Bog

Eleanor Oliphant har det helt fint

Af (
2018
)

Anmeldelse

Eleanor Oliphant har det helt fint af Gail Honeyman

07 dec.18

Humoristisk, tåkrummende og hjertevarm feelgood roman om den excentriske, men elskelige Eleanor Oliphant, og om ensomhed og skæbnen. Én af årets mest uforglemmelige læseoplevelser.

Man griner, græder og krummer tæer sammen med 30-årige Eleanor Oliphant. Selv om titlen antyder det modsatte, har Eleanor det bestemt ikke helt fint. Bag hendes krakilske facade, gemmer der sig et radbrækket og ensomt hjerte, som ikke ved hvordan man interagerer socialt med andre mennesker. Gennem en utroligt bevægende, men også humoristisk fortælling optrevles Eleanors liv fra opvæksten med en grusom mor til mødet med kollegaen Raymond, der kommer til at forandre hendes liv.

På regnskabskontoret er Eleanor den pedantisk korrekte og pligtopfyldende medarbejder, en grå kontormus, som tilsyneladende gør livet surt for sine kolleger på sin egen tørre facon. Hvad kollegerne ikke ved er, at Eleanors nøgterne tilgang til arbejde og opgaver er i virkeligheden bare hendes praktiske måde at overleve på. Ingen aner noget om Eleanors baggrund, og ingen synes heller at interessere sig for det. Når Eleanor har fri om fredagen, tilbringer hun weekenden hjemme i sin Glasgow lejlighed i selskab med krydsord, TV eller en nøje udvalgt bog og nogle flasker vodka. For Eleanor er der intet usædvanligt ved dette liv. Hun føler ingen selvmedlidenhed, har ikke ondt af sig selv og er egentlig godt tilfreds.

Som læser er man fuldt ud klar over, at noget er gået helt forfærdeligt galt i Eleanors opvækst. Hendes tanker strejfer forfærdelige hændelser om, hvad der faktisk skete dengang hun var ti år gammel. Da IT-fyren Raymond lettere tilfældigt træder ind i hendes liv, opstår der en lavine af begivenheder, som langsomt åbner op for hendes syn på verden, og den plads som retteligt tilhører hende, som ung kvinde og et menneske med livet foran sig.

’Eleanor Oliphant har det helt fint’ er en usædvanlig stærk debutroman om den ensomhed, som rammer alle aldersgrupper, og som meget få har lyst til at indrømme, at de lider under. Bogen har et karakterbåret plot, som spreder lys og varme på en lidt skæv måde, hvilket gør bogen til sin helt egen.

Forfatteren Gail Honeyman tegner et unikt portræt af en kvinde, som trods ufattelig modgang alligevel formår at holde sig oven vande, uanset hvad andre måtte tænke om hende. Lige netop derfor bliver Eleanor den type karakter, som går ind i hjertet med træsko på.

Eleanor Oliphant vil snart kunne ses på det store filmlærred, da filmrettighederne allerede er solgt med Reese Witherspoon som producer.

Bogdetaljer

Forlag
Jentas
Oversætter
Anne Mette Poulsen
Faustnummer
54986858
ISBN
9788742600351
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer