Jensen, Carsten - Vi, de druknede

I 'Vi de druknede' er sejlene sat for en rejse, der både fører tilbage i tiden til danmarkshistoriens store krige, til fjerne sydhavsøer - og hjem til Marstal.

Saltvandet står som skumbrus om skibsstavnen, musklerne er spændte, og i bølgerne bliver skibsvrag og druknede sjæle kastet nådesløst rundt mellem hinanden. I Carsten Jensens seneste roman 'Vi, de druknede' blander sørøverhistorier fra de syv verdenshave sig med drengestreger, krig og manddomsprøver. Dermed er sejlene sat for en rejse, der både fører tilbage i tiden til danmarkshistoriens store krige, til fjerne sydhavsøer - og hjem til Marstal.

'Vi, de druknede' er en stor dramatisk fortælling om en række generationer af mænd fra sømands- og skipperbyen Marstal. Det er en fortælling om mænd, der alle har en umådelig udlængsel susende i blodet og en inderlig trang til at opleve verden. Men det er også en fortælling om en æra og en maskulinitet, der med tiden må se sig fortrængt af de moderne tider og af kvindernes vilje.

Carsten Jensen beretter i en ubekendt vi-form, som fungerer som et talerør for den sladder, de beretninger og de skrøner, der hviskes om i Marstals små hjem og på byens havnekaj. Det er et ”vi”, der på en gang er vidne til de forskellige skæbner, som romanen tager udgangspunkt i, og samtidig er det et kollektivt "vi", der udtrykker noget almenmenneskeligt, som binder hele byens borgere sammen i en fælles skæbne og historie. I romanens første del drager ”vi” således i krig mod tyskerne i 1848 med sømanden Lauritz. I anden del stævner "vi" fra havn med Lauritz' søn Albert, der har sat sig for at opleve hele verden. Og endelig bliver ”vi” taget med den forhåbningsfulde Knud Erik ud på verdenshavene, men ender med at befinde os i et inferno af død og rædsel under Anden Verdenskrig. Fælles for de tre mænd er det dog, at de alle vender hjem til Marstal, hvor de søger at finde ro. Men de har også alle svært ved at slippe deres fortid på havet, og de må i stedet kæmpe med at forlige sig med de valg og den skæbne, der mødte dem ude i verden.  

Havet spiller en stor rolle i alle mændenes liv. Det er her, de lever, drømmer, søger og kæmper. Deres verden er derfor på alle måder fjern fra det liv, som kvinderne og familierne lever hjemme i Marstal. I Marstal passer kvinderne dagligdagen og søger at skabe en naturlig plads til mændene, når de vender hjem på orlov. Men hele romanen igennem har kønnene svært ved at mødes i et naturligt og tvangfrit forhold. Kærligheden holdes ofte på en selvbeskyttende afstand og fysisk nærkontakt udføres med en glubsk brutalitet. Dette skyldes, at havets mange ofre gør det svært for de tilbageværende familier at holde modet oppe, og når døden rammer (hvilket den ofte gør), må de efterladte tilpasse sig en tilværelse uden en nærværende faderfigur. Mange af Marstals drenge vokser derfor op uden en faderautoritet, som i stedet erstattes af en tyrannisk lærer og af sadistiske styrmænd.

På trods af de bitre erfaringer med havets glubske natur føler de fleste af byens sønner dog en naturlig fascination ved at føre traditionen videre og drage til søs. Denne tradition bider bogens kvinder i sig i romanens første patriarkalske afsnit. Her personificerer kvinderne den beskyttende havn, der i evig længsel står klar med åbne og tilbedende arme, når mændene vender hjem. Eftergivende og forstående sender de også deres sønner af sted i kølvandet på fædrene, men tiderne ændrer sig og havets mange ofre får med tiden kvinderne til at ændre karakter. De åbne arme forvandles til et fast greb om byens sønner, der søges holdt tilbage fra havet. Sømændene må se sig tilsidesat af kvinderne i byen, og samtidig må de se i øjnene, at der ikke længere er brug for sømænd af den gamle skole. Hvad mændene og landet udad taber, forsøger kvinderne at indad vinde. Kvinderne gør derfor for alvor byen til deres; de viser en hidtil ukendt styrke og selvstændighed, som optegner og understreger den kløft, der i forvejen var mellem de to køn.

Carsten Jensen har tidligere skrevet bøger om sine egne rejser til verdens fjerne og eksotiske egne. Han har set verden begynde og med sin seneste roman har han også set verden ende. Han har skabt en imponerende krønike og skæbnefortælling om alle livets store kampe – ikke bare mellem de to køn, men også mellem drømme og pligter, mellem frihed og tvang og frem for alt mellem liv og død.

Kilder, links og centrale værker