Blæsbjerg udfolder, hvordan forretningseventyret Cheminova bidrog med velstand og velfærd til Vestjylland. Men også naturforureningens følgeskader i krop, sind og familieforhold.
Virksomheden Cheminova behandles for første gang skønlitterært i Kim Blæsbjergs historiske roman. Fabrikken er bl.a. kendt for forureninger, der stadig debatteres i medierne i dag. Romanen omhandler tilblivelsen af fabrikken, forretningseventyret for grundlæggeren, følgevirkningerne for de tilflyttende ingeniører og lokalmiljøet, på godt og ondt. Alt afhængigt af øjnene, der ser, producerer Cheminova plantemiddelbeskyttelse – eller gift.
Imens tilflytterne fokuserer på fremskridt og udvikling, ønsker arbejderne at beholde deres værdifulde arbejde, så de undlader at tale højt om, at det også er sygdomsfremkaldende. I lokalmiljøet tier man om forureningstegnene, og den forsagte vestjyske kultur er en god grobund for den tavshedskultur, der omgiver fabrikken.
Den nye kemi
I 1953, hvor romanen tager sin begyndelse, er fabrikken flyttet fra Måløv til vestjyske Harboøre Tange, efter problemer med klager om spildevandets skadelige påvirkning. Fabrikken skal nu etablere sig i det vindomsuste, indremissionske område, og i løbet af de næste ti år udfoldes, hvordan lokalsamfundet både lider skade og nyder godt af udviklingen. Romanen er bygget op om to forskellige familiers omgang med fabrikken og dens lokation. Jørn og Karin er tilflyttere fra København, og mens han er optimistisk ansat ingeniør, går hun hjemme og har svært ved at falde til. Niels og Margrethe er deres lokale modstykke fra arbejderklassen. De to familier nærmer sig hinanden på kryds og tværs, mens fabrikkens gift pibler ind mellem sprækkerne og skaber forurening – både i naturen og de menneskelige forhold.
Klasseclash
Familierne bliver forskellige repræsentationer af livet op igennem 1950’erne, som tilflyttere fra et højt samfundslag og til den lokale arbejderklasse. Niels er blevet en del af det første hold ansatte ved fabrikken, og han er glad for forbedret løn og arbejdsforhold. Men han oplever derfor også forgiftningerne, arbejdet kan forvolde kroppen, som en af de første. Efter en midlertidig synsforstyrrelse forårsaget af kemisk støv, oplever han Jørns velvilje, men klasseskellet skaber en ubalance:
”Jørn kunne ved første øjekast gå for at være både vestjyde og specialarbejder, som hans står der i sin kedeldragt og ryger og kniber øjnene sammen mod fjordlyset. Han arbejder for det meste i kedeldragt eller andet arbejdstøj. Det er kun, når han skal til møder i selskab med direktøren, at han ankommer i jakkesæt. Men så snart Jørn åbner munden, står forskellene tydeligere frem end lighederne. Alene måde, han artikulerer ordene på, så man hører hver enkelt stavelse, mens Niels og hans kolleger mudrer sætningerne sammen. I begyndelsen kunne ingeniørerne slet ikke forstå, hvad de sagde. I mødet med tilflytterne var Niels også på vagt over for, om de så ned på arbejdere som ham, han forventede det næsten, men hans skepsis har hele tiden været blandet op med nysgerrighed (...) Det ændrer ikke på, at Niels værdsætter Jørns indsats for at stå på god fod med arbejderne (...) Trods sin sympati for Jørn kan Niels føle sig usikker ved bevidstheden om forskellene imellem dem, eller måske snarere den måde, Jørn i glimt kan få ham til at glemme forskellene på.”
Trods forskellene og ulighederne, der hele tiden ligger på lur, indleder de to mænd et godt bekendtskab, der dog hele tiden er bundet op på arbejdet og deres kontakt, der kan skabe bindeled mellem de to arbejdspositioner. Niels drømmer sig samtidig ind i Jørns tilværelse med hus og bil, som han selv stræber efter. Det hårde arbejde bærer senere frugt, og Niels og Magrethe bevæger sig ind i middelklassens bedre forhold sammen med flere andre i lokalmiljøet.
Karin og Magrethe udvikler til gengæld et tættere – men skrøbeligt – bånd, hvor de får luft for deres frustrationer og deler kvindelige erfaringer som hustruer og mødre med drømme for tilværelsen samt den tabubelagte seksuelle lysts udfoldelsesmuligheder. De er begge hyperopmærksomme på at træde varsomt på tværs af klasseskellene, men formår dermed at misforstå hinanden og skiftevis misunde den andens livssituation. Karin ville ønske, hendes liv var så enkelt, som hun bilder sig ind Margrethes er, og hvordan arbejdet i vaskeriet giver en økonomisk frihed. Mens Margrethe i stedet føler sig fastlåst og drømmer om Karins muligheder for at tage en uddannelse eller flytte væk, hvis hun vil.
Da Niels erklæres definitivt uarbejdsdygtig og syg – måske pga. den konstante udsathed for forgiftninger – falder deres socioøkonomiske status, selvom de prøver at holde fast i den. Afstanden til Jørn og Karin bliver større igen, især på grund af fabriksarbejdets rolle i tragedien. Jørns solidaritet med arbejderne, imens han selv stiler efter direktørposten, udstiller den hykleriske adfærd, men også de privilegerede muligheder, der gør kløften mellem de to familier uoverkommelig.
Kapitlerne veksler mellem de to familiers enkelte karakterer. Dermed er det også forskelligt, hvornår læseren får den indlevende adgang til en karakters tanker og handlinger, og hvornår man står uforstående uden for deres synsvinkel. Det skaber skiftevis indføling og aversion hos læseren. Men det illustrerer måske også, hvordan karaktererne er fremmede for sig selv og hinanden, når deres magtesløshed og undertrykte følelser kommer til udtryk i løbet af romanen.
Vestjyllands fremtid – fra efterkrigstid mod velfærdssamfund
I takt med at fabrikken udbygges, producerer ny kemi og indgår store udenlandske handler, stiger levestandarterne og velstanden for alle ansatte. Cheminovas grundlægger og direktør Gunnar Andreasen får opbakning ved at skabe opmærksomhed på udnyttelsen Vestjyllands ressourcer og at skaffe bedre infrastruktur og uddannelsesmuligheder. Det bliver i første omgang til pjecen ’Vestjyllands fremtid’ og senere til mere politisk udviklingsarbejde. Sideløbende sker stadigt flere ulykker og forgiftninger på fabrikken. Romanen gennemstrømmes ligeledes af en stolthed og fascination for naturen, der udvikler sig til sorg og bekymring, når forureningen kommer til udtryk i kystens opskyl, giftmættet jord og uspiselige fisk.
Niels bror Erik kæmper forgæves for, at arbejderne samler sig i fællesskabsklubben. Da han konfronterer Gunnar med forgiftningerne, sættes han til vægs af argumentet om den gensidige afhængighed, som har skabt velfærd. Derfor gennemsyres lokalsamfundet også af en tavshedskultur, hvor arbejderne bider i sig for kollektivets og indkomstens skyld, og mange lever efter et af bogens afsnitstitler: hold ud, ti stille, bliv ved. Selv i familierne er samtaleemnet et tabu. Magrethe ytrer i romanens begyndelse, at hun ikke vil skånes, og selvom Niels forsøger netop det, kommer de i sidste ende til at leve med følgeskaderne.
Litterære slægtskaber
Romans historiske bagtæppe er et årti, der illustrerer efterkrigstidens udvikling frem mod det danske velfærdssamfund. En af sidste års nominerede til DR Romanprisen Strøm af Michael Holbek behandler lignende udviklingen set fra en anden type arbejderklasse, de stolte håndværkere i udkanten af København. Her drømmes der også stort og sigtes højt – nogle gange for højt – når familierne får flere penge mellem hænderne.
Det er lige til højrebenet også at fremhæve Spræng fabrikken af Malthe Tellerup, der udkom kort efter ’De bedste familier’. Her er Cheminova også omdrejningspunktet, men i en helt anden klimaktivistisk form. Bogen er lige dele sabotagemanuel og spændingsroman og forgår i en uspecificeret nutid, hvor tre unge planlægger at sprænge fabrikken i luften.
En anden forfatter, der har behandlet et traume i dansk historie litterært, er Asta Olivia Nordenhof i den stort anlagte føljeton om branden på Scandinavian Star. Den første roman Penge på lommen har et eksplicit kapitalismekritisk sigte, når velfærdsstatens barske vrangside fremskrives.
Kommentarer