Et liv fra fødsel til død. Det er omfanget af Stig Dalagers bog Det blå lys fra 2012, der fortæller om den polsk-franske fysiker og nobelprismodtager Marie Curies liv. Og Marie Curies liv er i den grad værd at fortælle. Det er en historie om en kvinde, der gør sig fri af et snævert kvindebillede, så hun kan dyrke sin helt store lidenskab for forskningen i radioaktivitet.
To år efter Marie Curies fødsel udgav den engelske økonom og filosof John Stuart Mill i 1869 Om kvindernes underkuelse, hvori han anklagende skriver, at den gængse opfattelse fortæller kvinden, ”at hun har pligt til at leve for andre […] og fuldstændigt fornægte sig selv”. Den første del af Det blå lys fortæller om Maries kamp for at gøre sig fri af denne forestilling.
Første del af bogen om Maries barndom i Polen fortælles i korte scener, der ikke bindes sammen, men hver for sig tegner et billede Marie. Legen med faren, lysten til bøger, morens død og modviljen mod den russiske dominans i Polen, der giver hende et klart billede af undertrykkelsens ydmygende væsen. Faren sender Marie i gymnasiet (det bliver først muligt for danske kvinder i 1903), hvor Marie udmærker sig. Det er frigørelsens første skridt. Herfra bliver kapitlerne længere, og fortæller en mere sammenvævet historie.
Familiens fattigdom gør, at hun, i stedet for at læse videre, en årrække må arbejde for at søsteren Bronia kan studere på universitetet i Paris, hvilket ikke er en mulighed for kvinder i Polen. Fattigdommen og manglen på status er også grunden til, at hun ikke bliver gift med sin elskede Casimer – idet hans familie nægter at tillade ægteskabet. Med det endelige brud med Casimer opgiver hun også en række kvinderoller; at være gift, at pleje sin far - for gennem uddannelse at gøre sig fri.
Det blå lys er en biografisk roman. Det betyder, at den blander fakta med fiktion. Historien er fortalt på traditionel vis med udsyn både forud og bagud i tid og fuld adgang til personernes tanker, og netop det sidste regner man traditionelt som et fiktivt træk. Dalager har flere gange tidligere benyttet sig af den biografiske roman som form bl.a. i Rejse i blåt om H.C. Andersen, ligesom en helt række andre forfattere har gjort de seneste år. Gevinsten for læseren i forhold til at lade biografiske episoder indgå i en fiktiv ramme er blandt andet en øget mulighed for identifikation med hovedpersonen, således at fortællingen bliver både levende og vedkommende.
Bogen er ikke komponeret omkring et fast slutpunkt, a la hvordan Marie fik Nobelprisen, men i stedet følger historien Marie til hendes død. Det betyder, at plottet (som livet) skifter spor flere gange undervejs. Det gøres elegant, således at det, der før kun var en sidehistorie, med ét udgør hovedhistorien. Vi hører således både om den videnskabelige søgen, det ligeværdige ægteskab med Pierre med fælles forskningsindsats, opdagelsen af de radioaktive grundstoffer Polonium og Radon, livet som mor, Pierres død, indsatsen under første verdenskrig, alderdommen m.m.
Der opstår en ny krise i ønsket om at dyrke videnskaben, da hun føder datteren Irene, men Pierres far, en amme og en hushjælp gør det muligt for Marie at forene det at være mor med at dyrke videnskaben. Efter Pierres død opstår der et tomrum, der gør at Marie ikke kan udfylde sine roller. Det bliver et forhold til den gifte Paul Langevin, der fører Marie ud af krisen, men da forholdet bliver offentligt kendt, starter den højreorienterede del af den franske presse en hetz mod hende, der får sin kraft i netop de sejre, hun har vundet. Maries vundne frihed fra tidens normer gør, at hun nu tillægges en svag moral, at være udlænding, feminist, og som kvinde både en dårlig mor og alene et vedhæng til sin mands videnskabelige arbejde. Midt under krisen tildeles hun dog endnu en Nobelpris, og det bliver vendepunktet. Hun ender sit liv som fejret og respekteret videnskabskvinde.
På sin vej til at frigøre sig fra samtidens stærkt hæmmende kvindeidealer, spiller faderen og søsterens opbakning en stor rolle, ligesom det ligeværdige ægteskab med Pierre. Men også en stærk vilje. Under krigen indtager hun en klassisk kvinderolle og ofrer sig for andre. Men hun gør det inden for et felt, røntgen, hvor hun bliver eksperten.
En vildfarelse i dagens kultur siger, at vi selv kan skabe vores liv. Marie er en højst moderne kvinde, på et tidspunkt, hvor vanen var imod og modstanden derfor var stor mod den rolle, hun søgte og lykkedes med at skabe for sig selv. Men det, der er lige så sandt om Marie Curies liv, er, at livets tildragelser og især menneskene omkring skaber hende som menneske. Hendes styrke består i, at hun finder sin egen vej i de tildragelser, livet giver hende.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer