Bog

Protokollen

Af (
2010
)

Anmeldelse

Protokollen af Michael Katz Krefeld

08 nov.10

Med sin tredje roman indfrier Krefeld til fulde forventningerne, og den vildt spændende og nervepirrende samfundsthriller løfter ham helt op i den danske krimielite.

Den så længe frygtede terror rammer pludselig også Danmark. Midt i København dræber en kraftig bilbombe 23 mennesker på en fashionabel café. Chefen for PETs kontraspionageafdeling, Nikolaj Storm sættes i spidsen for efterforskningen, som hurtigt viser sig at pege i retning af en formodet islamisk terrorcelle på den københavnske vestegn. Hans nyoprettede Task Force-afdeling har brug for lokalkendskab, og vicekriminalkommissær Katrine Bergman, som bor i området, hentes til hjælp, selvom hun p.t. er suspenderet efter et voldeligt overfald på en morder. Den kontroversielle politikvinde viser sig hurtigt at blive et plus for opklaringen, og snart får man indkredset fire mulige terrorister, som oven i købet er lige ved at være klar med et nyt attentat. Sagen synes opklaret, og da det oven i købet ser ud, som om hele planen er blevet styret af en markant og kendt militant imam, skulle det overordnede motiv også være på plads.

Der er dog noget, der ikke helt hænger sammen, og pludselig tager historien en markant drejning, en drejning som lige pludselig involverer et kendt sikkerhedsfirma, tidligere Afghanistan-soldater og et hemmeligt broderskab ”Protokollen”.

Som nævnt leverer Michael Katz Krefeld en særdeles overbevisende og intens spændingsroman, og hans baggrund som bl.a. manuskriptforfatter til diverse danske tv-serier mærkes tydeligt i handlingen: Stram i sin komposition og med det ene spændingsklimaks efter det andet, samt hans evne til lige pludselig at dreje plottet 180 grader er intet mindre end genialt.

Hovedpersonerne, Storm og Bergman, virker særdeles troværdige, om end hun måske er lige lovlig sejlivet og barsk skildret. Endelig er skildringen af det danske samfund og modsætningerne mellem etniske danskere, andengenerationsindvandrere, nazister m.fl., problemstillinger som man konstant hører om i medierne, uhyre vedkommende og giver læseren noget at forholde sig til og tænke over.

Det er på alle måder et suverænt og meget overbevisende stykke arbejde, Krefeld har leveret, og man forstår godt, at forlaget har givet ham et millionforskud for denne og de to næste romaner med makkerparret i hovedrollen.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med: Katrine Bergman og Nikolaj Storm ; 1
Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
28483414
Graphic
Harvey Macauley / Imperiet
ISBN
9788711412497
Antal sider
360

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer