Marianne Larsen

Marianne Larsen har siden sin debut i 1971 prydet det litterære landskab med over 40 digtsamlinger, der lyser af talent og viser et altid eksperimenterende forfatterskab. 

Marianne Larsen debuterede med digtsamlingen ’Koncentrationer’ (1971), der bryder med realismen og udforsker det uforudsigelige. I 2021 kunne Marianne Larsen således både fejre sit 50-års jubilæum som forfatter og sin 70-års fødselsdag.

Fra debuten gik det stærkt, og Larsen skrev flere digtsamlinger om året igennem 70’erne og 80’erne, som er smukke, abstrakte sætninger, hvor forandringen konstant lurer i teksten. Digtene er sproglige labyrinter, som i form og i læsning er en søgen ud af det fastlåste.

Med ’Cinderella’ (1974) bevægede Marianne Larsen sig ind i en samfundsorienteret litteratur med digtportrætter af skrøbelige kvindeskikkelser, der står som en kritik af kvindens plads i samfundet, i hjemmet og i lyset af egen krop, og hun har sidenhen arbejdet med litteraturen som samfundskritisk i sit forfatterskab, dog altid som en underliggende markør i hendes sprogligt absurde tekster, som det kan ses i ’Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale’ (2011). 

Marianne Larsen har bl.a. modtaget Emil Aarestrup Medaljen i 1983 samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. I 2008 blev hun nomineret til DR Romanprisen for sin roman Den forelskede unge, som fortælles fra en 5-årig piges synsvinkel. Hun beskriver fra et sansende og barnligt udgangspunkt om en enkelt sommerdag i 1950’erne, hvor alle begivenheder tager sig lige dramatisk ud for vores fortæller, og i takt med ungens (som hun bliver kaldt af de voksne) forståelsesramme udvides, åbner sproget sig, som vi kender Marianne Larsen bedst. Larsen formår igennem sproget at åbne en poetisk og sansemættet verden, som fremstiller hverdagen på ny. Det møder vi også i Og tiden i vild tilstand mod min hud (2016), som igennem små historier indkapsler en kaotisk tid i forandring, som hun tvinger læseren til at blive konfronteret med.

Digtsamlingen ’Sviml ud’ (2018) bevæger sig ubesværet, men finurligt rundt om det store fællesskab i teknologiens landskab, som indkapsler en kritik af det vestlige, kapitalistiske samfund, som udtryk for en åndelig ensomhed. Igennem nyskabte ord og vendinger udforsker hun den magtkamp, som ligger indlejret i vores samfund og i vores sprog, der fremprovokerer en melankolsk, men samtidig morsom stemning i hendes værker.

Humoren finder også sin vej ind i Larsens digtsamling, Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september (2021). Med en sansemættet varme skildrer hun verden, hvor tidsbegrebet bliver flydende og udvisker fortid, nutid, fremtid. Barnets nysgerrighed bliver tilgangen til en legende og undersøgende verdensanskuelse, som sproget mimer med nye ordsammensætninger og vibrerende sætningskonstruktioner. Med digtsamlingen udvider Larsen sproget og understreger, hvorfor hun stadig er én af landets fremmeste digtere.

I 2021 udkom også 70 digte - et udvalg i anledning af forfatterens 70-års fødselsdag. Udvalget fra det imponerende forfatterskab viser både Marianne Larsens udvikling over tid og hendes sublime forståelse for og udfoldelse af sproget. Litteratursidens anmelder skrev om bogen: "Læsningen af de 70 udvalgte digte fra Marianne Larsens forfatterskab er ligeså sitrende og underfuld en rejse som selve livet."

Marianne Larsen modtager i år (2022) Det Danske Akademis Store Pris med begrundelsen: "Siden debuten i 1971, der placerede hende på vippen fra den mangfoldigt myldrende danske tresserpoesi, som med sine tit ukapitalistiske produktionsformer ikke altid havnede lige i mediernes søgelys, landede hun i den eksperimenterende modernismes socialsurrealistiske ocean, hvor digtene siden også har svømmet som fisk, ligesom en del af dem har udviklet ben og er gået på land som alle slags dyr, gamle og nye i ét. Hendes åbent politiske drømmeverden har siden været en tilsyneladende endeløs og naturlig kraftkilde i litteraturen og i det danske sprog."

Skrevet af redaktør Emma Karlebjerg
Foto: Iben Narsel, 2010