger. I Israel lejer hun sig gang på gang ind på et usselt badehotel og på trods af, at hun kender hele hotellets personale, restauranternes ejere og landets geografi og historie ned i mindste detalje, fremdriver hun følelsen af at være turist; at være gæst og fremmed, men dog på sin vis i trygge rammer. Når hun tager til Israel, opsøger hun således også illusionen om ensomhed og ro. Hun fremkalder en længsel – som på bestilling – for at mærke, at hun lever og for at finde sig selv i forhold til fortiden, nutiden og den tid, hun har tilbage.
Det spor, der kvantitativt fylder mest, er fortællingen om hovedpersonens forhold til Sammy. Modsat den klassiske Lolita-beretning har Janina Katz vendt forholdet mellem den aldrende mand og den unge, uskyldige kvinde på hovedet, og i stedet har hun pustet liv i Michelangelos gigantiske værk af ynglingen David. I 'Længsel på bestilling' er det således den 65-årige, livskloge, dannede og lærde kvinde, der kaster sig i sine følelsers vold og lader sig overmande af sit begær til den yngre handymand Sammy, som arbejder på det israelske badehotel. Sammy er en håndens mand, han taler stort set ikke engelsk, og han har stort set aldrig åbnet en bog. Uden sprog og overflødige ord formår han dog at puste liv i hovedpersonens seksualitet og kvindelighed. Han giver hende det erotiske modspil, som hun mangler for at kunne føle kropslig nærhed – både i forhold til en anden person, men i lige så høj grad i forhold til sig selv.
Det åndelig modspil finder hun i sit platoniske forhold til den aldrende og syge barndomsven Moniek, som er bosiddende i Israel. På ture rundt i landet hjælper han hende med at finde sig selv i forhold til fortidens tunge bagage; til familiens tragiske skæbne i Auschwitz, det skyldbetonede forhold til moderen, til ungdommens trængsler under kommunismen, til skilsmissen fra sin homoseksuelle mand, til sin barnløshed og til den konstante følelse af fremmedgørelse og ensomhed i kraft af sit liv i konstant eksil. Sammen med Moniek finder hun lejlighed til at gruble over livets store spørgsmål, og han kender hende godt nok til at stille de spørgsmål, der skal til, for at hun tvinges til at rense de sår, der har svært ved at hele.
Romanens sidste spor foregår i et fiktivt univers. Her udfolder hun sit liv med sine to imaginære børn David og Allergia-Aquamarina. De to figurer er hovedpersonerne i de børnebøger, som hun har skrevet på i mange år, og som hun også selv tegner illustrationer til. Hun har svært ved at komme videre med den bog, som hun for tiden er i gang med. De to børn har hun placeret ved en sø i en skov i Jylland, men i sine tanker dukker de op ved hendes side på stranden i Israel og kommenterer hendes liv og hendes valg af liv for dem. Særligt Allergia-Aquamarina udviser en stor grad af selvstændighed og kræver at blive sat fri, så hun kan blive voksen og leve sit eget liv. For jeg-fortælleren er det dog en smertende proces at skulle tage afsked med sine to børn og lade dem blive store og finde sig selv. Men som årene går, og som jeg-fortælleren finder sig selv (eller finder sig til rette) i forhold til fortid, nutid og fremtid, bliver hun også moden til at sætte sine to børn fri.
Synes man som læser, at denne forløsende afslutning er på grænsen til det patetiske, er man åbenbart af samme opfattelse som kvinden bag ordene. Janina Katz lader ikke denne slutning stå alene. Hun tilføjer et selvironisk og tvivlende ”Vrøvl!” som afskedssalut og understreger dermed forfatterskabets absolutte grundtone: Eksistentiel alvor tilsat et diskret glimt i øjet.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer