Bengtsson, Jonas T. - Sus

Hvordan forbereder man sig på at slå ihjel? Især når målet er éns egen far? Dette spørgsmål tager Jonas T. Bengtssons roman Sus livtag med i en kulisse af trøstesløse betonomgivelser i Københavns Nordvestkvarter.
 

Navnet Sus er ikke blot titlen på Bengtssons seneste værk, men også det allerførste ord vi møder i romanen. Sus er en underudviklet, androgyn teenager, der bruger det meste af sin tid på at ryge joints, tænke på joints og at skaffe penge til joints, når hun da ikke lige sliber sin velvoksne knivsamling eller fremprovokerer slagsmål med sammenbidte steroide drenge på den lokale netcafé.

Som i Bengtssons foregående romaner, Aminas breve, Submarino og Et eventyr skildres et miljø på samfundets bund, hvor pengene til den næste guldøl er knappe, hvor misbrug er en velkendt følgesvend, og hvor mange børn vokser op uden for synsvidde af deres hårdtprøvede forældre. 

Karaktererne synes konstant at være på vagt. På vagt overfor de andre i kvarteret, overfor politiet, men også på vagt overfor de sider i deres egen natur, der i sidste ende alligevel synes at drive dem til en stadigt mere desperat ageren i verden.

Sus er ingen undtagelse, og Bengtsson skriver en hovedperson frem, der står som en figur på tærsklen mellem barndomsliv og voksenland, uden hun for alvor er i stand til at løfte fødderne og træde gennem døren. Forfatteren tegner en karakter, hvis forståelse af det at være voksen primært drejer sig om at blive et handlende væsen i verden. Også selvom det betyder, at det handlende væsen må slå sin egen far ihjel.

Dermed skriver Bengtsson sig ind i et af litteraturens kernetemaer, nemlig fadermordet. Men hvor dette mord i de fleste litterære tilfælde er af freudiansk-symbolsk karakter, bliver det meget bogstaveligt i Sus’ tilfælde. Hun er på et togt for at hævne faderens mord på hendes mor, og hendes forsøg på at hærde sig selv ved hjælp af kattekillingedrab og kravlen rundt på boligblokkenes tage, er, om end voldsomme og pubertære, så stadig en del af Sus’ bestræbelser for at komme overens med sit jeg.

Sus er altså ikke bare en stakkel, men et handlende menneske, der forsøger at tage magten over en skæbne, der synes at være afgjort på forhånd af den socialklasse, hun er født ind i.

Man kan fristes til at sige, at der netop i det konkrete mord på faderen ligger en nøgle til at blive sig selv, at blive voksen. Hun må ganske enkelt slå sin far ihjel for at blive fri. 

Stilistisk set er romanen en klassisk socialrealistisk fortælling – ikke blot på grund af emnevalg og tematikker, men også i høj grad i sproglig forstand. Sproget afspejler den tone og det miljø, der beskrives. Det er ligefremt, voldsomt og næsten voldeligt i sit udtryk. Det er nøgternt, profant og præget af korte hovedsætninger, der beskriver Sus’ gøren og laden på relativt lakonisk vis. Det er en kontrolleret prosa, der giver læseren afmålte bidder af Sus’ følelsesliv i en nonchalant forbifart af indskudte sætninger fra 3.-personsfortælleren. Vi får altså serveret et indre syn, men hele tiden kun nok til, at vi som læsere må gætte os til mange af Sus’ bevæggrunde. Det er for eksempel først et langt stykke inde i romanen, at vi får afsløret, hvorfor og hvordan Sus’ mor er død. Og baggrunden for, at Sus’ bror svæver rundt som et fravær i hendes tilværelse, bliver også kun antydet undervejs.

Det sikrer – sammen med de komprimerede kapitler og det knappe sprog – et tempo i teksten, hvor man hele tiden lige må læse det næste lille kapitel i håb om at få indblik i, hvad der motiverer vores hovedperson.

Bengtsson har skrevet en roman, der som sine forgængere fra denne forfatters hånd, udmærker sig ved sin nøgterne skildring af tilværelser i afmagt. Afmagt over systemerne - over den skæbne, der synes at være udlagt på forhånd og den ligegyldighed, der præger livet på bunden af samfundshierarkiet. Men Bengtsson forsøger også at tildele disse skæbner en stemme, der ikke blot er offerets. Sus er ikke en decideret politisk eller samfundsrevsende roman, men en roman, der holder med sine karakterer. Om end teksten kan karakteriseres som socialrealisme, synes målet ikke at være forargelsen eller medfølelsen, der skal føre til konkret politisk handling. Snarere bliver Sus en bog om den psykologi, der udspiller sig hos en ung kvinde, når hun med bogstavelig vold og magt må kæmpe for at blive sig selv.

Kilder, links og centrale værker