Humor og illusionsløshed går hånd i hånd i Lone Aburas' Politisk roman.
Der en jævnligt tilbagevendende anke i pressen, at den danske litteratur er for upolitisk og mangler samfundsmæssigt engagement. Denne kritik bliver mødt med en rød kæmpeknytnæve på forsiden af Lone Aburas’ Politisk roman fra 2013. Knytnæven er udført i en 70’er grafik, der vækker mindelser om arbejderbevægelse, fællesånd og slagsange. Men allerede i brugen af det ironiske greb at lade genrebetegnelsen være identisk med titlen, viser Aburas, at her er noget andet på spil end det, der lå i den 70er-marxistiske opfattelse af kunsten som instrument for politisk handling og redskab for frigørelse. Omslaget peger med titelvalg og knytnæve med ironisk distance tilbage på en tid, hvor politisk patos var en udbredt samfundsmæssig og litterær begivenhed. Og selv om romanen sætter det politiske på dagsordenen, bliver det ikke som et led i en politisk stillingtagen, men som en undersøgelse af det politiske engagement, og af om det er muligt at udfolde dette engagement meningsfuldt i en problemfyldt nutid, der kalder på det.
Bortset fra titel- og genresammenfaldet tager Aburas med Politisk roman skridtet fuldt ud og skriver en roman uden de metakommenterende krumspring, der kendetegner hendes to forudgående romaner. Aburas debuterede i 2009 med både charme og humor i den hverdagsrealistiske Føtexsøen, der handler om, at forfatteren netop ikke vil skrive en roman om sin egen nære hverdag. Den svære toer fra 2011 er en kollektivroman indrammet af metakommenterende afsnit om bogens indhold og opbygning, alt sammen krydret med den særlige Aburaske humor.
Også i Politisk roman er humoren med overalt, endda i soveværelset, når fortælleren Rebecca spidder sit samliv med kæresten Robert med kommentaren: ”Aftenen afsluttes med en form for samleje”. Rebecca er en i øvrigt ganske kynisk en kvinde, der allerede fra starten træder fuldt ind i rollen som empatiforladt snerpe med åbningssætningerne:
”En hjemløs har besluttet sig for at dø ved indgangen til Lidl. Han ligger i en vatteret sommerjakke og udånder oven på en dynge våde aviser, da jeg kommer ud. Jeg kan ikke undgå at tænke, at han formentlig ikke ejer evnen til at se sig selv udefra, ellers var han vel ikke endt sådan.”
Rebecca er indbegrebet af politisk ukorrekthed og bor i en herskabslejlighed sammen med Robert, der først begynder at gå med en badge med påskriften: Jeg huser en flygtning, og senere begynder at sige: Handling giver forvandling. Rebecca tænker på de HF-kursister, hun underviser, som åndelige undermålere og kritiserer velfærdsstatens forfejlede kærlighed. Så der er lagt op til konflikt, den dag Robert vælger at droppe de hykleriske gode intentioner og gør sine ord til virkelighed ved at lukke den illegale flygtning, Amir, ind i deres hjem.
Der er vendt op og ned på de kønslige stereotyper hos Aburas, når Rebecca kynisk og samvittighedsløst udøver udenomssex med en nabo, og når hun lader Robert være en udglattende mand, der forsigtigt prøvende tilnærmer sig Rebecca og spørger, om hun er sur hen over opvasken. Det er Robert, der bærer forældreansvaret for sine to døtre, mens deres mor, hans tidligere kone, drukner sig i alkohol, og det er Robert, der påtager sig at gøre verden til et lidt bedre sted ved at engagere sig i flygtningeproblematikken. Samtidig dyrker han mindfuldness med sine kolleger på tandlægeklinikken og han søger hele tiden anerkendelse hos sin gamle ven Mark, som han beundrer for hans politiske engagement. Han prøver at gøre alle tilfredse, og han bryder utrøsteligt sammen, den dag hans ældste datter indlægges med en spiseforstyrrelse.
Rebecca er derimod uengageret i alt omkring sig, samtiden, sit arbejde og sit samliv med Robert. Det eneste, der optager hende, er at få tilfredsstillet sine seksuelle behov, og så den tilbagevendende voksende bekymring for sønnen Oscar, der bliver kronraget, får suspekte venner og i det hele taget kommer uden for rækkevidde.
Aburas sætter sine karakterportrætter på spidsen, så de fremstår som grove karikaturtegninger af en middelklasse, der i sidste ende mest er optaget af egne umiddelbare behov. Robert bruger sit politiske engagement til at styrke eget selvbillede, og det får karakter af virkelighedsflugt. Han lukker øjnene for de problemer, der eskalerer i hans umiddelbare nærhed. Den dysfunktionelle familie er presset på flere fronter, og datterens spiseforstyrrelse opdager han først, den dag hun ligger besvimet på badeværelsesgulvet. Omvendt forholder det sig for Rebecca, der fraskriver sig det politiske engagement, men i stedet investerer sine følelser i det nære; sin søn og den manglende romantiske og seksuelle tilfredsstillelse. Heller ikke Rebecca formår dog at gøre en forskel i det nære, som hun brænder for. Tilsammen tegner der sig en kynisk satire, der både ironiserer over samtidens dobbeltmoral og hule politiske paroler, men som også i kraft af den hårde udlevering af Roberts tilsyneladende autentiske 70er-sensitive engagement, langer knytnæveslag tilbage i tiden.
Der vokser en tristhed frem bag humoren, efterhånden som illusionsløsheden breder sig. Roberts engagement i Amirs skæbne bærer præg af manglende handlekraft og evne til at tænke situationen til ende. Den egentlige handlekraft og opposition til de samfundsproblemer, som Robert og vennen Mark velmenende, vegt og afmægtigt er optaget af, kommer fra ungdommen, der har en evne og vilje til at sætte noget på spil for at nå deres mål. I mødet med en ung mand fra Ophold nu, kommer Robert for alvor til kort:
”Det er ikke svært at fornemme hans foragt for blandingen af borgerlighed og fad boheme-stemning, som vores hjem bærer præg af. Robert har ganske vist forsøgt at nedtone oplevelsen med et par gamle trækasser og andre studentikose elementer fra sin ungdom, men uden held. Vi er gennemskuet. Ikke at jeg har noget at skjule. Men Robert lever gerne i troen på, at man kan være en overprivilegeret nar, samtidig med at man påvirker samfundet i en såkaldt undergravende retning.”
Romanens slutning sætter kontrasten mellem den voksne generations laden stå til og ungdommens handlekraft på spidsen. Den dramatiske krølle på fortællingen, der får lov at runde den af, fremstår overraskende, men underligt uforløst, og efterlader læseren med en mild utilfredshed, der kan give anledning til en refleksion over eget politisk engagement.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer