Bog

Før stormen

Af (
2007
)

Anmeldelse

Før stormen af Michael Katz Krefeld

Nyt spændende og meget lovende bekendtskab på den danske krimiscene.

Den unge læge Maja Holm er lægevikar i en lille by i Vestnorge, efter eget udsagn på flugt fra et traumatisk forhold i Danmark, en dominerende mor og en generel lede ved alting. Hun klarer sig igennem både sine egne problemer og et hektisk og stresset arbejde med et stigende forbrug af piller og alkohol.

En ung narkoman dør af en overdosis, og så er handlingen sat i gang. Maja tror nemlig ikke på teorien om en overdosis, og snart følger flere både brutale og mistænkelige dødsfald. Hun møder journalisten Stig, og samtidig med at sød musik opstår, prøver de sammen at finde en forklaring på og en sammenhæng mellem de tilsyneladende tilfældige drab.

Den lille by rummer øjensynligt flere hemmeligheder, end man umiddelbart skulle tro, og snart er Maja udsat for både indbrud, overfald og direkte forsøg på at få hende gjort tavs. Hun fortsætter dog stædigt sin søgen efter sandheden og finder svaret, samtidig med at en forrygende vinterstorm rammer byen.

Michael Katz Krefeld debuterer med denne både intense og spændende thriller. Han har tidligere skrevet manuskripter til diverse danske TV serier, og det mærkes i handlingen: Stram i sin komposition og med det ene spændingsklimaks efter det andet.

Hovedpersonen Maja virker særdeles troværdig, om end hun måske er lige lovlig sejlivet, men man er godt underholdt undervejs, og plottet holder fint til mål.
Skildringen af det lille forblæste og kolde norske samfund er ganske enkelt fremragende, og de samfundsmæssige problemstillinger og mekanismer er ganske troværdigt beskrevet.

Uden helt (endnu) at nå op på tidens kendte norske og svenske krimiforfatteres niveau leverer Michael Katz Krefeld et meget overbevisende stykke arbejde, og man kan kun glæde sig over, at bogen skulle være den første i en planlagt serie om Maja.

Kort sagt, bogen får mine bedste anbefalinger med på vejen, og faktisk ville den egne sig glimrende til at blive filmatiseret.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
26952360
ISBN
9788702062502
Antal sider
381

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer