Analyse
Hugo, Victor - Klokkeren fra Notre-Dame
Eller 'Notre-Dame kirken i Paris' er et romantisk mesterværk om Frankrigs middelalder og livet som afvist af fællesskabet. Med udgangspunkt i venskabet mellem den velkendte klokker og den tamburinspillende sigøjner kommer Frankrigs splittelse efter den Franske Revolution til udtryk, og vejen til nationalgenopbyggelse fremlægges.
Victor Hugo er mest kendt for værkerne 'Klokkeren fra Notre-Dame' (1831) og De elendige (1862), og det skyldes nok i højere grad Disney-udgaven om den pukkelryggede Quasimodo og Hollywood-filmen med Hugh Jackman som opofrende Jean Valjean end originalværkerne. 'Klokkeren fra Notre-Dame' blev igennem Disney-filmen en verdenskendt fortælling om venskab og at acceptere sig selv for den, man virkelig er – en børnevenlig fortælling om en udenforstående helt. Men hvis man tager fat i den egentlige 'Klokkeren fra Notre-Dame' af Victor Hugo, er historien ikke helt så lyserød. Romanen er med den frygtindgydende Frollo og tragiske slutning en krævende middelalderfortælling om individerne, der udgør Paris’ bund og top og en romantisk kommentar på forholdet mellem det enkelte menneske og nationen i lyset af den franske revolution.
Den ukendte hovedperson
Romanen af Victor Hugo handler ligesom den kendte Disney-film om Quasimodo og hans kærlighed til sigøjneren Esmeralda, men i bogen har vi også at gøre med en anden hovedperson: den gotiske katedral. Katedralen og dens arkitektur bliver omdrejningspunktet for historien, og det er også her, vi finder bogens intention og morale.
Victor Hugo var anerkendt for sin romantiske litteratur, som bearbejdede politik, kunst og filosofi, og hans forfatterskab stod som religiøse og idealistiske retningslinjer for den romantiske befolkning. Hugos religiøse virke i sine litterære værker fremtræder i 'Klokkeren fra Notre-Dame', hvor katedralen og kirken som en integreret del af det offentlige rum bliver vejen til åndelig og følelsesmæssig frigørelse, som var romantikkernes livsambition. Romanen er indbegrebet af politisk romantisme med sit fokus på religion og historie som nationsskabende; og åndelig frigørelse var vejen til dette. Det betød, i fransk optik, at bryde med aristokratiet og den pragmatiske og antireligiøse oplysningstid. Da romanen udkom i 1831, var Frankrig præget af national splittelse efter den franske revolution i 1789, og Hugos roman skulle fungere som bindeled for den franske befolkning – og her havde katedralen en afgørende funktion.
Katedralens arkitektoniske epoker
Notre Dame-kirken står som et arkitektonisk mesterværk, og for Hugo var katedralen helt særlig i form af dens mangeårige tilblivelse og derfor forskelligartede arkitektur. Kirkens første grundsten blev lagt i middelalderen, men den endelige katedral, som vi kendte den før branden i 2019, stod først færdig i 1800-tallet. Kirken afbilleder derfor Frankrigs historiske tendenser, og den står som et afgørende element i opbyggelsen af samfundet ifølge romantikkens principper. Katedralen blev et samlingspunkt for folket igennem dets historiske tilknytning samt en samlingskraft for nationens borgere.
Vi følger i romanen kirkens første år, og borgernes kamp for at bygge kirken. Kirken bliver ikke kun bygget af sten, men også af borgernes sved, blod og tårer, og den står derfor som en arkitektonisk manifestation af borgernes forening. Katedralen blev en direkte forbindelse til en fælles nationalfølelse ifølge Hugo:
”De giver et Indtryk af, i hvilken udstrækning Arkitekturen er noget oprindeligt, idet de viser – hvad ogsaa de kyklopiske Mure, Ægyptens Pyramider og de kæmpemæssige hinduiske Pagoder viser –, at Bygningskunstens mest storartede Frembringelser mindre er enkelte Individers end hele Samfunds Værk, mere et Produkt af arbejdende Folkefærd, end et Udslag af Enkeltmands Geni; de er som et Arkiv, et Folk efterlader sig, en Aflejring, der danner sig i Løbet af Aarhundreder, et Bundfald af det menneskelige Samfunds efter hinanden følgende Uddunstninger, med ét Ord, en Slags Formationer.”
En ny naturlig kristendom
Katedralen var med sin gotiske arkitektur en sammensmeltning af naturen og kunsten, som for romantikkerne hang uløseligt sammen. For romantikkerne var naturen forkynderen af det skønne og det sande. Med den gotiske arkitekturs buede former var katedralen en tingsliggørelse af den romantiske naturforskønnelse, og kirken stod altså i direkte forbindelse med naturen. Naturen var repræsentationen af det absolut sande og frie menneske, og det kunne kirken med sin naturforbindelse formidle til borgerne. Foruden Notre Dame-kirkens omfattende tilstedeværelse i romanen i forbindelse med Hugos frembringelse af en romantisk dagsorden, er det også muligt at se menneskets vej til frigørelse igennem Quasimodo.
Disneys Quasimodo overvinder samfundets skepticisme for det anderledes og vinder deres accept igennem sine heltegerninger, og det er én ud af få overførsler fra Hugos klokkeringende frelser. Hugos Quasimodo kan dog tildeles større symbolsk værdi end Disneys relativt fredelige udgave. Hugos Quasimodo bliver en menneskelig inkarnation af katedralen med sin buede krop: ”Hans mange fremspringende Kanter rettede sig ligesom til efter Kirkens Vinkler, og han syntes ikke blot at høre hjemme i den, men at være dens naturlige Tilbehør.” Og han fungerer, ligesom kirken, som et samlingspunkt for Paris’ borgere. Quasimodo bliver personificeringen af katedralens voksende betydning for Paris’ borgere – deres vej til den nye kristendom.
Fra aristokrati til liberalisme
'Klokkeren fra Notre-Dame' er en klassisk fortælling om det godes overvindelse af det onde, som man kender det fra andre middelalderhistorier, men Hugo trækker den med sin romantiske indgangsvinkel op på et politisk og historisk niveau.
Ærkediakonen, Frollo, står som en faderfigur for Quasimodo, og som autoritær kirkehersker bliver Frollo identifikationen på det gamle enevældige system (og aristokratiet, hvis vi overfører det til Hugos samtid). Frollo er en narcissistisk og pervers karakter, der står som underlæggeren af det frie folk. Han styrer Quasimodo og byen med hård hånd, og han underminerer derfor det individuelle menneske.
Esmeralda er sigøjner og repræsenterer derfor det frie menneske. Ved Frollos magtovertagelse af Esmeraldas krop, ses det gamle styres overtagelse af friheden, og idet Quasimodo redder hende fra Frollos forulempelse, baner Hugos helt vejen for det frie menneskes befrielse fra et autoritært styre. Quasimodo tager kampen op imod samfundet, og heri kampen mod den elitære styreform. Han bliver symbolet på den franske revolution og det liberale folk.
Hugos kulturelle arv
Frankrig var præget af enorm splittelse efter den franske revolution – en splittelse, der førte til enorm usikkerhed vedrørende Frankrigs fremtid. Hugos værk skulle derfor fungere som moraliserende for Frankrigs befolkning, fordi de heri kunne genfinde deres historie og derigennem opnå national fællesskabsfølelse. Værket fremstiller Hugos politiske ideologi, hvor kunst og religion skulle bane vejen til frigørelse, åndelig såvel som samfundsmæssig. 'Klokkeren fra Notre-Dame' bliver altså, ligesom katedralen og Quasimodo, i sig selv vejen til åndelig frigørelse igennem påmindelsen om Frankrigs betydningsfulde og omfangsrige kulturhistorie, som skal binde befolkningen sammen.
Og det lykkedes også, til dels. Hugos 'Klokkeren fra Notre-Dame' blev en litterær succes, som gjorde, at katedralen kunne gennemgå en omfattende renovering, og borgerne genfandt dermed den store kulturelle betydning Notre Dame-kirken havde. Derudover blev Hugo formgiver af sin samtid, og han formåede med sit værk at give franskmændene en kulturel, og derfor national, arv.
Eller 'Notre-Dame kirken i Paris' er et romantisk mesterværk om Frankrigs middelalder og livet som afvist af fællesskabet. Med udgangspunkt i venskabet mellem den velkendte klokker og den tamburinspillende sigøjner kommer Frankrigs splittelse efter den Franske Revolution til udtryk, og vejen til nationalgenopbyggelse fremlægges.
Victor Hugo er mest kendt for værkerne 'Klokkeren fra Notre-Dame' (1831) og De elendige (1862), og det skyldes nok i højere grad Disney-udgaven om den pukkelryggede Quasimodo og Hollywood-filmen med Hugh Jackman som opofrende Jean Valjean end originalværkerne. 'Klokkeren fra Notre-Dame' blev igennem Disney-filmen en verdenskendt fortælling om venskab og at acceptere sig selv for den, man virkelig er – en børnevenlig fortælling om en udenforstående helt. Men hvis man tager fat i den egentlige 'Klokkeren fra Notre-Dame' af Victor Hugo, er historien ikke helt så lyserød. Romanen er med den frygtindgydende Frollo og tragiske slutning en krævende middelalderfortælling om individerne, der udgør Paris’ bund og top og en romantisk kommentar på forholdet mellem det enkelte menneske og nationen i lyset af den franske revolution.
Den ukendte hovedperson
Romanen af Victor Hugo handler ligesom den kendte Disney-film om Quasimodo og hans kærlighed til sigøjneren Esmeralda, men i bogen har vi også at gøre med en anden hovedperson: den gotiske katedral. Katedralen og dens arkitektur bliver omdrejningspunktet for historien, og det er også her, vi finder bogens intention og morale.
Victor Hugo var anerkendt for sin romantiske litteratur, som bearbejdede politik, kunst og filosofi, og hans forfatterskab stod som religiøse og idealistiske retningslinjer for den romantiske befolkning. Hugos religiøse virke i sine litterære værker fremtræder i 'Klokkeren fra Notre-Dame', hvor katedralen og kirken som en integreret del af det offentlige rum bliver vejen til åndelig og følelsesmæssig frigørelse, som var romantikkernes livsambition. Romanen er indbegrebet af politisk romantisme med sit fokus på religion og historie som nationsskabende; og åndelig frigørelse var vejen til dette. Det betød, i fransk optik, at bryde med aristokratiet og den pragmatiske og antireligiøse oplysningstid. Da romanen udkom i 1831, var Frankrig præget af national splittelse efter den franske revolution i 1789, og Hugos roman skulle fungere som bindeled for den franske befolkning – og her havde katedralen en afgørende funktion.
Katedralens arkitektoniske epoker
Notre Dame-kirken står som et arkitektonisk mesterværk, og for Hugo var katedralen helt særlig i form af dens mangeårige tilblivelse og derfor forskelligartede arkitektur. Kirkens første grundsten blev lagt i middelalderen, men den endelige katedral, som vi kendte den før branden i 2019, stod først færdig i 1800-tallet. Kirken afbilleder derfor Frankrigs historiske tendenser, og den står som et afgørende element i opbyggelsen af samfundet ifølge romantikkens principper. Katedralen blev et samlingspunkt for folket igennem dets historiske tilknytning samt en samlingskraft for nationens borgere.
Vi følger i romanen kirkens første år, og borgernes kamp for at bygge kirken. Kirken bliver ikke kun bygget af sten, men også af borgernes sved, blod og tårer, og den står derfor som en arkitektonisk manifestation af borgernes forening. Katedralen blev en direkte forbindelse til en fælles nationalfølelse ifølge Hugo:
”De giver et Indtryk af, i hvilken udstrækning Arkitekturen er noget oprindeligt, idet de viser – hvad ogsaa de kyklopiske Mure, Ægyptens Pyramider og de kæmpemæssige hinduiske Pagoder viser –, at Bygningskunstens mest storartede Frembringelser mindre er enkelte Individers end hele Samfunds Værk, mere et Produkt af arbejdende Folkefærd, end et Udslag af Enkeltmands Geni; de er som et Arkiv, et Folk efterlader sig, en Aflejring, der danner sig i Løbet af Aarhundreder, et Bundfald af det menneskelige Samfunds efter hinanden følgende Uddunstninger, med ét Ord, en Slags Formationer.”
