Bjørnstad, Ketil - Til musikken

En roman om musikken som den dybe, forløsende sjælelige faktor.

Scenen er sat i 60’erne lige uden for Oslo. Her bevæger den unge talentfulde pianist Aksel sig i en kreds af andre lige så håbefulde unge pianister. Sammen og hver for sig oplever de musikalske op- og nedture og psykisk krævende præstationer. Det er historien om en ung mand, der mister sin flamboyante og musikelskende mor til den fossende elv. Og om hvordan han, faren og søsteren forsøger at komme videre herfra. Om kærlighed og livet og om overgangen fra ung til voksen. Men allermest er det måske historien om, hvordan musikken er i stand til at formidle ægte følelser og temperament: musikken som den dybe, forløsende sjælelige faktor, den er, når den bliver spillet allersmukkest.

Tekstens musikalske komposition og greb
At forfatteren Ketil Bjørnstad selv er musiker fremgår tydeligt af måden, historien bliver fortalt på – ja, nærmest komponeret på. For historien, som visse steder er meget dramatisk, formår at overraske og næsten chokere læseren blot ved hjælp af små kompositoriske trick: Efter et umiddelbart længere tekststykke, der har til formål at skabe en særlig stemning eller tryghed hos læseren, kommer meget brat en ganske kort sætning, der står helt for sig selv på næste linje, og som helt abrupt splintrer stemningen og sender den i en helt anden retning. Teksten skifter med andre ord lynhurtigt fra dur til mol, og skaber en overraskelseseffekt hos læseren, og låner dermed et velkendt greb fra den klassiske musik, som romanen kredser om.

Derudover bliver der spillet meget på ’lyd’ i romanen. Ud over de beskrevne klaverstykker, spiller især den fossende elv en stor rolle. Dens brusen, da den tager moren, er næsten sanseligt hørlig. Og den larmende stilhed, der opstår, når en ung pianist, lige inden hun skal spille sit talent frem for fulde sale, snubler i sin kjole og falder på scenen så lang, hun er og bare ligger der. Gispet fra publikummet og suset og klapsalverne, når det går godt. Selv om det er øjnende, der læser, står ørerne på stilke og sanser kropsligt de skrevne ord.

Den musikalske dannelsesrejse
Romanens pianister er udsat for et massivt præstationspres, de fleste fra sig selv, andre fra forældrene. Udover at øve og øve bruger nogle af pianisterne, for eksempel hovedpersonen Aksel og hans på mange måder kvindelige modstykke Rebecca, presset til at udvikle sig fremad som mennesker. Til at blive klogere på livet, følelserne og begæret efter fx seksualitet – og til at træffe bevidste valg om fremtiden. Andre bukker på menneskelig vis under for presset, især når den musikalske præstation smelter sammen med familiære overgreb. En af romanens meget talentfulde og sagnomspundne pianister, Anja, udvikler en sygelig tynd krop i takt med, at hendes far holder hende i et stadigt strammere og mere isoleret greb. Aksels forelskelse i Anja kommer til kort på grund af faren, men forelskelsen varer ved, fordi Aksel formår at se og fornemme Anja bag facaden.

Aksels måde at fornemme sin omverden på er også det, der giver hans musik liv. Han bruger sin følsomhed og sociale fornemmelser i formidlingen af sin musik, så den bliver mere end teknik og øvetimer; så den bliver en fortælling om liv og følelser. Aksels mor spillede en stor rolle i forhold til Aksels musikalske lidenskab, fordi moren levede lidenskabeligt for musikken, men som tilhører, ikke udøver. Hendes begejstring for og viden om den klassiske musik vokser videre i Aksel, og selv efter sin død er hun med til at påvirke hans dannelsesrejse, fordi hun har plantet det musikalske begær og musikkens følelsesmæssige pejlemærker i ham.

Begæret efter følelser
Begær er et stort, underliggende tema i bogen. Først og fremmest er der det musikalske begær. Begæret efter at blive den dygtigste pianist, efter at vinde de prestigefulde konkurrencer, efter at lave noget helt spektakulært musikalsk; præstere noget ingen har gjort før. Men også begæret efter ’den anden’ spiller en rolle: Forelskelse, ulykkelig forelskelse, forelskelse på tværs af alder og køn. Her er vægten lagt på det følelsesmæssige begær snarere end det fysiske, og igen spiller musikken en rolle i både formidlingen og forståelsen af de voldsomme følelser.

Og muligvis er det følelserne og sanserne, der spiller den største rolle i romanen. De følelser, musikken vækker i pianistens indre og ydre verden, får en afgørende rolle for, hvordan livet forstås og leves. Romanens sanselighed, der sætter sig som fysiske spor i læseren, bliver spillet frem her, hvor litteratur bliver til musik og musik til litteratur.

Om forfatteren Ketil Bjørnstad
Ketil Bjørnstad er uddannet klassisk pianist. Han viste stort talent i en ung alder og vandt titlen "Youth Piano Master" i både 1966 og 1968. Han var 16, da han debuterede som koncertpianist og har spillet i både ud- og indland (Norge). Han har medvirket på mere end 50 musikalske udgivelser og komponeret en række værker.

I 1972 debuterede han som forfatter og har siden udgivet omkring 30 titler, mestendels romaner hvoraf Til Musikken blev hans helt store udenlandske gennembrud. I Tyskland beskrev den indflydelsesrige kritiker Elke Heidenreich blandt andet romanen som "en perfekt bog". Flere af Bjørnstads bøger er prisbelønnede.