Analyse
Brun, Lisbeth - Det du mister
Det du mister af Lisbeth Brun er sprogets afdæmpede vuggen gennem sorgfulde landskaber, der er fyldt med alt det, der mistes.
Mennesker rykkes fra os, mens livet vugger videre, men det, der især mistes i Lisbeth Bruns (f. 1963) roman fra 2011 er muligheden for at bestemme over eget liv og selv afsætte en retning for det, sådan som det sker for hovedpersonen Marie, der helt kortfattet opsummerer kernepunkterne i sit voksenliv med ordene: ”En mand spurgte, om hun ville danse. En anden, om hun ville med ud til stranden. En tredje, om hun kunne tænke sig at blive”. Det fører til tre graviditeter, og Marie lader sig føre med af begivenhederne, også selv om der skal gives store afkald.
Romanen fortæller Maries historie fra hun i 1961 bliver ung pige i huset, tager til julebal på kroen, går med forsangeren op på værelset og bliver gravid med sønnen Ole. Et par år senere kommer hun i huset ved Villy, der driver gården Fjordagerholm i Lendrup ved Løgstør. Da hun ankommer, er hun igen gravid, og Villy vil gerne beholde hende, ”men den der tager jeg ikke”, lyder det om bulen på hendes mave. Marie bortadopterer, og på vej op på fødegangen siger hun til sig selv: ”Det er den måde, man skal tænke på. Ikke på det, man mister, men på det, man slipper for”. Men følelsen af at gå glip af noget følger hende, og hun kaster blikket udad mod verden udenfor gården og mod andre mennesker, bl.a. ægteparret Anne og Holger, som bliver et billede på, hvordan livet også kunne have været. Herefter følger fortællingen Marie, indtil slutningen af 1980’erne, hvor en ung kvinde dukker op på gården og vender op og ned på alting for Marie og Villy.
Lisbeth Brun skriver med en afdæmpet og fint afrundet sprogtone, der hverken giver for meget eller for lidt, men ind imellem lader hændelser fremstå let slørede, når de fortælles gennem en af karakterernes blikke, og læseren må koncentrere sig for at få styr på, hvad der helt præcist er foregået ude på markerne, nede ved åen og under dynerne. Men fortællestemmen kan vandre frit over strandene, ned på stationen, over bakkekamme, gennem plantager, via grusveje til markskel, hegn og skovbryn. Den kan dvæle ved sansemættede detaljer om livet på landet:
”Hun går gennem stalden på vej ud med køkkenaffaldet, og pigerne sidder på en række halmballer og vasker og smører sadeltøjet. Der dufter af sæbe og olie, og de bruger ikke en klud, når de fedter ind, men fingrene. Det er lettere, og huden bliver blød af det”.
Den kan spidde en følelse med sorgfulde beskrivelser:
”Deres bøger har ingen kapitler, som man hurtigt bladrer forbi. Alt er rent og pænt og til at vise frem. Der er ingen overstregede sætninger eller manglende sider, og først og fremmest er der ingen sult eller skam, der ligger og gnaver. De tomme følelser bor i det tomme hul inde under ribbenene, og ingen kan huske, hvornår de flyttede ind eller hvorfor. De er der bare.”
Og den kan vandre ind og ud af hovederne på personerne, se dem udefra og indefra, for måske at tage ophold på en bænk, inden en voldsom episode hektisk og løsrevet fortætter sig som små stumper af handlingstråde i en let tåge hen over erindringernes landskaber. Tiden skrider stille og roligt fremad og følger handlingen kronologisk, men bevæger sig også i ustyrlige erindringsspring frem og tilbage, og det er ikke sikkert, at brugen af nutid og datid er en ledesnor for læseren, når det skal afgøres, hvad der sker, og hvad der er sket.
Med disse forskellige greb skaber Lisbeth Brun en stærk og markant fortællestemme, der kan indfange både det klamme, danske sommervejr, de storslåede og stillestående landskaber, sædeskildringens langsommelighed, de stærke personkarakteristikker tegnet med ganske få sætninger og især den særlige triste stemning af trædemølle, der breder sig hen over det levede liv.
Det du mister er en selvstændig fortsættelse til Vejs ende, der havde Holger og Annes adopterede datter, Lærke, i centrum. Vejs ende foregår i nutiden, mens handlingen i Det du mister er lagt nogle årtier tilbage, og gennem beskrivelsen af en enkelt kvindes skæbne hen over tre-fire årtier får læseren også et billede af sædernes forfald og kvindernes frigørelse. Romanen er Lisbeth Bruns syvende udgivelse på blot seks år, heraf den sjette roman, og handlingen i flere af hendes øvrige udgivelser er som Det du mister placeret lidt tilbage i tid. Karakteristisk for Brun er også de stærke, episke skildringer af kvindeliv. Hendes seneste udgivelse før Det du mister er novellesamlingen Plan B fra 2010, der består af femten noveller, spækket med præcise karakteristikker af personer opfyldt af hverdagstrummerum og livsskuffelse. Lisbeth Brun modtog i 2006 Kunstfondens treårige arbejdslegat.
