Christian Jungersen inviterer inden for i en fortælling, der rask forgrener sig: Den er farvet af krimigenren, filosofien, den socialrealistiske og frem for alt den psykologiske litteratur.
Christian Jungersen er en ganske ny skikkelse på det litterære marked. Debuten i 1999 med romanen Krat blev på alle måder en succes for den nu 44-årige Nørrebro-forfatter. I 2004 fulgte han op med murstensromanen Undtagelsen, som også fik anmelderne helt op på tæerne – og indbragte ham De Gyldne Laurbær i 2005.
Nok er Undtagelsen en ”mursten”, men ordene er fjerlette, så man behøver ikke lade sig skræmme af volumen eller sideantal. Jungersens sprog og ordvalg er gennem hele værket karakteriseret ved at være letforståeligt, letlæst og dialogpræget – men præcist og velvalgt, støvsuget for ligegyldigheder. Læseren inviteres på denne måde indenfor i en fortælling, der rask forgrener sig: Den er farvet af krimigenren, faglitteraturen, filosofien, den socialrealistiske og frem for alt den psykologiske litteratur.
Efterhånden, som man læser sig vej gennem romanen, står det klart, at dét, der ved første øjekast syntes en triviel beretning om kvinders intrigante arbejdsmiljø, udfoldes til at handle om menneskets psyke, dets muligheder og især skrøbeligheder i det evige pingpongspil mellem det gode og det onde. Hvordan er vi mennesker i bund og grund, på godt og ondt? – og hvordan tror vi selv, vi er?
Undtagelsen er bygget op af en række afsnit opkaldt efter de kvindelige hovedpersoners navne, Iben, Malene, Camilla og Anne-Lise. I disse afsnits kapitler tildeles synsvinklen den givne kvinde. På den måde virker romanen som en sindrig vekslen mellem hjerner, følelser og tankebaner. Læseren oplever f.eks. samme situation udspillet eller tænkt flere gange, men fra forskellige synsvinkler. Det er en fortælleteknik, hvis fordele til fulde udnyttes i Undtagelsen: at alt er relativt og intet absolut tegnes skarpt op.
Romanens fire medarbejdere på "Dansk Center for Information om Folkedrab" trækker uforvarende linjer for læseren mellem deres mobning af hinanden og de ondskabsfulde massemord, torturaktioner og folkedrab, som de beskriver gennem deres arbejde. Da anonyme trusselsmails dukker op i indbakkerne, kommer der røre i andedammen, rygterne svirrer, intrigerne tager til, og mistillid gennemsyrer kvindernes tankeliv. Stammer truslerne fra en serbisk massemorder eller fra en medarbejder på kontoret? Handlingen udvikler sig hæsblæsende og skal ikke afsløres her.
Litteraturhistorisk set er Undtagelsen et repræsentativt eksempel på den nyeste litteratur, for hvilken opfindsomheden synes at være karakteristisk. Man blander gerne stilarter, tematikker og genrer på særdeles utraditionelle måder - og det er, hvad Jungersen her har gjort.
Kommentarer