Vita Andersen er blandt de kvindelige forfattere, der tegner det nye billede af den moderne kvinde. I Hva'for en hånd vil du ha' fokuserer hun på mor-barnforholdet.
Vita Andersen (f. 1944) er blandt de kvindelige forfattere, der er med til at tegne det nye billede af den moderne kvinde, der opstår i 1960erne og som udvikler sig frem til slutningen af 1980erne.
Allerede i sin debut med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner i 1977, viser Vita Andersen præcist hvad der optager hende. Digtene fortæller om relationen mellem kønnene og de spil der foregår imellem dem, samt den følelse af indespærring forskellige (køns)roller placerer mennesket, og måske særlig kvinden, i. Tonen er konstaterende og registrerende og uden egentlige følelsesudbrud. Tryghedsnarkomaner bliver en usædvanlig succes og giver hurtigt Vita Andersen et stort publikum, der i begyndelsen primært er kvindeligt.
Foruden andre digtsamlinger bl.a. 'Næste kærlighed' (1978) og 'Det er bare ærgerligt' (1981), har Vita Andersen skrevet novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk' (1978), skuespillene 'Elsk mig' (1980) og 'Kannibaler' (1982), et par børnebøger og ikke mindst romanerne Hva'for en hånd vil du ha'? (1987) og 'Sebastians kærlighed' (1992). Forfatterskabet er belønnet med forskellige priser bl.a. De gyldne Laurbær (1979), Kritikerprisen (1987) og Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse (1991).
Ud over at være optaget af at påpege en flerstrenget kønsproblematik, viser Vita Andersen, især i 'Hva'for en hånd vil du ha'?', også en stærk interesse for forholdet mellem mor og barn. Men allerede i novellesamlingen 'Hold kæft og vær smuk', skildrer Vita Andersen således, hvordan forskellige døtre gang på gang svigtes grundlæggende af deres ofte fordrukne og psykisk ødelagte mødre, der tilsyneladende kun har ligegyldighed tilovers for deres omverden.
Disse svigt i barndommen bliver senere en af årsagerne til, at de voksne kvinder, vi ser hos Vita Andersen, alene lader deres identitet bestemme udfra ydre ting som f.eks. penge, tøj, brugsgenstande og mænds blikke.
I 'Hva'for en hånd vil du ha'?', der i øvrigt i sit udgivelsesår 1987 indstilles til Nordisk Råds Litteraturpris, føres flere af disse problematikker også videre og på en ny måde. Her følger vi den niårige pige Anna i hendes helt håbløse forgudelse af sin mor Melissa. Forgudelsen er netop uden håb, fordi Melissa kun tænker på, hvordan hun kan få indfriet sine egne uopfyldte drømme, drømme der kredser om en rig elsker, et ægte
begær og en beundring af hendes (tidligere) skønhed. Netop fordi Melissa søger denne fastholdelse af ungdommen og ikke vil se tiden i øjnene, forekommer Anna og Melissas nuværende mand, Jens, hende kun at være i vejen, og i desperation stikker Melissa af. Det sker to gange, og undervejs har hun da også et kortvarigt forhold til en rig mand, der lader hende indlogere på et hotel. Anna knytter nu alt håb til sine katte og sin tryllesten, som hun holder godt fast om i sin lomme.
Imens Melissa er væk, bor Anna hos sin far der, trods sit forsøg på at udfylde morens plads, indimellem er temmelig aggressiv og voldelig. I al hemmelighed flakker Anna rundt i gaderne i København for systematisk at finde ud af på hvilket hotel, moren kan tænkes at bo. Som tiden går bliver Anna mere og mere ussel og tilredt, hun stjæler og må overnatte på en legeplads. Skolegang bliver der heller ikke noget af. Endelig ser hun igen sin mor, men kan næsten ikke kende hende og nøjes derfor i første omgang med blot at iagttage hende.
Foruden at være et skarpt billede af en lille forsømt pige, der lever i grænselandet mellem håb og afvisning, kan romanen også læses som en cyklisk familieroman, hvor en tragisk barndom føres videre som en både social og psykologisk arv. I flere kapitler føres vi tilbage til Melissas egen hårde opvækst med dels en voldelig far, dels en helt passiv mor. Og på samme måde som Melissa dengang måtte overtage rollen som den voksne, bl.a. overfor sine søskende, må Anna nu ligeledes overtage rollen som sin mors mor, da det igen endelig lykkes hende at blive genforenet med Melissa på et pensionat. Anna får lov til at flytte ind hos moren, men Melissa er nu selv så udmattet og sårbar, at hun i sin erkendelse af, at hun ikke kan få ungdommens skønhed igen, nærmest ikke vil vedkende sig virkeligheden. Anna må være den voksne; købe ind, vaske tøj, strikke tøj som de kan sælge og ikke mindst trøste moren. Til sidst sender Melissa imidlertid alligevel Anna ud for at finde 'en voksen', der kan komme de to til undsætning. Eller i hvert fald blot på besøg.
Melissas tragiske barndomsvilkår føres videre til hendes egen datter, og i modsætning til f.eks. Charlotte Strandgaards romaner, er der hos Vita Andersen ikke umiddelbart noget håb for en figur som Anna. Intet tyder på, at hendes livsvilkår vil ændre sig; de går i arv. Der er en sandsynlighed for, at Anna, ligesom sin mor, vil ende med at leve bag en social facade, der er bestemt af uopfyldte perfekthedsdrømme fra den rodløse og voldelige barndom, en facade der, når den krakelerer, kun fremviser dybe afgrunde af identitetstab.
Stud. mag. Anne Mette Liedecke
Kommentarer