En ny naturlig kristendom
Katedralen var med sin gotiske arkitektur en sammensmeltning af naturen og kunsten, som for romantikkerne hang uløseligt sammen. For romantikkerne var naturen forkynderen af det skønne og det sande. Med den gotiske arkitekturs buede former var katedralen en tingsliggørelse af den romantiske naturforskønnelse, og kirken stod altså i direkte forbindelse med naturen. Naturen var repræsentationen af det absolut sande og frie menneske, og det kunne kirken med sin naturforbindelse formidle til borgerne. Foruden Notre Dame-kirkens omfattende tilstedeværelse i romanen i forbindelse med Hugos frembringelse af en romantisk dagsorden, er det også muligt at se menneskets vej til frigørelse igennem Quasimodo.
Disneys Quasimodo overvinder samfundets skepticisme for det anderledes og vinder deres accept igennem sine heltegerninger, og det er én ud af få overførsler fra Hugos klokkeringende frelser. Hugos Quasimodo kan dog tildeles større symbolsk værdi end Disneys relativt fredelige udgave. Hugos Quasimodo bliver en menneskelig inkarnation af katedralen med sin buede krop: ”Hans mange fremspringende Kanter rettede sig ligesom til efter Kirkens Vinkler, og han syntes ikke blot at høre hjemme i den, men at være dens naturlige Tilbehør.” Og han fungerer, ligesom kirken, som et samlingspunkt for Paris’ borgere. Quasimodo bliver personificeringen af katedralens voksende betydning for Paris’ borgere – deres vej til den nye kristendom.
Fra aristokrati til liberalisme
'Klokkeren fra Notre-Dame' er en klassisk fortælling om det godes overvindelse af det onde, som man kender det fra andre middelalderhistorier, men Hugo trækker den med sin romantiske indgangsvinkel op på et politisk og historisk niveau.
Ærkediakonen, Frollo, står som en faderfigur for Quasimodo, og som autoritær kirkehersker bliver Frollo identifikationen på det gamle enevældige system (og aristokratiet, hvis vi overfører det til Hugos samtid). Frollo er en narcissistisk og pervers karakter, der står som underlæggeren af det frie folk. Han styrer Quasimodo og byen med hård hånd, og han underminerer derfor det individuelle menneske.
Esmeralda er sigøjner og repræsenterer derfor det frie menneske. Ved Frollos magtovertagelse af Esmeraldas krop, ses det gamle styres overtagelse af friheden, og idet Quasimodo redder hende fra Frollos forulempelse, baner Hugos helt vejen for det frie menneskes befrielse fra et autoritært styre. Quasimodo tager kampen op imod samfundet, og heri kampen mod den elitære styreform. Han bliver symbolet på den franske revolution og det liberale folk.
Hugos kulturelle arv
Frankrig var præget af enorm splittelse efter den franske revolution – en splittelse, der førte til enorm usikkerhed vedrørende Frankrigs fremtid. Hugos værk skulle derfor fungere som moraliserende for Frankrigs befolkning, fordi de heri kunne genfinde deres historie og derigennem opnå national fællesskabsfølelse. Værket fremstiller Hugos politiske ideologi, hvor kunst og religion skulle bane vejen til frigørelse, åndelig såvel som samfundsmæssig. 'Klokkeren fra Notre-Dame' bliver altså, ligesom katedralen og Quasimodo, i sig selv vejen til åndelig frigørelse igennem påmindelsen om Frankrigs betydningsfulde og omfangsrige kulturhistorie, som skal binde befolkningen sammen.
Og det lykkedes også, til dels. Hugos 'Klokkeren fra Notre-Dame' blev en litterær succes, som gjorde, at katedralen kunne gennemgå en omfattende renovering, og borgerne genfandt dermed den store kulturelle betydning Notre Dame-kirken havde. Derudover blev Hugo formgiver af sin samtid, og han formåede med sit værk at give franskmændene en kulturel, og derfor national, arv.
Kommentarer