Kilder, links og centrale værker
Det du mister af Lisbeth Brun er sprogets afdæmpede vuggen gennem sorgfulde landskaber, der er fyldt med alt det, der mistes.
Mennesker rykkes fra os, mens livet vugger videre, men det, der især mistes i Lisbeth Bruns (f. 1963) roman fra 2011 er muligheden for at bestemme over eget liv og selv afsætte en retning for det, sådan som det sker for hovedpersonen Marie, der helt kortfattet opsummerer kernepunkterne i sit voksenliv med ordene: ”En mand spurgte, om hun ville danse. En anden, om hun ville med ud til stranden. En tredje, om hun kunne tænke sig at blive”. Det fører til tre graviditeter, og Marie lader sig føre med af begivenhederne, også selv om der skal gives store afkald.
Romanen fortæller Maries historie fra hun i 1961 bliver ung pige i huset, tager til julebal på kroen, går med forsangeren op på værelset og bliver gravid med sønnen Ole. Et par år senere kommer hun i huset ved Villy, der driver gården Fjordagerholm i Lendrup ved Løgstør. Da hun ankommer, er hun igen gravid, og Villy vil gerne beholde hende, ”men den der tager jeg ikke”, lyder det om bulen på hendes mave. Marie bortadopterer, og på vej op på fødegangen siger hun til sig selv: ”Det er den måde, man skal tænke på. Ikke på det, man mister, men på det, man slipper for”. Men følelsen af at gå glip af noget følger hende, og hun kaster blikket udad mod verden udenfor gården og mod andre mennesker, bl.a. ægteparret Anne og Holger, som bliver et billede på, hvordan livet også kunne have været. Herefter følger fortællingen Marie, indtil slutningen af 1980’erne, hvor en ung kvinde dukker op på gården og vender op og ned på alting for Marie og Villy.
Lisbeth Brun skriver med en afdæmpet og fint afrundet sprogtone, der hverken giver for meget eller for lidt, men ind imellem lader hændelser fremstå let slørede, når de fortælles gennem en af karakterernes blikke, og læseren må koncentrere sig for at få styr på, hvad der helt præcist er foregået ude på markerne, nede ved åen og under dynerne. Men fortællestemmen kan vandre frit over strandene, ned på stationen, over bakkekamme, gennem plantager, via grusveje til markskel, hegn og skovbryn. Den kan dvæle ved sansemættede detaljer om livet på landet:
”Hun går gennem stalden på vej ud med køkkenaffaldet, og pigerne sidder på en række halmballer og vasker og smører sadeltøjet. Der dufter af sæbe og olie, og de bruger ikke en klud, når de fedter ind, men fingrene. Det er lettere, og huden bliver blød af det”.
Den kan spidde en følelse med sorgfulde beskrivelser:
”Deres bøger har ingen kapitler, som man hurtigt bladrer forbi. Alt er rent og pænt og til at vise frem. Der er ingen overstregede sætninger eller manglende sider, og først og fremmest er der ingen sult eller skam, der ligger og gnaver. De tomme følelser bor i det tomme hul inde under ribbenene, og ingen kan huske, hvornår de flyttede ind eller hvorfor. De er der bare.”
Og den kan vandre ind og ud af hovederne på personerne, se dem udefra og indefra, for måske at tage ophold på en bænk, inden en voldsom episode hektisk og løsrevet fortætter sig som små stumper af handlingstråde i en let tåge hen over erindringernes landskaber. Tiden skrider stille og roligt fremad og følger handlingen kronologisk, men bevæger sig også i ustyrlige erindringsspring frem og tilbage, og det er ikke sikkert, at brugen af nutid og datid er en ledesnor for læseren, når det skal afgøres, hvad der sker, og hvad der er sket.
Med disse forskellige greb skaber Lisbeth Brun en stærk og markant fortællestemme, der kan indfange både det klamme, danske sommervejr, de storslåede og stillestående landskaber, sædeskildringens langsommelighed, de stærke personkarakteristikker tegnet med ganske få sætninger og især den særlige triste stemning af trædemølle, der breder sig hen over det levede liv.
Det du mister er en selvstændig fortsættelse til Vejs ende, der havde Holger og Annes adopterede datter, Lærke, i centrum. Vejs ende foregår i nutiden, mens handlingen i Det du mister er lagt nogle årtier tilbage, og gennem beskrivelsen af en enkelt kvindes skæbne hen over tre-fire årtier får læseren også et billede af sædernes forfald og kvindernes frigørelse. Romanen er Lisbeth Bruns syvende udgivelse på blot seks år, heraf den sjette roman, og handlingen i flere af hendes øvrige udgivelser er som Det du mister placeret lidt tilbage i tid. Karakteristisk for Brun er også de stærke, episke skildringer af kvindeliv. Hendes seneste udgivelse før Det du mister er novellesamlingen Plan B fra 2010, der består af femten noveller, spækket med præcise karakteristikker af personer opfyldt af hverdagstrummerum og livsskuffelse. Lisbeth Brun modtog i 2006 Kunstfondens treårige arbejdslegat.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer