Bog

de

Af (
2018
)

Anmeldelse

de af Helle Helle

Helle Helles nye roman stråler af sproglig præcision og elegance. Aldrig er der blevet grinet så meget i en roman af Helle Helle samtidig med, at det er den mest sorgfulde bog i forfatterskabet. Helle Helle overgår sig selv.

I Helle Helles nye roman, ’de’, møder vi en 16-årig pige og hendes mor. Moderen er alvorligt syg. Men de taler slet ikke om sygdommen og sorgen og det kommende tab; de taler om alt mulig andet, de griner rigtig meget og lever videre næsten som om sygdommen ikke er der. Men også kun næsten, for der er en stærk undertone af sorg og tab, som er stærkere end i forfatterens tidligere bøger:

Hendes mor vil i gang med aftensmaden og går i køkkenet. Radioen kører derude, hendes mor synger med. Så ringer telefonen, det er sygeplejersken () Patienten udviser stærk forundring over sygdommens alvor. Hendes mor springer ind i stuen med to kartofler. Hun opdager at en telefonsamtale finder sted og lister bort. Nu skifter musikken, hendes mor synger med igen derude. Man kan lindre, men ikke helbrede. () Der kan gå et halvt år, måske et helt. Så skal de spise. Så spiser de.

Romanen foregår angiveligt i Rødby og fortælles af datteren gennem 51 korte kapitler og udstrækker sig over et års tid. Bortset fra replikkerne er romanen skrevet i nutid. Den rene nutid udsætter på sin vis den død, der er i vente. Der er noget på spil med et før og efter datterens viden om sygdommen, nærmest et syndefald. De mange æbler, som hun spiser i løbet af bogen, kan derfor pege på den uskyld, hun mister da hendes mor bliver syg.

Både datteren og hendes mor er navnløse, og det gør, at de af og til flyder sammen i skriften, og man kan blive i tvivl, om der refereres til mor eller datter. Den beskedne titel ’de’ henviser til de to, en enhed som er, men som også skal forsvinde. Samtidig henviser titlen ’de’ også til alle de andre i byen. Venner, kærester, fester og gymnasiet beskrives konkret og detaljeret, som Helle Helle kan, så vi kan se det for os. Der er også vældig meget mad i bogen, og maden peger i den grad på starten af 80’erne, hvor romanen finder sted.

Forholdet mellem mor og datter er varmt og omsorgsfuldt, men også skrøbeligt i sin udsathed, og netop det taler de ikke om. I de rammende replikker toner det usagte mellem moderen og datteren frem. Helle Helle er ligesom tidligere i forfatterskabet en mester i at skrive replikker, så man kan høre det, der netop ikke bliver sagt, og hvordan personerne taler forbi hinanden. Det er et kærligt portræt af en mor, som taler om kaffe, mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom:

På tredjedagen slår et duepar sig ned oppe på taget() Da hendes mor kommer hjem fra forretningen, ligger hun under den uldne plaid og sitrer. Hun ser tennis uden lyd, hendes mor ordrer vindueskarmen: Nej, hvor de kurrer deroppe. Er der kaffe? Siger hun.”

Den rene nutid henviser også til skriften som fiktion, når det om spisebordet hedder ”de flytter det i forgårs”. Fiktionen markeres også af bogens egen cirkelbevægelse: På sidste side mangler datteren et blomkål til sin gratin. En ven ” tilbyder at stikke forbi med det, men hun ryster på hovedet: Ellers tak, jeg går bare over markerne”. Og det peger direkte på bogens første linjer: Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje.” På den måde starter romanen, hvor den slutter, og henviser måske også til, at datteren er i færd med at skrive en bog om sit liv. Og som læser må man bare læse bogen igen!

Ud over datteren er der også mere implicit fortæller på spil. Det ses ikke mindst ved de mange elegante spor til forfatternes tidligere bøger, blandt andre ’Ned til hundene’ og ’Dette burde skrives i nutid’, men især ’Rødby-Puttgarden’, som også foregår i Rødby i 80’erne, hvor to søstre har mistet deres mor kort tid forinden. På et tidspunkt ringer datteren til en ekskæreste og siger ”Hallo”. Han siger: ”Er det dig, Tine?” Og det er næppe tilfældigt, da Tine er navnet på den ene søster i 'Rødby-Puttgarden'.

Helle Helle har skrevet en skarp og aldeles blændende roman, som er sjov og uendelig trist på samme tid. Med ’de’ skriver Helle Helle om forholdet mellem en mor og datter  i skyggen af sorg og død på en både original, smuk og rørende måde, og jeg vil ikke tøve et øjeblik med at kalde romanen for et højdepunkt i forfatterskabet - og i årets danske litteratur.

Analyse

de af Helle Helle

17 dec.18

I centrum for Helle Helles 'de' står en langsomt udfoldet katastrofe, et sygdomsforløb,  som står tilbage i hovedpersonens erindring som brudstykker og små episoder.

Romanen skildrer forholdet mellen den 16-årige hovedperson og hendes mor, som bliver alvorligt syg. Det er oplevelsen af denne slow motion katastrofe, som danner det unævnelige tyngdepunkt, som alle små og tilsyneladende banale hverdagsepisoder kredser rundt om.

Moren begynder at blive syg, da hovedpersonen afslutter sin skole, og det fortælles som små fragmenter, der indgår i de dagligdags episoder: ”Den tredje april siger hendes mor: ” - Jeg har nok slugt en sten” og får ondt i brystet, og senere hedder det ”I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast”. Umiddelbart banale hverdagsepisoder, men fordi de er sat ind i et tidsforløb, ved man, at noget er under udvikling, og at det er vigtigt, fordi tidsangivelsen er så præcis. Samme præcise tidsangivelse findes første gang det bliver tydeligt, at morens sygdom er alvorlig: ”Hendes mor bliver indlagt en onsdag, mens hun er i skole”.

Gentagelsen er monoton, og det dramatiske indhold rammer først for alvor set i bakspejlet, når man får at vide at moren er så syg, at hun indlægges. Så folder indholdet sig ud, nemlig at de tidligere episoder har handlet om sygdomssymptomer og ikke blot en syltetøjsmad.

Forholdet mellem mor og datter, får Helle Helle frem gennem de eminente replikker: Man kan høre det, der netop ikke bliver sagt. Det bliver på den måde et kærligt portræt af en mor, som taler om kaffe, mad og daglige gøremål i stedet for at tale om sorg og sygdom.

Utydelig identitet i flertal
Hverken hovedpersonen eller hendes mor nævnes med navn på noget tidspunkt, men er der udelukkende som et ”hun”, ”hendes mor” og meget tit som ”de”. Vi introduceres til den fælles identitet ”de” som gentages mange gange i indledningen, inden det bliver klart, at den anden del består af hendes mor: ”De har altid væg til væg”, ”de tænder ikke lyset”, ”de befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Gentagelsen er så massiv, at det næsten virker som et absurd tæt forhold, en symbiose hvor datteren og moren gør alting i samme takt hele tiden, og hvor grænsen mellem de to individer bliver utydelig.

Den fælles identitet uden navn er i skarp kontrast til romanens andre personer, vennen Palle og hovedpersonens jævnaldrende venner som Tove Dunk og Kasper Hjorth. Her skal efternavnet med, vi er i et provinssamfund, hvor man ved, hvem folks forældre er. Men hovedpersonens egne familieforhold begrænser sig til moren, som er alene med hende. Der nævnes ingen far, heller ikke i et af de små flashback, og morens forhold til sin søster eller bror er holdt op med at eksistere: Hovedpersonen har på et tidspunkt en erindring om en fødselsdag, ”Der afholdes fødselsdag for hende med ganske få lys. Det er, mens der findes fætre”.

Heller ikke da moren er døende, taler hun eller datteren om – eller med – resten af familien, og det er udelukkende Palle som hjælper til, da moren bliver indlagt.

Erindringer i små skarpe brudstykker
I små brudstykker placeres historien for os i tid og sted. Der er kinasko, ørkenstøvler, en Fidji-parfume, et koboltblåt sæt med et par år på bagen, etagehår og ”ørkenstøvlerne” Steffen skal på studietur til Moskva, og siger ”der er så mange myter om Sovjet”. Vi må være i slutningen af 1980’erne, inden muren fald i ’89 ødelægger ethvert sværmeri for Sovjetunionen. Den samme teknik gør sig gældende, når vi får at vide at historien foregår på Lolland.

Romanens fortælleteknik i sig selv gør det ind i mellem svært at identificere ting og begivenheder med det samme. Der zoomes meget tæt ind på dele eller aspekter af en helhed som man selv skal regne ud, eller ting får ingen hjælpende beskrivelser.

Det hedder f.eks. ”De bor over Klippehulen, derfra stammer det ufrivillige etagehår”. Indholdet er en lille episode som er komprimeret i ”det ufrivillige etagehår”, et lille fragment som fortæller en hel lille historie om en ny frisure, som hovedpersonen fik i den lokale salon, og som hun hverken kan lide eller selv har bestemt.

Fordi fortælleteknikken ofte består af brudstykker, som ikke sættes ind i den overordnede fortælling med forklaringer eller refleksioner, så får det en effekt af pludselig overraskelse og tab af overblik. Da hovedpersonen skal ud med skrald, overraskes læseren sammen med hende: ”Værelset vender ud mod gården, hun iagttaget skræpperne gro langs baghuset. Skraldespanden dernede er fuld af hår. På et tidspunkt et helt sæt fletninger. Hun bliver så overrasket, at hun knalder skraldespandslåget i, hun træder i noget kaffegrums, der er altid så meget kaffegrums”. Et pludseligt klip fra skræpper til hår og fletninger i skraldespanden kommer bag på en, indtil man husker, at det jo er en frisør. Hovedpersonen bliver forskrækket over fletningerne og vil hellere tænke på kaffegrums.

På samme måde i et af de små, enkeltstående tilbageblik i romanen, hvor hovedpersonen tænker tilbage på, hvor effektivt moren rydder op i sine ting: ”… tørklædet falder frem i panden. Det er rødt og blåt og hvidt. Det er fra Sans Souci, det overlever”. Episoden er sat ind lige efter en situation, hvor hovedpersonen bliver vækket om natten af moren som har stærke smerter på grund af sin sygdom.

Den lille oprydningsepisode er det eneste sted i romanen, hvor ord som ”overlever” og ”død” forekommer, og fordi det pludselig handler om ting som ryddes op, så bliver det tydeligt, at det handler om noget andet. Tørklædet overlever, ikke moren. Sandsynligvis har hun også brug for det fordi hun har tabt sit eget hår, og ikke fordi det er en fin mærkevare: ”hendes mor holder sig for ørerne, tørklædet falder frem i panden”. Navnet Sans Souci er sørgeligt ironisk i sammenhængen, det betyder ”uden bekymringer”.

Romanens fragmenterede måde at fortælle på er meget langt fra klassiske erindringsromaner, hvor en dramatisk livsbegivenhed sættes i perspektiv til hovedpersonens udvikling og sted i verden.

En erindringsroman i nutid
Allerede i romanens første kapitel bliver det tydeligt, at der faktisk er tale om en erindringsroman og at episoderne er flashback som hovedpersonen tænker tilbage på fra et andet sted og en senere tid. Hun steger fisk og det lugter: ”Hendes mor slår hænderne sammen. Det er sidste år. Der er ingen erindring om emhætter”. Erindringen står så stærkt for hende, at den fortælles i nutid, men hovedpersonen må bo et andet sted, siden hun undrer sig over om der var en emhætte eller ej. Men læseren får ikke mange informationer om, hvor hun er henne og det upersonlige ”der” erstatter også et ”hun” i ”der er ingen erindring om emhætter”, så hun nærmest forsvinder som person.

Helt overordnet er der tale om en person som forsøger at genkalde sig erindringer: Igennem romanen er der f.eks. indsat små flashback til de mange andre steder, hvor hovedpersonen og hendes mor har boet. Hovedpersonen afsøger sine erindringer, hun sammenligner de steder de har boet: ”De bor også i en toværelses ved byskoven” og forsøger at huske præcist, rosen ved husmuren er ”gul eller gullig”.

Alle erindringer fortælles i nutid, og derfor er erindringerne om tiden før morens sygdomsforløb på samme niveau som den, der handler om det: Alle episoder er erindringsfragmenter som finder sted i hovedpersonens bevidsthed. De huskede episoder om hendes og morens liv fylder alt og vi aldrig ser hvor hovedpersonen er i sin nutid, hvor moren er død.

En cirkulær fortælling 
Allerede ved romanens begyndelse ved vi, at vi er kommet ind midt i et forløb: ”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”. Ordet ”senere” viser hen til en episode som vi først møder i romanens slutning, nemlig at moren ikke rigtig kan spise noget men alligevel gerne vil have blomkålsgratin. Derfor er blomkålshovedet vigtigt, men læseren kender først den betydning, det har for hovedpersonen, når man når til den første del af episoden som er den, der afslutter romanen. Tidsforløbet af begivenheder er præsenteret sådan, at romanens begyndelse er en del af slutningen, og at afslutningen stopper der hvor begyndelsen så fortæller videre på episoden.

Romanen rummer mange spor til forfatterskabet, navnlig  ’Rødby-Puttgarden’, som også foregår i Rødby i 80’erne, hvor to søstre har mistet deres mor kort tid forinden. Samtidig synes 'de' at have en stærkere undertone af sorg og tab end forfatterens tidligere bøger.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
54054467
ISBN
9788763857628
Antal sider
156

Deltag i debatten

21 indlæg
AfCecilia Dybris Marini
tir, 19/02/2019 - 12:45

Hej igen. Jeg har haft hold to igennem nu også. Selvom det sikkert er en gentagelse af mange ting, så skal I jo ikke snydes for  vores snak:

DR Romanklub Helle Helle: de. Andet hold læsere

Denne gang havde vi en mere 50/50-fordeling af, hvad vi syntes om bogen.

De negative røster pegede på, at det var som at læse en dagbog, uden at kunne få lov at kende personerne til bunds. De alt for få oplysninger gjorde læsningen tung og irriterende.

På den positive side, var der respekt for de stilistiske greb og evnen til at kunne skrive så hjerteskærende om sorg, og det at være ensom med sin sorg.

Handlingen

Den måde ”de” lever deres liv på i bogen, virker til at have været tidstypisk for Udkantsdanmark dengang i starten af 80’erne, med stor forskel på mennesker i en lille by, smat at der ikke er nogen der snakker ordentligt sammen, selvom det hele foregår i lokalsamfundet.

Selvom vi godt kunne se meningen i at ”de” flyder sammen i deres livssymbiose, så er der klart mest overvægt til at vi hører datterens stemme og historie. Det er meget få nedslag der beskriver moderens tanker og minder.

Selvom der virker til at være mangel på midler (både netværk og økonomi), syntes vi alligevel at ”de” hæver sig over deres egen socialklasse ved at være handlekraftige og have hovederne godt skruet på.

Sorgen

Det er sørgeligt at bevidne at moderen tror at hun skåner sin datter ved ikke at tale om problemerne.

Pigen kører meget i bus, transporten er hendes fristed, hvor hun ikke skal forholde sig til sin mor. Desuden kommer hun videre og ser noget nyt.

Der bliver taget så meget hensyn til moderen, at pigen er kommet bagud med at udvikle sin egen personlighed. Hun efterligner og pleaser andre mennesker.

Af sin mor har hun lært at sige ”nej tak” til alt hun bliver tilbudt.

De laver ting i stedet for at snakke sammen.

Nutid

Et teknisk greb der får tiden til at stå stille. Der er ingen fortid eller fremtid, mens sygdommen står på. Både tiden og udviklingen er gået i stå.

AfRasmus Odderskjær Budde Byg
tir, 05/02/2019 - 18:57

Så har vi i læsegruppen på Ærøskøbing bibliotek endelig fået diskuteret bogen "de" af Helle Helle.

En del af deltagerne følte, at bogen var kedelig, svær at forstå, vanskeligt at den var skrevet i nutid og svært ved de korte enkle sætninger. Men der var også meninger om, at det var en spændende moderne bog, hvor det handler om det, der ligger bagom ordene eller mellem sætningerne, hvordan livet gribes og leves.. Hver side kan være et maleri for sig selv.

Nogle syntes at bogens sprog med dens korte sætninger og at den er skrevet i nutid, bryder læsestrømmen, andre synes det er spændende, at den er skrevet i nutid og at der, der igennem ikke findes fortid og erindring, men at man hele tiden er tilstedet i nuet. En interessant ny måde at læse en bog på, at man faktisk kunne begynde på hvilke side det skulle være og få en mættet historie ud af det.

Historien holder hele vejen igennem. Den er tro mod den tidslomme den er skrevet i og hele det sociale miljø er meget sanseligt og autentisk beskrevet.

Personerne er troværdige gennem hele bogen, og deres personlighedstyper træder meget klart frem.. Der sker ikke den store udvikling, man oplever det mere, som et øjebliks skildring.

De to hovedpersoner har ikke fået navne, så det er mere åbent, det kunne egentligt være en af os… Men vi står, samtidig som læser, og ser på det der sker, uden rigtig at blive budt indenfor. En sød mor, der tager livet, som det kommer. En pubertets datter, der lever alene med sin mor og er meget loyal overfor de fælles beslutninger, de bliver nød til at tager i livet.(f.eks. En del flytninger og morens arbejde) . Nogen synes, det var en triviel fortælling, at der var en forstemthed tilstede i fortællingen, og at det var et trist liv, der blev beskrevet. Andre syntes, at det kunne være en hyldest til hverdagen, at være tilfreds og få det bedste ud af de vilkår omstændighederne i livet byder en. At det ikke var en farvestrålende fortælling, men en med utrolig mange nuancer.

AfTina Karina Mortensen
tor, 31/01/2019 - 18:30

Tusind tak for alle jeres gode og interessante betragtninger.
Ikke mindst tak til Helle Helle. Dejligt at du havde lyst til at deltage. Jeg morede mig ved kommentaren om at dine svar blev kortere og kortere. Hvis man læser det med romanerne in mente, synes jeg ikke det gør noget, de er korte :-) 
Jeg blev også glad for at læse at Helle Helle ikke er bange for at læsetempoet sættes ned og måske går lidt i stå. Vi fodres med letflydende tekster og handlinger, så nogle gange er det vidunderligt selv at få brug for at tænke sig om undervejs i læsningen.
Så sluttede januar. Debatten om "de" er stadig åben, og man er velkommen til stadig at skrive.
I morgen går vi i gang med "Guds bedste børn".
Vi læses ved.
 

AfHelle Helle
fre, 18/01/2019 - 18:07

Kære alle

Det er en helt speciel oplevelse at læse med herinde. Mange tak for jeres spørgsmål. Tak for lixtal-undersøgelse og Hillerøds nutids-afsnit og tak til Connie Mikkelsen for at skrive, at jeg ikke er minimalist. For Frederiksværks pointe om madlavning, som hele tiden påbegyndes, men uden at blive til noget. Dét har jeg ikke selv tænkt over. Kun i forhold til det kapitel, Tina Karina Mortensen skriver om, “Kom nu afsted med de madder!”. Tak også for den sætning.

   Jeg må hellere forsøge at besvare spørgsmålene fra en ende af.

Fredericia Bibliotek:

1) ‘de’ står med småt, fordi jeg ikke ønskede, at man skulle kunne forveksle det med tiltaleformen ‘De’ (“Vil De have en kop kaffe?”). Men det føltes også bare rigtigt med det lille ‘de’. Måske fordi, det passer til bogens ‘cirkelform’. At den begynder, hvor den slutter. Måske afspejler det lille ‘de’ den evighed, der er i cirklen (at den aldrig standser), hvorimod et ‘De’ ser så “lineært” ud. Jeg håber, det giver mening!

2)  + 3) Da jeg havde skrevet sætningen “Det er sidste år” på bogens anden side, vidste jeg, at hele bogen skulle være i en slags radikal nutid. Den sætning betyder både - ‘det foregik sidste år’ og ‘det er sidste år, de har sammen’. Det er på grund af moderens dødelige sygdom, at bogen udelukkende er skrevet i nutid (undtaget replikker og nogle få steder før-nutid). Stoffet er så sorgfuldt, at jeg måtte have sorgen helt ind i grammatikken. Jeg følte, at datid ville være dødens tid - jeg kunne ikke udholde den. Jeg ville have moderen til at leve evigt i bogen, i kraft af blandt andet den nutid. Jeg blev efter udgivelsen gjort opmærksom på en meget fin analyse af min roman, på en blog, www.abookfulof.dk. Her anmelder en ung kvinde, Pernille, bøger. Hun skriver blandt andet om ‘de’, at når alt er i nutid, kan intet opfattes som et minde og “På den måde kan hun leve med sin mor for altid i nuet uden at miste”.

   Det er så fint skrevet, synes jeg, og bedre end jeg selv kunne sige det.

   Og nej - jeg var ikke bange for at ødelægge læseflowet. Det er fint nok, hvis læsningen går lidt i stå. Eller måske sættes ned i tempo. I det hele taget tror jeg, mine bøger skal læses ret langsomt. Jeg er altid bange for, at læseren læser for hurtigt og dermed misser for eksempel et dødsfald eller en skilsmisse. Men det er jo den risiko, der er ved som forfatter at arbejde med de små virkemidler!

4) se svar til Hillerød

Hillerød Bibliotek:

1) Ja, ‘de’ er  først og fremmest datteren og hendes mor. Jeg KUNNE ikke få mig selv til at give dem navne. Det føltes helt forkert. Måske fordi det ville skabe en distance? Det er min fornemmelse, at med ‘hun’ og ‘hendes mor’ er man tættere på. Måske hænger det sammen med, at jeg i begyndelsen havde en sporadisk jeg-fortæller. Et jeg, der var den voksne udgave af ‘hun’. Det jeg optrådte kun to steder i romanen, først og sidst. Da jeg var færdig med at skrive, kunne jeg se, at det skulle pilles helt ud.

2) Jeg forestiller mig, de flytter rundt på grund af moderens forskellige mænd. Hun er eftertragtet. Det er også derfor, der ligger buketter på dørtrin i en lind strøm i kapitel 41. De er fra moderens mange beundrere. Men jeg orkede ikke at have de mænd med i romanen :) Eller - det var ikke den roman, jeg skulle skrive.

3) Se svar 1)

4) Min redaktør mener, det ser bedst ud sådan.

Ishøj Bibliotek:

1) Se svar 2) til Hillerød Bibliotek

2) Se svar 2) til Hillerød Bibliotek (undskyld, nu bliver min svar kortere og kortere)

3) Åh, om moderen dør i romanen - det er et spørgsmål, jeg ikke ved, hvordan jeg skal besvare. Jeg ville så gerne svare nej. For der står jo ikke, at hun dør. Og bogen slutter næsten, hvor den begynder, mens moderen stadig er i live. Men jeg vil sige at disse to linjer fra afsnit 1 i kapitel 1:

 

- Det er mig!

Og en gang til.

 

- viser at datteren ikke får noget svar på sit “Det er mig!”. Derfor råber hun det en gang til.

Men moderen svarer jo ikke.

 

Og til Ishøjs sidste spørgsmål vil jeg sige:  Ja, det tror jeg <3

Mange tak og mange hilsner til jer alle,

Helle Helle

AfConnie Mikkelsen
lør, 26/01/2019 - 17:12

Som svar til af Tina Karina Mo…

Ja ,Helle Helle overraskelse ,og rørende ,også for mig😭

Vil lige benytte lejligheden til at reklamere for et arrangement " forfatteren og forskeren"- Helle Helle og Dag Heede.

I programmet for Folkeuniversitetet Syddanske region

Mandag d. 1/4 

Tid; Kl 1815-2000

Pris kr.180

Sted; Borgernes hus,2.sal

Østre Stationsvej 15, 5000 Odense C

God fornøjelse ☺️

AfTina Karina Mortensen
fre, 18/01/2019 - 15:07

Kære Alle
Helle Helle har sendt mig en hilsen.
Hun er klar til at skrive med her i debatten. Desværre er der et par tekniske vanskeligheder som Litteratursidens tekniske eksperter lige må hjælpe med, inden hun er helt på banen.
Indtil da - skyd løs med kommentarer og tanker om bogen.
God weekend
Hilsen Tina
 

AfMarianne Träff
tir, 15/01/2019 - 12:01

Vi læser Helle Helle på Ishøj Bibliotek

I DR Romanklubben i Ishøj mødes vi med 32 Helle Helle-læsere, og det er i sandhed en blandet modtagelse "de" får.

 Her er et lille udsnit af førstehåndsindtrykket :

  • grammatisk vold (fordi det hele er i nutid)
  • intet overflødigt
  • underspillet
  • tung læsning
  • trist, deprimerende
  • rørende, omsorgsfuld
  • spændende
  • elegant, sprogligt filigranarbejde, anderledes,
  • haiku
  • den ser ud som om den er nem at læse, men er i virkeligheden svær
  • sørgelig, trist, følelsesløs, svært at genkalde
  • fragmentarisk
  • lyrik på romanform

Omkring halvdelen har ikke haft en god læseoplevelse. "Det er ligesom der mangler noget", siger en og fortsætter: "Hvorfor griner de så meget?" Det er jo så sørgeligt!  Vi bliver dog hurtigt enige om, at enten er de meget lattermilde ellers også er latter et værn mod de barske realiteter. Det samme er tilfældet med maden. En mener, at det at skulle tale om alting og sætte ord på alt, er kultur- og individ-bestemt. "Vi er nogen der ikke behøver tale om alt, siger en af deltagerne."

Mange af vores læsere tror, "de" er fattige. Et af livets holdepunkter er mad, og vi får også at vide, at moderen ikke kan spise længere. Men det afholder dem ikke fra at snakke og lave mad hele tiden. Maden er fattigmandskost. Osteskorper, havregrød og Ylette. Oksestegen eller Blomkålsgratin er fin mad. Så maden er en fin fattigdoms-markør her. En siger, at når man er sulten eller forarmet, kan man mætte sig ved tanken om mad, og der er en der fortæller, at Trygve Bratteli’s biografi om hans ophold i koncentrationslejr også er propfyldt med al den mad de ikke får. Flere husker hvordan det er at være sulten (eller på kur) og svælge i madopskrifter. Eller måske taler de bare meget om mad, fordi de godt kan lide det.

Vi fortsætter med at tale om mor/datter forholdet. Flere mener, de har et meget tæt, ømt og nærmest rørende forhold. De er som én person - og "de bryder sig ikke om krokus’. De forekommer aldersmæssigt også meget tæt, for selvom datteren er 16 og moderen 41, så er datteren meget moden og ansvarsbevidst og moderen meget pjattet/piget. Vi er enige om, at der ikke en rigtig måde at være mor på, men en af de ting man kan forvente er ansvarsfølelsen. Her fornemmer vi, at mor og datter nærmest er hinandens bedste veninder. Datteren er nødt til at blive voksen og tage ansvar, og moderen holder fast i nuet (i nutid) og ønsker at leve, hvilket alle forstår så godt. På mange måder er datteren den voksne, den der har overtaget ansvaret for familien. De har kun hinanden, og vi tror at moderen måske forlader faderen til pigen, den sommer for 16 år siden i kolonihavehuset, hvor det regner så frygteligt. Tror du det Helle Helle?

Vi er dog ikke i tvivl om at pigen er ked af det. Nogle siger, at det er alle teenagere, mens andre påpeger cykelturen, gråden i hætten, viskelæder-scenen og natten, hvor hun er rasende på gulvtæppet. Følelserne er der i høj grad, måske bare ikke uden på tøjet, men mere i det skjulte. Det er en hård og svær tid.

Spørgsmål til Helle Helle:

Hvorfor flytter de så meget?

Er de populære hos "mandfolkene"?

Dør moderen i løbet af bogen?

 

 

AfTina Karina Mortensen
fre, 18/01/2019 - 11:00

Som svar til af Marianne Träff

Tak Marianne for din fine udlægning af, hvad I talte om i læseklubben. 
Jeg holder især af udsagnet : "Vi er nogen der ikke behøver tale om alt". Måske er det faktisk en vigtig pointe i bogen. Men jeg er godt nok langt fra sikker på at det forholder sig sådan i bogen. De forsøger sig jo med flere ord selvom det ikke helt lykkes.
Mor og datter tager på filosofikursus (som jo desværre ikke bliver til noget) og selvom moren er i tvivl "jeg ved heller ikke rigtig, om det var noget for os" (s.38) har de en god aften. Senere i kapitel 16 som starter med "Oktober er lang, fordi de venter svar fra sygehuset" og senere da hun (datteren) ringer til sygeplejersken og lader som om hun er en anden. Sygeplejersken læser fra journalen at "Patienten udviser en stærk forundring over sygdommens alvor". datteren har brug for at vide mere end moren fortæller, men det magter moren ikke - eller hun vil ikke. Afsnittet i bogen ender med " Så skal de spise. Så spiser de". 
Her mærker jeg tydeligt modløshed, manglen på samtale og manglen på erkendelse.
Men også kærligheden fra moren til datteren. Da der skal laves lektier, lægger hendes mor en stribe lakridskonfekt foran hende på sofabordet. Jeg blev varm om hjertet, da jeg læste det. Det gjorde min mor nemlig også nogle gange da jeg gik i gymnasiet og sled med de lidt for svære lektier :-)

Afeveline
søn, 13/01/2019 - 10:46

I den læsegruppe på Vejle bibliotek, jeg deltager i, var vi kun 4 ud af 13, der syntes om Helle Helles roman. Åh en skam. Det er så smuk en roman, der beskriver forholdet imellem mor og datter i en kritisk situation, hvor det er svært at snakke om det uafvendelige. Så jeg kender godt din frustration Conni Mikkelsen.

I romanen søgte jeg efter en far. Han måtte da findes. Nu har jeg afleveret romanen, men mener, at der i kapitel 7 er omtalt en motorcykel med sidevogn. Til slut i kapitlet tænker moderen "så hellere være alene".

Det kunne udmærket være den far, jeg ledte efter. Ja man skal være opmærksom, når man læser Helle Helle.

AfTina Karina Mortensen
man, 14/01/2019 - 13:21

Som svar til af eveline935

Åh ja, Eveline - godt tænkt. Mon ikke det er hendes far?
Jeg har tidligere her i debatten undret mig over dette afsnit og tror, du har helt ret.
Der står i det lille kapitel 7 "Så vil hun hellere være alene, men hun er ikke alene"
Hun beslutter sig jo netop for at det ikke er besværet værd med manden på motorcyklen og hun er ikke alene, for hun er jo gravid med datteren :-)
Eller hvad mener I???

AfJakob Poulsen
fre, 11/01/2019 - 11:29

”Det hvide skaber dybden” – Sådan siger en af DR Romanklubbens deltagere på Hillerød Bibliotek til aftenens debat. Der bliver kigget dybt ned mellem ligner linjerne i ”de”, og samtalen svinger mellem til studier af tristesse og ensomhed til latterbrøl. Helle Helle ser humoren, hvor galgensort den end er, lige der, hvor ”datterens” liv ser mest trist ud…

Men hvorfor skriver Helle Helle i nutid? Vi har lige prøvet foroven, og det er næsten en øvelse i sig selv, til at få nutid til at beskrive datid rent sprogligt (trods den grammatiske skurren i ørene). Omvendt talte vi om, at nutidsformen virker som om, at tiden står stille. Ikke blot i 1980’ernes Udkantsdanmark, men også på et mere eksistentielt plan: At nu’et er en konstant, og intet, som det er nu (hvor moren lever), nogensinde må ændres. Dette kunne grundlæggende være datterens ønske, som ved siden af prøver at få et ungdomsliv til at fungere. Men skæbnen, fysikkens love og kosmos med skriver nådesløst i datid. Der er trods alt ingen erindring om emhætter, så alt er alligevel historie, og datterens skæbne efter moderens død er for altid ikke den samme som nu.

Der blev talt rigtigt meget til mødet, og vi endte vanen tro med et par spørgsmål, som vi håber Helle Helle har lyst og tid til at svare på i dette forum.

1) Mor og datter fremstår meget ens i f.eks. smag og i nogle passager, flyder deres personligheder ud i hinanden. Hvorfor har du ikke valgt at navngive dem? Har du tænkt dem som typer? Er ”de” titlens ”de”?

2) Der er meget usagt romanen, og det giver meget sigende stof til debat. Så her er et par spørgsmål: Hvorfor flytter ”de” så meget rundt? Hvad flygter de fra – eller til? Det virker som om, de ønsker at isolere sig, og aldrig komme, eller lade nogen komme for nær.

3) Overvejede du på noget tidspunkt en jeg-fortæller? Hvorfor valgte du en 3. personfortæller?

4)  Der mangler sidetal ved den sidste side i ved hver kapitel: er den særlig stilistisk grund til det?

Med venlig hilsen

DR Romanklubben, Hillerød Bibliotek

AfCecilia Dybris Marini
tor, 10/01/2019 - 12:09

I vores læsegruppe var meninger meget blandede om bogen. Et part stykker var store fans, nogle synes den var træg men interessant og endnu nogle brød sig slet ikke om den. 

Vores snak kredsede meget om sorgen og det liv "de" lever - med mange bopæle, få midler og alt det usagte mellem mor og datter.

En af læserne havde medbragt en hjemmegjort lixtal-undersøgelse af bogen, og uden at vi kan garantere for det videnskabelige, så blev vi da alle enige om at lixtallet ikke er højt! Dette er ikke entydigt en dårlig ting, for alle der kender til Helle Helles skrivestil, ved jo at det er mellem linjerne, at det hele sker. Derfor synes vi også nærmest enstemmigt, at det er fascinerende at kunne skrive så rørende om sorg, med så "lette" ord og sætninger. 

Hvis Helle Helle læser med er, vil jeg gerne videreformidle nogle spørgsmål fra læsegruppen:

1) Vi er med på hvad titlen betyder, men hvilke tanker ligger der bag brugen af småt begyndelsesbogstav? Det kan virke voldsomt provokerende at udfordre den gængse norm og syntaks på den måde; var provokation en hensigt?

2) Har du været bange for om brugen af nutid ville ødelægge læseflowet hos læserne?

3) Vi var i gruppen lidt uenige om hvor konceptualiseret brugen af nutid har været for dig. Og vi er nysgerrige på om der er en større symbolsk betydning bag: måske handler det om at leve i nuet ( fordi der skal ske noget forfærdeligt), eller handler det om at dramatisere deres lidt kedelige og stillestående hverdag? (jvf begrebet "dramatisk nutid") ?

4) Er der en historie bag at deres husvildhed fylder så meget, i en ellers sparsom tekst? Og hvorfor flytter de hele tiden? Er det pga. penge til husleje? Stikker de i virkeligheden af fra nogle udlejere?

 

Mvh Fredericia Bibliotek

AfTina Karina Mortensen
tor, 10/01/2019 - 15:20

Som svar til af cecilia.marini

Helle Helle har sagt ja til at deltage i vores snak her i læseklubben. Hun hopper ind i gruppen lidt senere på måneden.
Ha, hvor skægt at læseklubben i Fredericia har lavet lix tal undersøgelse.
Måske er selve ordene lette, men jeg synes nu ikke alt i bogen er lige let. F.eks. kapitel 7 som starter med "Hendes mor falder i staver ved hårlakken. Engang kører hun næsten til Karleby i en sidevogn, med flagrende tørklæde" ...... "Kævl over en ål. Tavshed. Så vil hun hellere være alene, men hun er ikke alene." (Kig selv i bogen og få hele teksten med)
Det kapitel synes jeg faktisk ikke er særlig let ;-) Mon det er noget med at de har spist ål aftenen forinden og måske har været uvenner over det. I dag orker hun derfor ikke andet end kold mad??? Kan nogen hjælpe mig ?
Hilsen Tina

AfTina Karina Mortensen
tor, 10/01/2019 - 10:28

Lyt til DRs interview med Helle Helle

https://www.dr.dk/radio/p1/dr-romanprisen-2019/dr-romanprisen-2019-2-6-helle-helle/00:00:00

 

Helle Helle har endvidere sagt ja til at deltage her i debatten. Jubii, hvor er vi heldige :-)
Jeg har aftalt med hende at hun venter lidt med at byde ind, til der er flere indlæg.

Hilsen Tina
Tovholder i debatten her i DR Romanklubben

AfConnie Mikkelsen
ons, 09/01/2019 - 22:07

Jeg oplevede at stå ret alene med min begejstring for Helle Helle, da vores læsekreds i Marstal mødtes i december.

Jeg må erkende at ikkeialle deler min begejstring, og den gode forfatter delte vandene...og det kom noget bag på mig at de andre deltagere ikke kunne se hendes kvaliteter som forfatter.🤔😏

Nu vil jeg nødig lyde som en jubel idiot, men jeg er altså begejstret også for Helle Helles forfatterskab, og i denne bog, syntes jeg handlingen , eller mangel på...er så åfiint underspillet.at.det.netop bliver troværdigt

Hendes let genkendelige skrivestil, som slet ikke er minimalistisk, hvilket forfatteren selv gjorde os læsere (der så hende i auditoriet i BogForum i Bella Centret) opmærksom på , da hun blev interviewet af Kaare fra DR. Nej, måske er.hendes.sætninger barberet , men der.står.nu rigtig.meget mellem linjerne.

Jeg er også af den opfattelse at Helle Helle jo netop er knivskarp i sine bøger, og denne sørgmuntre skildring fra firserne er lige på kornet.

Var selv ung i samme tidsperiode, og kan relatere til historien i mere.end en forstand. Jeg syntes.det er.genialt med status quo trick. Det vender jeg tilbage til.

Jeg er vild.med.at.historien.starter og slutter samme.sted. Det var.faktisk først.ret sent i historien ,at det gik op for mig hvor syg hvedpersonens mor egentlig var, og er det ikke flot at.kunne  gengive det levede liv så troværdigt  ?

Sygdom og død er netop noget de.fleste.af.os.fortrænger, og det.med.at.holde.sproget i nutid for at.fastholde er da genialt,.ligesom tricket med.at.genbruge.scenen med Blomkål s hovedet, og lade det være både slut og start giver.bogen en fin status quo. 

Håber ikke det blev for rodet et indlæg.Skrev frit fra leveren,og direkte ind på min telefon, derfor de mange tastefejl🤣

AfTina Karina Mortensen
tor, 10/01/2019 - 10:24

Som svar til af Connie

Kære Connie
Ligesom dig opdagede jeg også ret sent at hendes mor er syg. Mon ikke det spejler deres egen sygdomserkendelse?
Jeg startede i gymnasiet i 1983 og er vist også næsten på alder med datteren. Det giver også mig et ekstra lag at kunne spejle mig i tiden.
Tak for dit indlæg "frit fra leveren". Det er super fint.

AfAnnette Ridder
ons, 09/01/2019 - 09:08

Vores klub i Frederiksværk holdt møde om Helle Helles roman i går aftes og var vildt begejstrede. På nær et par stykker, der fandt den for dyster i sine beskrivelser af provinsen. Som altid med HH diskuterede vi handlingen eller mangelen på samme samt sproget. Som hun dog kan skrive! Det er nok hendes bedste roman til dato. Vi er helt oppe og ringe over den.

AfTina Karina Mortensen
ons, 09/01/2019 - 11:55

Som svar til af ridinat

Tak Annette for Frederiksværk klubbens reaktioner på bogen. 
Du skriver at I diskuterede handlingen eller mangel på samme. Jeg forstår, hvad I mener, men netop "de" synes jeg er ret handlingsmættet. Det er bare ikke de helt vilde ting, der foregår, men mere en hverdags beskrivelse.
Jeg elsker f.eks. kapitel 21, hvor "Det er hendes mor og Marna og altmuligmanden, der nyindretter forretningen for syv år siden". De knokler løs med indretningen, men bliver så alligevel enige om at spejlvende inventaret midt i det hele. Jeg kan se for mig, hvordan de kigger på hinanden, puster ud og går igang med at tage alt ned og bytte rundt på inventaret.
Og sultne bliver de. Hun (datteren) bliver sendt hjem for at lave mad til dem. Hun har mange planer om alt de mad, hun vil lave til dem. Syltetøjsmadder er også godt, men mens jeg læste nærmest hoppede jeg rundt i stolen for at få hende i gang med at lave noget mad og komme afsted med det ned i butikken, hvor mor, Marna og altmuligmanden er sultne. jeg kunne næsten ikke holde hendes langsomhed og alle hendes svinkærinder ud. Kom nu afsted med de madder ......

AfAnnette Ridder
tor, 10/01/2019 - 20:28

Som svar til af Tina Karina Mo…

Ja, lige præcis. Det er næsten et helt år af en ganske ung piges liv, vi følger, og for hende sker der vildt meget. Det er dog ikke den ydre handling, derimod stemningerne der river en med. Vi hører meget om mad, som bliver påbegyndt, lagt til side til fordel for nye opskrifter og så videre. Bogen er sletikke uden humor!

Vis flere
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Fokus: Helle Helle

Ud med adjektiverne. Vi bruger alt for mange adjektiver, når vi taler med hinanden. Det pointerede Helle Helle til sit 25 års forfatterjubilæum, som blev fejret i Nikolaj Kunsthal i mandags, den 24. september 
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer